I disse år er det mit indtryk, at der sker en bevægelse indenfor den kristne kirke, så man mere og mere bevæger sig væk fra alle helvedesforestillinger og fokuserer mere og mere på Jesu kærlighedsbudskab. Med ordet kirke må man imidlertid skelne i hvert fald mellem den katolske og den protestantiske eller luthersk-evangeliske.
Dette er godt. Jeg ved dog ikke, om det også gælder den katolske kirke, men det er mit indtryk uden at vide det med bestemthed, at det gælder den lutherske, herunder den danske folkekirke.
Jeg vil i denne undersøgelse fokuserer på dette punkt, konsekvensen for kirken hvis man opgiver tanken om helvede og fortabelsen, samt et andet kernepunkt der i hvert fald gælder historisk, nemlig forestillingen om forudbestemmelsen, prædestinationen, som den katolske kirke har fælles med den protestantiske, da både Augustin, der havde afgørende indflydelse på den katolske kirke, og Luther (i skriftet, "Om den trælbundne vilje") hævder denne lære, og altså afviser tanken om en fri vilje.
Først vil jeg koncentrere undersøgelsen om konsekvensen af at opgive tanken om helvede og fortabelsen og hævde, at hvis man opgiver denne tanke, bliver kristendommen meningsløs, idet mennesket i så fald ikke har frelse behov (hvad skal vi frelses fra om ikke helvede?), og Jesu offerdød bliver meningsløs af samme grund. Hvis tanken om helvede og fortabelsen opgives bliver med andre ord hele forsoningslæren, tanken om at Jesus har sonet vores synder på korset og banet vej for en mulig frelse, kristendommens fundament, meningsløs.
Dernæst vil jeg hævde, at hvis man fortsat vil hævde sandheden af forudbestemmelsen, prædestinationen, bliver forsoningslæren også meningsløs. Hvis tro ikke er et valg, men forud bestemt af Gud hvem der skal tro eller ikke tro, og dermed hvem der skal frelses og hvem der skal fortabes, giver det i hvert fald ikke mening at kræve af os, at vi skal tro (på Jesus), da et sådant krav forudsætter et valg.
Med hensyn til forudbestemmelsen, prædestinationen, vil jeg derudover hævde, at hvis man afviser tanken om en fri vilje, giver det, som det før er påvist af andre, ikke mening at straffe forbrydelser; hele domslogikken ryger hvis man ikke tilstår os en fri vilje. Det giver ikke mening at straffe noget, der ikke kunne være anderledes. Også hele det juridiske system, hele lovgivningen bliver altså meningsløs, da domslogikken forudsætter at man har et mere eller mindre frit valg.
Men ikke bare lovgivningen, det juridiske system, men også al etik og moral, herunder Jesu lære om næstekærlighed og om at tilgive vores fjender, bliver meningsløs. Det er meningsløst at sige, at jeg og alle andre skal elske vores næste - hvis ikke vi har et mere eller mindre frit valg til at gøre det eller lade være. Det giver generelt ingen mening at give etiske og moralske bud af nogen art - hvis ikke vi har et valg. Enten elsker jeg, eller også gør jeg ikke; alt er bestemt forud af Gud ifølge forudbestemmelseslæren, prædestinationslæren. Kærlighedsbudet - som bud - bliver derfor meningsløst.
Bemærk at jeg med ovenstående ikke afviser Jesu lære - men derimod kirkens - både den katolske og den luthersk-evangeliske. Hvis kirken ville holde sig til Jesu lære om næstekærlighed og at tilgive hinanden og at leve i fred, og holde sig langt fra alle mulige luftige spekulationer, der ikke giver mening og aldrig har givet mening, giver den mening. Ellers ikke.
Den tanke ligger lige for, at kirkens og Jesu lære, eller skærpet, kirkens og Jesu Gud, ikke er den samme. Det ovenstående er kun nogle få - omend centrale - problemer med kirkens lære, både den katolske og den protestantiske. Der kunne også nævnes, at kirken prædiker Guds "nåde", mens Jesus prædiker Guds kærlighed osv osv.
Og den tanke melder sig naturligt og uafviseligt om hvor længe man kan afvise en tilbundsgående reformation af al kristendom.
Hvad er konsekvensen hvis man fastholder tanken om helvede forstået som et sted, hvor Gud vil straffe alle de fortabte evigt, og vil fastholde prædestinationen? Konsekvensen er, som tidligere skrevet (i indlægget "Guds- og menneskeopfattelsen hos Augustin"), at Gud må opfattes som en tyran, ikke i jordisk men i kosmisk målestok, værre end djævelen som denne opfattes i kristendommen, da Guds magt er absolut og dommen evig, en "Gud" der i øvrigt udsteder meningsløse bud (fx om kærlighed og tro), som det ikke ligger i menneskers magt at opfylde og ingen indflydelse har på, da alt er forudbestemt af Ham; at "Guds" kærlighed således bliver et meningsløst og tomt begreb, og kærligheden som begreb, al snak om kærlighed, også menneskelig kærlighed, bliver meningsløs, da kærlighed kræver frihed og frem for alt, at vi har et valg.
