Begær og forelskelse

Begær kan - selv om mange nok vil sige det modsatte - opfattes som en form for mørke, det onde ud fra den tanke, at begær i sin grundnatur er at ville bemægtige sig noget med magt uden hensyn til andet end sig selv. Hvis et begær er rettet mod en person opstår det vi kalder forelskelse. Begæret kan da både være fokuseret på selve personen eller være fx seksuelt. Og derfor er forelskelse en form for mørke.

Hvis dette er rigtigt og man samtidig accepterer tanken om mørkets, det ondes dualitet, som jeg har skrevet om mange gange, kan man søge efter forelskelsens modsætning, idet vi opfatter forelskelse som den ene side, den "lyse" af et bestemt mørke. Dets sorte side finder jeg i begrebet had - og det opfatter jeg som forklaringen på det mundheld der siger, at der ikke er langt fra kærlighed til had.

Jo, det er der, for kærlighed og forelskelse er to forskellige ting, det ene, kærlighed hører til lyset, den er dets essens, og det ville være sandt, hvis man sagde, at der ikke er så langt fra forelskelse til had - nej selvfølgelig, for det er to sider af samme sag, to sider af det samme mørke i henhold til tanken om mørkets dualitet eller vi kunne også kalde det mørkets dobbeltsidethed eller fordobling.

Et andet mundheld siger, at kærlighed gør blind. Nej, det er forelskelse der gør blind, og det er en anden grund til at jeg finder det rimeligt at betragte forelskelse som en form for mørke. Et yderligere argument for at betragte forelskelse som en form for mørke er den følelse, det giver os. Denne følelse - hvilket enhver der har været forelsket kan bekræfte - er ikke en rolig, afklaret følelse, men derimod en brusende, urolig sommetider ekstatisk følelse - følelser som kun mørket kan indgive os, ikke lyset. Den følelse lyset giver er ro, afklarethed, rolig glæde, rolig lykke, fred osv.

En folkelig opfattelse siger, at kærlighed og smerte så at sige er begrebsmæssige tvillinger, at kærlighed ofte gør ondt ("love hurts"). Dette er både rigtigt og forkert. Det man vel sigter til med tanken er snarere at forelskelse gør ondt - hvis forelskelsen ikke er gengældt - og den smerte man da føler, er en smerte over ikke at få hvad man så brændende ønsker - for sig selv - eller over at blive svigtet osv.

Det er rigtigt, at kærlighed kan være forbundet med smerte - men da kærlighed - i sin rene form - aldrig er selvisk, er den smerte der hører til ægte kærlighed (og altså ikke forelskelse) en smerte eller sorg over fx andres lidelser, at det går andre dårligt i en eller anden henseende osv.

Fra "Vandrer mod Lyset!" ved vi at også Gud sørger og føler smerte. Og det er netop over vores lidelser, menneskers lidelser, og ud fra sin uendelige kærlighed til os alle.

Bemærk; dette skal ikke opfattes som en fordømmelse af mennesker, der er forelskede eller føler begær eller fx had; jeg har selv af til disse følelser og jeg foregiver heller ikke at være et eller andet fantastisk orakel der kender vejen ud af mørket, så meget mere som enhver har sin egen helt personlige vej at gå. Det jeg forsøger at angive er en retning, en retning mod lyset, kærligheden.

Derudover forudsætter en fast defineret vej at der er et fast defineret mål. Men - vejen er uendelig og fortsætter evigt og vi udvikler os evigt - og den vej vi går hver især er som sagt helt personlig. Det vi kan have fælles er retningen, retningen mod lyset.

At hævde at man selv kender vejen - for alle - og hævde at man selv har fundet denne vej og kan belære andre om den og selv er fuldstændig ren og derfor måske opfordrer til tilbedelse (hvilket er så almindeligt i hele guruuvæsenet) - er noget der sker mod betaling og er bedrag. Ingen i denne verden er helt ren - det er umuligt eftersom Jorden er en mørkets verden og alene af den kendsgerning at vores fysiske og astrale legemer (og dermed hjerner) fortrinsvis består af mørke.