Hos forfatteren, Marcel Proust (1871-1922), møder vi i værket, "På sporet af den tabte tid", den tanke, at en (skønlitterær) forfatter egentlig altid skriver det samme værk.
Hvis dette er en korrekt iagttagelse kan grunden være, at en skønlitterær forfatter ofte skriver ud fra en grundlæggende smerte eller et grundlæggende eksistentielt problem som man prøver at løse ved at udtrykke sig kunstnerisk. Filminstruktøren, Ingmar Bergman (1918-2007), sagde engang noget lignende på den måde, at for ham var det at skabe film som at kredse med tungen om en syg og smertende tand. Selv har jeg prøvet at udtrykke det ved at sige, at det at skrive (eller generelt at udtrykke sig kunstnerisk), behovet for at skrive (eller udtrykke sig kunstnerisk generelt) kan skyldes et indre sår, der bliver ved med at bløde, og i det øjeblik såret heles, ikke gør ondt mere, hvis dette sker, stopper produktionen.
Det kan altså siges, at grunden til at man hele tiden som kunstner søger tilbage til det samme emne, kredser om det, udtrykker det samme på stadig nye måder - i det omfang dette er tilfældet for den enkelte kunstner - er, at smerten eller problemet er det samme og at man måske ikke får det løst. En anden og meget jordnær måde at udtrykke det på er, at kunstneren går som katten om den varme grød.
Men hvis forholdet er, at man som kunstner skriver ud fra en grundlæggende smerte i et mere eller mindre bevidst forsøg på at skaffe sig lindring eller helbredelse for smerten eller det eksistentielle problem, kan dette samtidig være det, der giver det enkelte værk et præg af nødvendighed.
Da jeg selv har erfaring både med at skrive skønlitterære tekster og faglitterære (overvejende filosofiske og religiøse) har jeg iagttaget en forskel på disse to genrer på den måde, at som faglitterær forfatter, fx filosof, går det i bedste tilfælde sådan, at man får tænkt en tanke til bunds, får løst et (filosofisk) problem, eller mener at løse det, får tænkt tanken til ende. Hvis dette sker får tanken ro med hensyn til det problem man søgte at løse, og den kredser ikke længere om problemet.
Løses (det filosofiske) problem ikke vil det gå filosoffen som det går den skønlitterære forfatter; tankerne kredser om emnet, søger at gennemtrænge det fra alle sider, uden ro og afklaring i tanken.
Forskellen på den skønlitterære og den faglitterære produktion oplever jeg på den måde, at de eksistentielle problemer man måske prøver at løse eller udtrykke eller skriver ud fra i en skønlitterær produktion, er sværere at løse og tager længere tid at løse end de faglitterære fx filosofiske problemer man prøver at løse.
Men det er jo ikke kun kunstnere, der har problemer, eksistentielle eller fx filosofiske og videnskabelige, alle mennesker kender til det, og det vil gå, tror jeg, alle på den måde jeg lige har skitseret. Hvis man lever med en grundlæggende smerte eller har oplevet et traume af en art, vil tanken kredse om smerten eller traumet eller problemet, indtil man kommer til en afklaring, fx ved at gennemtænke og gennemlyse problemet fuldstændig. Dette tror jeg er en lovmæssighed eller vilkår for det at være menneske.
Men i bedste fald vil problemet løses, fx ved eftertanke og ved at tænke problemet til bunds og færdigt. Og resultatet af det er - ro i sindet - det der fx ofte, tror jeg, motiverer fx kunstnere til at skabe deres værker.
Om en forfatter eller kunstner generelt formår at trænge til bunds i stoffet, i problemet, i tanken eller følelsen, der inspirerer værket eller ikke, kan ses i hvorvidt og i hvilken grad værket udtrykker en klar tanke eller en klar følelse eller om værket fremtræder dunkelt, uklart, mystisk.
Eksempler på værker hentet fra litteraturen hvor tanken eller følelsen fremtræder uklar og dunkel kan, efter min opfattelse, nævnes "Johannes Åbenbaring" (fra bibelen), "Phänomenologi des Geistes" (da. "Åndens fænomenologi" af Hegel (1770-1831)) og James Joyces (1882-1941) roman, "Ulysses", mens jeg vil nævne værker, der efter min opfattelse fremtræder klare i tanken, som fx John Stuart Mills (1806-1873) filosofiske forfatterskab og Michael Agerskovs (1870-1933) skønlitterære produktion (ham der også står som udgiver - ikke forfatter - af "Vandrer mod Lyset!").
Med de uklare, dunkle værker tænker man måske - jordnært udtrykt: Det er godt nok mystisk det her - det må være meget dybsindigt. Men når man så ser nærmere efter og måske har held til at trænge ind til kernen i det uklare værk bliver det hele til - intet.
