Gå videre til hovedindholdet

Mørkets snigende, paradoksale natur

Udover mørkets dualitet, altså det forhold at det samme mørke rummer en "lys" og en rent sort side, som jeg mener at have iagttaget, mener jeg at have erkendt en anden grundlæggende egenskab ved denne urkraft, det onde, nemlig dets snigende, paradoksale natur.

Hvad jeg mener med dette, vil jeg illustrere med et eksempel:

I mange år har jeg haft en fornemmelse og et håb om en snarlig forløsning fra de lidelser, der er fulgt med min psykiske lidelse - en lidelse der måske er bekendt for læsere af denne blog. Dette håb har kastet mig ud i opslidende kampe, snart håb snart fortvivlelse når forløsningen alligevel er udeblevet. Jeg har tænkt sådan om forløsningen, at den måtte blive altomfattende; alle lidelser, al uro, al smerte ville forsvinde. Alle mine problemer ville blive løst.

Men nu tænker jeg - måske er dette et falsk håb; måske er vilkåret for mit liv - af mig ukendte grunde; måske noget rent fysisk eller biologisk - at det er svært og ofte lidelsesfuldt. Måske er forløsningstanken - i mit tilfælde - falsk; måske stikker jeg mig selv blår i øjnene. Måske skaber selve lidelsen dette håb; fordi det gør ondt i sjælen, og jeg derfor jo mere jeg lider jo mere brændende ønsker mig fred for lidelse, uro og smerte.

Jeg er meget tilbøjelig til at tro at dette er en sand tanke (dvs en tanke der er i overensstemmelse med lyset). Men her - kommer så et eksempel på det jeg her kalder mørkets snigende, paradoksale natur; mørket giver mig så den tanke, at dette at indse sandheden af forløsningstankens falskhed (igen; i mit tilfælde) - er forløsningen, det jeg altid har drømt om.

Denne tanke mærker jeg snige sig ind på mig, og er jo et udtryk for et paradoks. Derfor mener jeg det berettiget at tale om mørkets snigende, paradoksale natur.

Bemærk at jeg ikke hævder her eller andre steder at have givet nogen fyldestgørende forklaring og beskrivelse af det meget omfattende fænomen mørke. Der er kun tale om enkeltiagttagelser af nogle få grundlæggende egenskaber ved det onde.

Mere generelt mener jeg, at det fænomen jeg prøver at beskrive her, er et udtryk for og eksempel på den lov jeg har forsøgt at udtrykke andetsteds i et poetisk billede; at "ethvert mørke kan trækkes af lysets heste og ethvert lys kan trækkes af mørkets heste". Det er et eksempel på det fænomen, at hver gang vi træder et skridt ind i lyset, kommer der en reaktion fra mørket. Mørket vil bestandig prøve at trække os ned, for hvert skridt vi tager ind i lyset. Sådan er virkeligheden. Og det skal vi vide.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og d...
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d...
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst...
Send en kommentar
Læs mere