Det turde være en indlysende rigtig pointe, som jeg tidligere har skrevet om, at selve tanken om en endegyldig åbenbaring fra Gud, indeholdende al sandhed, er meningsløs og selvmodsigende. Det meningsløse er som anført, at hvis Gud åbenbarede os al sandhed, ville vi blive som Gud i alvidenhed - hvilket vel de fleste er enige om er umuligt.
Nej, forholdet er nok, at Gud ikke kan åbenbare os al sandhed - fordi vi ikke er som Ham, fordi vi er skabt af Ham, og dermed er kvalitativt forskellig fra Ham. Vi må derfor anerkende, at vi aldrig bliver alvidende, at der er grænser for vores mulige erkendelse og viden.
Hvis dette synspunkt vinder gehør, er det muligt, at striden i fremtiden ikke vil komme til at dreje sig om al sandhed - hvor den er eller ikke er - men derimod hvilken åbenbaring (fx skrifter) der bedst dækker virkeligheden, den del af den, som det er muligt for os at opfatte og forstå. En kristen vil vel sige, at netop hans skrift, altså bibelen, er den rigtige. En muslim vil sige, at koranen er det eneste rigtige. Og en der tror på "Vandrer mod Lyset!" vil sige at dette værk er det bedste.
Men - hvorfor ikke bilægge striden med det samme og lade hver især vælge selvstændigt og i fred. Det er jo alligevel det der sker. Mennesker tager selvstændigt stilling måske i kraft af det man møder i livet, livserfaring, selvstændig tænkning osv osv. Selvfølgelig. Det er enhvers ret. Og har man én gang gjort sig sin holdning klar, tror jeg ikke at pres udefra kan få os til at skifte mening. Langt snarere vil man ved modstand gå i forsvarsposition og - åndeligt set - grave sig ned bag et panser. Og hvem gavner dét?
Hvis man indtager denne holdning, og alligevel ønsker at fortælle andre om, hvad man anser for det rigtige og sande i religiøs henseende, ikke for at missionere men for at søge at delagtiggøre andre i det, der måske giver én allermest glæde og følelse af livsfylde, men i øvrigt har respekt for andres ret til at mene og tro noget andet; hvis man ønsker at søge at inspirere andre, der måske ikke har taget stilling endnu (om tro eller ikke-tro) kan det være at vi kan blive enige om følgende tommelfingerregel formuleret som et spørgsmål som enhver må besvare for sig selv: Hvor står det guddommelige ideal, gudsbilledet højest, ædlest og renest?
Det kan være at man vil finde det i en bog, men det kan også være, at man selv i sit indre har et billede, som ingen bog kan rumme. Gud er ikke en bog. Sikkert er det i hvert fald, at ingen kan vælge for os, og at ingen har ret eller autoritet til at gøre dette valg for os.
Og jeg spørger: Har vi ikke fået nok af alle disse kampe, hvor alle prøver at vinde sjælene, og vi derfor netop mister den, fordi vi ikke anerkender andres ret til at tage selvstændigt stilling, fordi vi ikke anerkender andres sjæl, fordi vi vil tvinge andre til at mene og tro som os selv, tvinge andre ind i kærligheden, og dermed i praksis vise at vi har glemt hvad kærlighed er og ikke er, at det i hvert fald ikke er at ville omforme andre i sit eget billede, fordi vi opfatter andres afvigende meninger og tro som et angreb på os selv, på det vi opfatter som det hellige og det hellige i os selv, på vores inderste, og dermed glemmer at det inderste i enhver af os er unikt og forskelligt fra alle andre, og fordi vi ikke tilstår andre det, vi kræver for os selv, retten til selvstændighed?
Hvis det er sandt, at Gud ikke tvinger nogen - med hvilken ret vil vi så gøre det - i Hans navn?
Det er vel rimeligt at give udtryk for sin mening og tro og at søge at argumentere for den. Men hvis det bliver ledsaget af et krav om at andre skal anerkende denne mening eller denne tro har vi forladt kærlighedens vej.
Nej, forholdet er nok, at Gud ikke kan åbenbare os al sandhed - fordi vi ikke er som Ham, fordi vi er skabt af Ham, og dermed er kvalitativt forskellig fra Ham. Vi må derfor anerkende, at vi aldrig bliver alvidende, at der er grænser for vores mulige erkendelse og viden.
Hvis dette synspunkt vinder gehør, er det muligt, at striden i fremtiden ikke vil komme til at dreje sig om al sandhed - hvor den er eller ikke er - men derimod hvilken åbenbaring (fx skrifter) der bedst dækker virkeligheden, den del af den, som det er muligt for os at opfatte og forstå. En kristen vil vel sige, at netop hans skrift, altså bibelen, er den rigtige. En muslim vil sige, at koranen er det eneste rigtige. Og en der tror på "Vandrer mod Lyset!" vil sige at dette værk er det bedste.
Men - hvorfor ikke bilægge striden med det samme og lade hver især vælge selvstændigt og i fred. Det er jo alligevel det der sker. Mennesker tager selvstændigt stilling måske i kraft af det man møder i livet, livserfaring, selvstændig tænkning osv osv. Selvfølgelig. Det er enhvers ret. Og har man én gang gjort sig sin holdning klar, tror jeg ikke at pres udefra kan få os til at skifte mening. Langt snarere vil man ved modstand gå i forsvarsposition og - åndeligt set - grave sig ned bag et panser. Og hvem gavner dét?
Hvis man indtager denne holdning, og alligevel ønsker at fortælle andre om, hvad man anser for det rigtige og sande i religiøs henseende, ikke for at missionere men for at søge at delagtiggøre andre i det, der måske giver én allermest glæde og følelse af livsfylde, men i øvrigt har respekt for andres ret til at mene og tro noget andet; hvis man ønsker at søge at inspirere andre, der måske ikke har taget stilling endnu (om tro eller ikke-tro) kan det være at vi kan blive enige om følgende tommelfingerregel formuleret som et spørgsmål som enhver må besvare for sig selv: Hvor står det guddommelige ideal, gudsbilledet højest, ædlest og renest?
Det kan være at man vil finde det i en bog, men det kan også være, at man selv i sit indre har et billede, som ingen bog kan rumme. Gud er ikke en bog. Sikkert er det i hvert fald, at ingen kan vælge for os, og at ingen har ret eller autoritet til at gøre dette valg for os.
Og jeg spørger: Har vi ikke fået nok af alle disse kampe, hvor alle prøver at vinde sjælene, og vi derfor netop mister den, fordi vi ikke anerkender andres ret til at tage selvstændigt stilling, fordi vi ikke anerkender andres sjæl, fordi vi vil tvinge andre til at mene og tro som os selv, tvinge andre ind i kærligheden, og dermed i praksis vise at vi har glemt hvad kærlighed er og ikke er, at det i hvert fald ikke er at ville omforme andre i sit eget billede, fordi vi opfatter andres afvigende meninger og tro som et angreb på os selv, på det vi opfatter som det hellige og det hellige i os selv, på vores inderste, og dermed glemmer at det inderste i enhver af os er unikt og forskelligt fra alle andre, og fordi vi ikke tilstår andre det, vi kræver for os selv, retten til selvstændighed?
Hvis det er sandt, at Gud ikke tvinger nogen - med hvilken ret vil vi så gøre det - i Hans navn?
Det er vel rimeligt at give udtryk for sin mening og tro og at søge at argumentere for den. Men hvis det bliver ledsaget af et krav om at andre skal anerkende denne mening eller denne tro har vi forladt kærlighedens vej.
Kommentarer
Send en kommentar