Udover mørkets dualitet, altså det forhold at det samme mørke rummer en "lys" og en rent sort side, som jeg mener at have iagttaget, mener jeg at have erkendt en anden grundlæggende egenskab ved denne urkraft, det onde, nemlig dets snigende, paradoksale natur.
Hvad jeg mener med dette, vil jeg illustrere med et eksempel:
I mange år har jeg haft en fornemmelse og et håb om en snarlig forløsning fra de lidelser, der er fulgt med min psykiske lidelse - en lidelse der måske er bekendt for læsere af denne blog. Dette håb har kastet mig ud i opslidende kampe, snart håb snart fortvivlelse når forløsningen alligevel er udeblevet. Jeg har tænkt sådan om forløsningen, at den måtte blive altomfattende; alle lidelser, al uro, al smerte ville forsvinde. Alle mine problemer ville blive løst.
Men nu tænker jeg - måske er dette et falsk håb; måske er vilkåret for mit liv - af mig ukendte grunde; måske noget rent fysisk eller biologisk - at det er svært og ofte lidelsesfuldt. Måske er forløsningstanken - i mit tilfælde - falsk; måske stikker jeg mig selv blår i øjnene. Måske skaber selve lidelsen dette håb; fordi det gør ondt i sjælen, og jeg derfor jo mere jeg lider jo mere brændende ønsker mig fred for lidelse, uro og smerte.
Jeg er meget tilbøjelig til at tro at dette er en sand tanke (dvs en tanke der er i overensstemmelse med lyset). Men her - kommer så et eksempel på det jeg her kalder mørkets snigende, paradoksale natur; mørket giver mig så den tanke, at dette at indse sandheden af forløsningstankens falskhed (igen; i mit tilfælde) - er forløsningen, det jeg altid har drømt om.
Denne tanke mærker jeg snige sig ind på mig, og er jo et udtryk for et paradoks. Derfor mener jeg det berettiget at tale om mørkets snigende, paradoksale natur.
Bemærk at jeg ikke hævder her eller andre steder at have givet nogen fyldestgørende forklaring og beskrivelse af det meget omfattende fænomen mørke. Der er kun tale om enkeltiagttagelser af nogle få grundlæggende egenskaber ved det onde.
Mere generelt mener jeg, at det fænomen jeg prøver at beskrive her, er et udtryk for og eksempel på den lov jeg har forsøgt at udtrykke andetsteds i et poetisk billede; at "ethvert mørke kan trækkes af lysets heste og ethvert lys kan trækkes af mørkets heste". Det er et eksempel på det fænomen, at hver gang vi træder et skridt ind i lyset, kommer der en reaktion fra mørket. Mørket vil bestandig prøve at trække os ned, for hvert skridt vi tager ind i lyset. Sådan er virkeligheden. Og det skal vi vide.
Hvad jeg mener med dette, vil jeg illustrere med et eksempel:
I mange år har jeg haft en fornemmelse og et håb om en snarlig forløsning fra de lidelser, der er fulgt med min psykiske lidelse - en lidelse der måske er bekendt for læsere af denne blog. Dette håb har kastet mig ud i opslidende kampe, snart håb snart fortvivlelse når forløsningen alligevel er udeblevet. Jeg har tænkt sådan om forløsningen, at den måtte blive altomfattende; alle lidelser, al uro, al smerte ville forsvinde. Alle mine problemer ville blive løst.
Men nu tænker jeg - måske er dette et falsk håb; måske er vilkåret for mit liv - af mig ukendte grunde; måske noget rent fysisk eller biologisk - at det er svært og ofte lidelsesfuldt. Måske er forløsningstanken - i mit tilfælde - falsk; måske stikker jeg mig selv blår i øjnene. Måske skaber selve lidelsen dette håb; fordi det gør ondt i sjælen, og jeg derfor jo mere jeg lider jo mere brændende ønsker mig fred for lidelse, uro og smerte.
Jeg er meget tilbøjelig til at tro at dette er en sand tanke (dvs en tanke der er i overensstemmelse med lyset). Men her - kommer så et eksempel på det jeg her kalder mørkets snigende, paradoksale natur; mørket giver mig så den tanke, at dette at indse sandheden af forløsningstankens falskhed (igen; i mit tilfælde) - er forløsningen, det jeg altid har drømt om.
Denne tanke mærker jeg snige sig ind på mig, og er jo et udtryk for et paradoks. Derfor mener jeg det berettiget at tale om mørkets snigende, paradoksale natur.
Bemærk at jeg ikke hævder her eller andre steder at have givet nogen fyldestgørende forklaring og beskrivelse af det meget omfattende fænomen mørke. Der er kun tale om enkeltiagttagelser af nogle få grundlæggende egenskaber ved det onde.
Mere generelt mener jeg, at det fænomen jeg prøver at beskrive her, er et udtryk for og eksempel på den lov jeg har forsøgt at udtrykke andetsteds i et poetisk billede; at "ethvert mørke kan trækkes af lysets heste og ethvert lys kan trækkes af mørkets heste". Det er et eksempel på det fænomen, at hver gang vi træder et skridt ind i lyset, kommer der en reaktion fra mørket. Mørket vil bestandig prøve at trække os ned, for hvert skridt vi tager ind i lyset. Sådan er virkeligheden. Og det skal vi vide.
Kommentarer
Send en kommentar