Hvad er konsekvensen hvis man opgiver tanken om helvede og prædestinationen, men fastholder Kristi soningsdød (forsoningslæren)? Konsekvensen er, at kristendommen bliver meningsløs, da vi så ikke har frelse behov.
Kan det tænkes at man kan opgive prædestinationen, men fastholder tanken om helvede og fortabelsen? At mennesket har en fri vilje, herunder en fri vilje til at tro og til at elske, og at det eller de valg vi træffer i så henseende har evige konsekvenser for os (frelse eller fortabelse)? Måske. Men igen; hvad siger det så om Gud? Hvad siger det om Ham, så meget mere som det på ingen måde er klart præcis hvad det er vi skal tro. Hvis man forestiller sig, at vi har en fri vilje, men at det er Gud der på en eller anden mystisk måde alligevel indplanter eller føder troen i os, er vi tilbage i prædestinationen (mht vores evige skæbne; frelse eller fortabelse).
Kan det tænkes, at man opgiver tanken om helvede, men fastholder prædestinationen? Nej, så er kristendommen kun latterlig, da prædestinationen nødvendigvis må handle om vores evige skæbne (frelse eller fortabelse) og man altså antages at opgive tanken om helvede.
Andre muligheder findes ikke.
Af disse grunde + alt det der er indeholdt i "Vandrer mod Lyset!" med tilhørende skrifter er en tilbundsgående reformation af al kristendom uomgængelig. Hvis man fortsat vil afvise dette, og så i øvrigt bare håbe, at ingen bemærker de mange fejl i kristendommen, som påvist her og i VmL, har kirken simpelthen ingen eksistensberettigelse.
Note (15/7 2014): Jeg er usikker på, om jeg har forstået Augustins prædestinationstanker korrekt. Om han frakender mennesket en fri vilje i det hele taget, og derfor fremtænker en egentlig determinisme, eller om prædestinationen skal forstås som "kun" gældende spørgmålet; Frelse eller fortabelse. Hvis dette er tilfældet er resultatet dog nogenlunde det samme, så vidt jeg kan se, idet etik og moral ligeledes bliver meningsløse, som om "Gud" sagde: I kan hoppe og gø på Jorden som I vil; JEG bestemmer evigheden; og "Han" må fremdeles betragtes som den tyran, jeg har skitseret i indlægget. Hvis prædestinationen skal forstås på den måde, at Gud har forudbestemt nogle til at være gode og derfor naturligt indgå i Paradis, og andre onde og derfor ende i helvede, altsammen til "Hans" herliggørelse, bliver det egentlige spørgsmål, om "Gud" er værdig til sit navn.
Dette er godt. Jeg ved dog ikke, om det også gælder den katolske kirke, men det er mit indtryk uden at vide det med bestemthed, at det gælder den lutherske, herunder den danske folkekirke.
Jeg vil i denne undersøgelse fokuserer på dette punkt, konsekvensen for kirken hvis man opgiver tanken om helvede og fortabelsen, samt et andet kernepunkt der i hvert fald gælder historisk, nemlig forestillingen om forudbestemmelsen, prædestinationen, som den katolske kirke har fælles med den protestantiske, da både Augustin, der havde afgørende indflydelse på den katolske kirke, og Luther (i skriftet, "Om den trælbundne vilje") hævder denne lære, og altså afviser tanken om en fri vilje.
Først vil jeg koncentrere undersøgelsen om konsekvensen af at opgive tanken om helvede og fortabelsen og hævde, at hvis man opgiver denne tanke, bliver kristendommen meningsløs, idet mennesket i så fald ikke har frelse behov (hvad skal vi frelses fra om ikke helvede?), og Jesu offerdød bliver meningsløs af samme grund. Hvis tanken om helvede og fortabelsen opgives bliver med andre ord hele forsoningslæren, tanken om at Jesus har sonet vores synder på korset og banet vej for en mulig frelse, kristendommens fundament, meningsløs.
Dernæst vil jeg hævde, at hvis man fortsat vil hævde sandheden af forudbestemmelsen, prædestinationen, bliver forsoningslæren også meningsløs. Hvis tro ikke er et valg, men forud bestemt af Gud hvem der skal tro eller ikke tro, og dermed hvem der skal frelses og hvem der skal fortabes, giver det i hvert fald ikke mening at kræve af os, at vi skal tro (på Jesus), da et sådant krav forudsætter et valg.
Med hensyn til forudbestemmelsen, prædestinationen, vil jeg derudover hævde, at hvis man afviser tanken om en fri vilje, giver det, som det før er påvist af andre, ikke mening at straffe forbrydelser; hele domslogikken ryger hvis man ikke tilstår os en fri vilje. Det giver ikke mening at straffe noget, der ikke kunne være anderledes. Også hele det juridiske system, hele lovgivningen bliver altså meningsløs, da domslogikken forudsætter at man har et mere eller mindre frit valg.
