I forlængelse af de to indlæg om den kristne kirkes nødvendige tilbundsgående reformation vil jeg her brede reformationsperspektivet ud til at gælde a l religion, der forkynder, hævder eller antager
1) at Gud eksisterer
2) at Gud er altings skaber
3) at Gud er alkærlig og
4) at djævelen og alle fortabte på dommedag skal straffes evigt
Undersøgelsen kommer derfor også til at omfatte ikke bare kristendommen men også fx islam og mormonisme, hvis det er rigtigt forstået, at disse religioner rummer disse antagelser eller læresætninger, hvad form de så end har i disse to religioner.
Jeg vil starte med at sige, at tanken om forudbestemmelsen hvad form den så end måtte have i de forskellige religioner (fx hos Augustin og dermed i katolicismen - i det omfang dette standpunkt stadig hævdes her) med det samme må betragtes som en ugyldig tanke, da det ikke på nogen måde kan forsvares at hævde, at Gud er alkærlig men samtidig fra evighed har ordnet det sådan at nogle skulle frelses og andre fortabes. Tanken om evige lidelser, der er forudbestemt af Gud, kan ikke på nogen mulig måde forenes med tanken om Guds alkærlighed.
Den egentlige undersøgelse kommer derfor til at dreje sig om følgende:
Vi antager at Gud er alkærlig, dvs elsker alle uendeligt og evigt. Samtidig antager vi, at fortabelsen er en mulighed. Da denne antagelse altså ikke på nogen mulig måde kan forenes med forudbestemmelsen, må vi videre antage, at Gud - i kraft af sin kærlighed til alle, sin alkærlighed - stiller os alle frit med hensyn til vores evige skæbne, dvs mht frelse eller fortabelse. Vi antager altså nødvendigvis, at det ikke er Guds vilje og ikke forudbestemt af Gud, at nogle skal fortabes. Frelse eller fortabelse er op til os selv, selv om vi også godt kan antage at Gud vil forsøge at hjælpe os og vejlede os (fx gennem de forskellige religioner) i dette afgørende spørgsmål, men afgørelsen er i sidste ende op til os selv.
Dette er den eneste mulige måde at forene Guds alkærlighed med fortabelsen.
Men - hvis vi samtidig antager, at Gud er altings skaber, så har han ikke blot skabt os mennesker, men også - djævelen. Hvor han, djævelen, ellers skulle komme fra, hvis ikke han er skabt af Gud, altings skaber, er ikke så let at forklare.
Men videre - hvis Gud altså har skabt også djævelen, og at djævelen (og alle fortabte) skal straffes evigt på dommedag, idet vi antager at de fortabte mennesker er fortabt ved egen skyld eller ved eget valg, er der mindst én, som Gud ikke elsker, én som Gud personligt vil straffe (evigt) i "den evige ild" eller lignende - nemlig djævelen.
Da Gud altså må antages at have skabt også djævelen, da Han er altings skaber (efter antagelsen), kan Han ikke være alkærlig, da en dom om evige lidelser og pinsler - en dom som Gud i tilfældet med djævelen selv afsiger og effektuerer, i modsætning til de fortabte mennesker, der fortabes ved egen skyld eller valg - vel ikke med nogen rimelighed kan kaldes kærlighed.
Antagelsen om Guds alkærlighed kan derfor ikke forenes med forestillingen om djævelens evige straf og lidelser. Ifølge antagelserne og deres nødvendige konsekvenser, hverken elsker eller tilgiver Gud djævelen.
Hvis denne tankerække er rigtig må man altså nødvendigvis enten opgive tanken om Guds alkærlighed eller tanken om fortabelsens mulighed. Og dermed falder som påvist flere gange andre steder, fx kristendommen i den skikkelse den har i dag.
Hvis man vælger at opgive tanken om fortabelsen som mulighed, følger videre egentlig hele "Vandrer mod Lyset!" + tilhørende skrifter naturligt efter, idet det netop her nøje pointeres, at Gud er alkærlig og elsker også djævelen, og at denne i øvrigt er vendt tilbage til lyset og Gud, hvor han har modtaget den almægtiges tilgivelse i kraft af Guds kærlighed også til ham.
