Gå videre til hovedindholdet

Tanke, sprog og begreb

Det er vel en rimelig læsning af den geniale cartesianske sætning, "Cogito, ergo sum" ("jeg tænker, altså er (eksisterer) jeg", at den har et både ontologisk og epistemologisk (erkendelsesteoretisk) sigte fordi Descartes efter at have anvendt den metodiske tvivl, dvs har undersøgt om der eksisterer noget, der ikke lader sig betvivle, finder, at det at han tænker ikke lader sig betvivle, og at selve det at han tænker er et bevis på at han eksisterer. Epistemologisk kan det (den samlede sætning) læses som et sikkert, ubetvivleligt udgangspunkt for erkendelsen.

Det synes også rimeligt at udvide Descartes´ tanke ved at sige, at det faktum at vi tænker, at vi har en tanke, ikke alene er et udgangspunkt men derimod en nødvendig betingelse for al erkendelse. Der er vel næppe nogen der vil bestride, at det vi erkender med, er tanken, dvs vores individuelle, personlige tanke og at dette gælder både videnskabelig erkendelse og det vi hver især lærer, erkender, gennem livet bredt forstået og som kan danne baggrund for visdom og livserfaring.

Hvis denne tanke er rigtig, altså at tanken er en nødvendig betingelse og udgangspunkt for al erkendelse, er det muligt at uddrage nogle ret vidtgående konsekvenser, fx sprogfilosofiske. Det er således muligt at hævde, at sproget har det indhold det har, både hvad angår grammatik og de enkelte ord og sætningers betydninger, i kraft af tanken, dvs det får sin betydning ved tanken, ved det vi via tanken lægger i det enkelte ord eller den enkelte sætning.

Et argument for dette er, at sprog ikke er stationært dvs er givet én gang for alle, men udvikler sig, de enkelte ord ændrer måske betydning over tid, alt efter hvilken betydning vi giver det ved tanken, nye ord opstår (fx slang eller ved ny videnskabelig erkendelse, der kræver nye ord) osv, og at der findes mange forskellige sprog (dansk, engelsk, tysk osv). Sproget kan således siges at være betinget af tanken.

Det samme kan siges mht begreber. Begreber har den betydning de har i kraft af tanken. Vi erkender hverken ved kategorier eller begreber men ved tanken, der fx skaber kategorier og begreber. For overhovedet at have en idé om hvad en kategori eller et begreb er, må vi overveje det (tænke over det; tanken).

Hvis vi ved egentlig (fx videnskabelig) erkendelse - udover at forstå det som betinget af tanken - forstår noget sandt, og hvis vi forstår det sande som noget godt i modsætning til fx løgn eller misforståelser, forekommer begrebet værdifri eller værdineutral forskning eller videnskab mig i øvrigt at være en selvmodsigelse.

Lægger vi til ovenstående overvejelser en af de allerførste sætninger i "Vandrer mod Lyset!", nemlig Ardors beskrivelse af tanken som altings ophav, så er det muligt at tanken ikke alene betinger og er en forudsætning for al erkendelse, sprog og begreber, men alt, dvs også for altings eksistens, og dermed kan det siges at Ardor her løser selve det ontologiske grundspørgsmål, nemlig hvad det vil sige at ting og verden eksisterer, og hvad der betinger verdensaltets eksistens.

Et andet bud på en løsning af det ontologiske grundspørgsmål giver Martin Heidegger (1889-1976) i det ufuldendte værk Sein und Zeit hvor han opfatter tiden som et muligt ontologisk grundfænomen i forsøget på at formulere en fundamentalontologi.

I Tractatus logico-Philosophicus hævder Ludwig Wittgenstein  (1889-1951) en i forhold til min udlægning modsat opfattelse af tanke, sprog og begreb ved den såkaldte billedteori; at der er identitet mellem tanke og (den meningsfulde) sætning, som er et (logisk) billede af verden (kendsgerningerne) (Tractatus 1-4). 

Med andre ord hævder han, at tanken og sproget er et billede af verden, virkeligheden. Jeg derimod hævder, at sproget er et (mere eller mindre præcist) billede af tanken, og at tanken er det logisk primære eller første (også ontologisk), og at tanke og sprog ikke er identiske.

For Wittgenstein er verden det logisk første, som sproget og tanken er et billede af, mens tanken for mig er det logisk første, og - kunne man sige - verden og sproget er et billede af.

Denne opfattelse er tilsyneladende i overensstemmelse med idealismen; at alt primært er tanke og ide (eller ånd), men også kun tilsyneladende. For jeg hævder ikke, at alt er tanke og ide (at der er identitet mellem tanke og verden), men at alt er et billede af tanken, og at ideerne er tankens indhold.

I denne opfattelse er der altså ikke identitet hverken mellem tanke og verden eller mellem tanke og ide eller mellem tanke og sprog, men tanken er her både epistemologisk og ontologisk det grundliggende fænomen.




Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d...

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og d...

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...