Men ikke bare lovgivningen, det juridiske system, men også al etik og moral, herunder Jesu lære om næstekærlighed og om at tilgive vores fjender, bliver meningsløs. Det er meningsløst at sige, at jeg og alle andre skal elske vores næste - hvis ikke vi har et mere eller mindre frit valg til at gøre det eller lade være. Det giver generelt ingen mening at give etiske og moralske bud af nogen art - hvis ikke vi har et valg. Enten elsker jeg, eller også gør jeg ikke; alt er bestemt forud af Gud ifølge forudbestemmelseslæren, prædestinationslæren. Kærlighedsbudet - som bud - bliver derfor meningsløst.
Bemærk at jeg med ovenstående ikke afviser Jesu lære - men derimod kirkens - både den katolske og den luthersk-evangeliske. Hvis kirken ville holde sig til Jesu lære om næstekærlighed og at tilgive hinanden og at leve i fred, og holde sig langt fra alle mulige luftige spekulationer, der ikke giver mening og aldrig har givet mening, giver den mening. Ellers ikke.
Den tanke ligger lige for, at kirkens og Jesu lære, eller skærpet, kirkens og Jesu Gud, ikke er den samme. Det ovenstående er kun nogle få - omend centrale - problemer med kirkens lære, både den katolske og den protestantiske. Der kunne også nævnes, at kirken prædiker Guds "nåde", mens Jesus prædiker Guds kærlighed osv osv.
Og den tanke melder sig naturligt og uafviseligt om hvor længe man kan afvise en tilbundsgående reformation af al kristendom.
Hvad er konsekvensen hvis man fastholder tanken om helvede forstået som et sted, hvor Gud vil straffe alle de fortabte evigt, og vil fastholde prædestinationen? Konsekvensen er, som tidligere skrevet (i indlægget "Guds- og menneskeopfattelsen hos Augustin"), at Gud må opfattes som en tyran, ikke i jordisk men i kosmisk målestok, værre end djævelen som denne opfattes i kristendommen, da Guds magt er absolut og dommen evig, en "Gud" der i øvrigt udsteder meningsløse bud (fx om kærlighed og tro), som det ikke ligger i menneskers magt at opfylde og ingen indflydelse har på, da alt er forudbestemt af Ham; at "Guds" kærlighed således bliver et meningsløst og tomt begreb, og kærligheden som begreb, al snak om kærlighed, også menneskelig kærlighed, bliver meningsløs, da kærlighed kræver frihed og frem for alt, at vi har et valg.
Hvad er konsekvensen hvis man opgiver tanken om helvede og prædestinationen, men fastholder Kristi soningsdød (forsoningslæren)? Konsekvensen er, at kristendommen bliver meningsløs, da vi så ikke har frelse behov.
Kan det tænkes at man kan opgive prædestinationen, men fastholder tanken om helvede og fortabelsen? At mennesket har en fri vilje, herunder en fri vilje til at tro og til at elske, og at det eller de valg vi træffer i så henseende har evige konsekvenser for os (frelse eller fortabelse)? Måske. Men igen; hvad siger det så om Gud? Hvad siger det om Ham, så meget mere som det på ingen måde er klart præcis hvad det er vi skal tro. Hvis man forestiller sig, at vi har en fri vilje, men at det er Gud der på en eller anden mystisk måde alligevel indplanter eller føder troen i os, er vi tilbage i prædestinationen (mht vores evige skæbne; frelse eller fortabelse).
Kan det tænkes, at man opgiver tanken om helvede, men fastholder prædestinationen? Nej, så er kristendommen kun latterlig, da prædestinationen nødvendigvis må handle om vores evige skæbne (frelse eller fortabelse) og man altså antages at opgive tanken om helvede.
Andre muligheder findes ikke.
Af disse grunde + alt det der er indeholdt i "Vandrer mod Lyset!" med tilhørende skrifter er en tilbundsgående reformation af al kristendom uomgængelig. Hvis man fortsat vil afvise dette, og så i øvrigt bare håbe, at ingen bemærker de mange fejl i kristendommen, som påvist her og i VmL, har kirken simpelthen ingen eksistensberettigelse.
Note (15/7 2014): Jeg er usikker på, om jeg har forstået Augustins prædestinationstanker korrekt. Om han frakender mennesket en fri vilje i det hele taget, og derfor fremtænker en egentlig determinisme, eller om prædestinationen skal forstås som "kun" gældende spørgmålet; Frelse eller fortabelse. Hvis dette er tilfældet er resultatet dog nogenlunde det samme, så vidt jeg kan se, idet etik og moral ligeledes bliver meningsløse, som om "Gud" sagde: I kan hoppe og gø på Jorden som I vil; JEG bestemmer evigheden; og "Han" må fremdeles betragtes som den tyran, jeg har skitseret i indlægget. Hvis prædestinationen skal forstås på den måde, at Gud har forudbestemt nogle til at være gode og derfor naturligt indgå i Paradis, og andre onde og derfor ende i helvede, altsammen til "Hans" herliggørelse, bliver det egentlige spørgsmål, om "Gud" er værdig til sit navn.
Kommentarer
Send en kommentar