Hvis dette er en korrekt iagttagelse kan grunden være, at en skønlitterær forfatter ofte skriver ud fra en grundlæggende smerte eller et grundlæggende eksistentielt problem som man prøver at løse ved at udtrykke sig kunstnerisk. Filminstruktøren, Ingmar Bergman (1918-2007), sagde engang noget lignende på den måde, at for ham var det at skabe film som at kredse med tungen om en syg og smertende tand. Selv har jeg prøvet at udtrykke det ved at sige, at det at skrive (eller generelt at udtrykke sig kunstnerisk), behovet for at skrive (eller udtrykke sig kunstnerisk generelt) kan skyldes et indre sår, der bliver ved med at bløde, og i det øjeblik såret heles, ikke gør ondt mere, hvis dette sker, stopper produktionen.
Det kan altså siges, at grunden til at man hele tiden som kunstner søger tilbage til det samme emne, kredser om det, udtrykker det samme på stadig nye måder - i det omfang dette er tilfældet for den enkelte kunstner - er, at smerten eller problemet er det samme og at man måske ikke får det løst. En anden og meget jordnær måde at udtrykke det på er, at kunstneren går som katten om den varme grød.
Men hvis forholdet er, at man som kunstner skriver ud fra en grundlæggende smerte i et mere eller mindre bevidst forsøg på at skaffe sig lindring eller helbredelse for smerten eller det eksistentielle problem, kan dette samtidig være det, der giver det enkelte værk et præg af nødvendighed.
Da jeg selv har erfaring både med at skrive skønlitterære tekster og faglitterære (overvejende filosofiske og religiøse) har jeg iagttaget en forskel på disse to genrer på den måde, at som faglitterær forfatter, fx filosof, går det i bedste tilfælde sådan, at man får tænkt en tanke til bunds, får løst et (filosofisk) problem, eller mener at løse det, får tænkt tanken til ende. Hvis dette sker får tanken ro med hensyn til det problem man søgte at løse, og den kredser ikke længere om problemet.
Løses (det filosofiske) problem ikke vil det gå filosoffen som det går den skønlitterære forfatter; tankerne kredser om emnet, søger at gennemtrænge det fra alle sider, uden ro og afklaring i tanken.
Forskellen på den skønlitterære og den faglitterære produktion oplever jeg på den måde, at de eksistentielle problemer man måske prøver at løse eller udtrykke eller skriver ud fra i en skønlitterær produktion, er sværere at løse og tager længere tid at løse end de faglitterære fx filosofiske problemer man prøver at løse.
Men det er jo ikke kun kunstnere, der har problemer, eksistentielle eller fx filosofiske og videnskabelige, alle mennesker kender til det, og det vil gå, tror jeg, alle på den måde jeg lige har skitseret. Hvis man lever med en grundlæggende smerte eller har oplevet et traume af en art, vil tanken kredse om smerten eller traumet eller problemet, indtil man kommer til en afklaring, fx ved at gennemtænke og gennemlyse problemet fuldstændig. Dette tror jeg er en lovmæssighed eller vilkår for det at være menneske.
Men i bedste fald vil problemet løses, fx ved eftertanke og ved at tænke problemet til bunds og færdigt. Og resultatet af det er - ro i sindet - det der fx ofte, tror jeg, motiverer fx kunstnere til at skabe deres værker.
Om en forfatter eller kunstner generelt formår at trænge til bunds i stoffet, i problemet, i tanken eller følelsen, der inspirerer værket eller ikke, kan ses i hvorvidt og i hvilken grad værket udtrykker en klar tanke eller en klar følelse eller om værket fremtræder dunkelt, uklart, mystisk.
Eksempler på værker hentet fra litteraturen hvor tanken eller følelsen fremtræder uklar og dunkel kan, efter min opfattelse, nævnes "Johannes Åbenbaring" (fra bibelen), "Phänomenologi des Geistes" (da. "Åndens fænomenologi" af Hegel (1770-1831)) og James Joyces (1882-1941) roman, "Ulysses", mens jeg vil nævne værker, der efter min opfattelse fremtræder klare i tanken, som fx John Stuart Mills (1806-1873) filosofiske forfatterskab og Michael Agerskovs (1870-1933) skønlitterære produktion (ham der også står som udgiver - ikke forfatter - af "Vandrer mod Lyset!").
Med de uklare, dunkle værker tænker man måske - jordnært udtrykt: Det er godt nok mystisk det her - det må være meget dybsindigt. Men når man så ser nærmere efter og måske har held til at trænge ind til kernen i det uklare værk bliver det hele til - intet.
Kommentarer
Send en kommentar