Gå videre til hovedindholdet

7 digte

I


Skrig

sømmet op på himlen
korsfæstet mellem himmel og dyb
hænger jeg
tynget til jorden


Knude

jeg straffer mig selv
jeg dolker mig selv i ryggen
for hvert skridt
et ønske om at gøre noget
jeg ikke kan leve med
og blive til intet

Skyen

gennemlyse
det mørke urolige vand under dig
pikken og dit køn
hvert ord hver tanke hvert sekund
afgørende
gud og djævelen
svømmer i dette vand
i dit hår
som skjuler gådens løsning


II


Knappenåle

på gadehjørnet
står gud og djævelen og puster balloner op
folks egoer
jeg drømmer om balloner og knappenåle


Stjerner

med begge ben solidt plantet
i fjerne stjerner
er jeg fremmed
drømmer
om en jord som kan bære os


Konstatering

når mennesker vil være gud
går de i byen med djævelen og fisker sjæle
djævelen hvisker: her er al sandhed
gå ud i verden og gør alle folkeslag til mine disciple
som slangen sagde til ham
når mennesker dømmer som gud
bliver drømmen om himlen
til helvedes realitet


Idé om evighed

missionæren står
med en bog i den venstre hånd
en pistol i den højre
-læs, hvæser han
sætter dig pistolen for panden
spænder hanen
du er nu klar til at læse
om kærlighed
sidst i bogen er der et lille afsnit
om evighed
og tyggegummi
du skal tygge evigt står der
faderen sønnen helligånden
missionæren slår en boble

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og d...
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d...
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst...
Send en kommentar
Læs mere