1) at Gud eksisterer
2) at Gud er altings skaber
3) at Gud er alkærlig og
4) at djævelen og alle fortabte på dommedag skal straffes evigt
Undersøgelsen kommer derfor også til at omfatte ikke bare kristendommen men også fx islam og mormonisme, hvis det er rigtigt forstået, at disse religioner rummer disse antagelser eller læresætninger, hvad form de så end har i disse to religioner.
Jeg vil starte med at sige, at tanken om forudbestemmelsen hvad form den så end måtte have i de forskellige religioner (fx hos Augustin og dermed i katolicismen - i det omfang dette standpunkt stadig hævdes her) med det samme må betragtes som en ugyldig tanke, da det ikke på nogen måde kan forsvares at hævde, at Gud er alkærlig men samtidig fra evighed har ordnet det sådan at nogle skulle frelses og andre fortabes. Tanken om evige lidelser, der er forudbestemt af Gud, kan ikke på nogen mulig måde forenes med tanken om Guds alkærlighed.
Den egentlige undersøgelse kommer derfor til at dreje sig om følgende:
Vi antager at Gud er alkærlig, dvs elsker alle uendeligt og evigt. Samtidig antager vi, at fortabelsen er en mulighed. Da denne antagelse altså ikke på nogen mulig måde kan forenes med forudbestemmelsen, må vi videre antage, at Gud - i kraft af sin kærlighed til alle, sin alkærlighed - stiller os alle frit med hensyn til vores evige skæbne, dvs mht frelse eller fortabelse. Vi antager altså nødvendigvis, at det ikke er Guds vilje og ikke forudbestemt af Gud, at nogle skal fortabes. Frelse eller fortabelse er op til os selv, selv om vi også godt kan antage at Gud vil forsøge at hjælpe os og vejlede os (fx gennem de forskellige religioner) i dette afgørende spørgsmål, men afgørelsen er i sidste ende op til os selv.
Dette er den eneste mulige måde at forene Guds alkærlighed med fortabelsen.
Men - hvis vi samtidig antager, at Gud er altings skaber, så har han ikke blot skabt os mennesker, men også - djævelen. Hvor han, djævelen, ellers skulle komme fra, hvis ikke han er skabt af Gud, altings skaber, er ikke så let at forklare.
Men videre - hvis Gud altså har skabt også djævelen, og at djævelen (og alle fortabte) skal straffes evigt på dommedag, idet vi antager at de fortabte mennesker er fortabt ved egen skyld eller ved eget valg, er der mindst én, som Gud ikke elsker, én som Gud personligt vil straffe (evigt) i "den evige ild" eller lignende - nemlig djævelen.
Da Gud altså må antages at have skabt også djævelen, da Han er altings skaber (efter antagelsen), kan Han ikke være alkærlig, da en dom om evige lidelser og pinsler - en dom som Gud i tilfældet med djævelen selv afsiger og effektuerer, i modsætning til de fortabte mennesker, der fortabes ved egen skyld eller valg - vel ikke med nogen rimelighed kan kaldes kærlighed.
Antagelsen om Guds alkærlighed kan derfor ikke forenes med forestillingen om djævelens evige straf og lidelser. Ifølge antagelserne og deres nødvendige konsekvenser, hverken elsker eller tilgiver Gud djævelen.
Hvis denne tankerække er rigtig må man altså nødvendigvis enten opgive tanken om Guds alkærlighed eller tanken om fortabelsens mulighed. Og dermed falder som påvist flere gange andre steder, fx kristendommen i den skikkelse den har i dag.
Hvis man vælger at opgive tanken om fortabelsen som mulighed, følger videre egentlig hele "Vandrer mod Lyset!" + tilhørende skrifter naturligt efter, idet det netop her nøje pointeres, at Gud er alkærlig og elsker også djævelen, og at denne i øvrigt er vendt tilbage til lyset og Gud, hvor han har modtaget den almægtiges tilgivelse i kraft af Guds kærlighed også til ham.
Kommentarer
Send en kommentar