Gå videre til hovedindholdet

Guds kærlighed og fortabelsen

I forlængelse af de to indlæg om den kristne kirkes nødvendige tilbundsgående reformation vil jeg her brede reformationsperspektivet ud til at gælde a l religion, der forkynder, hævder eller antager

1) at Gud eksisterer
2) at Gud er altings skaber
3) at Gud er alkærlig og
4) at djævelen og alle fortabte på dommedag skal straffes evigt

Undersøgelsen kommer derfor også til at omfatte ikke bare kristendommen men også fx islam og mormonisme, hvis det er rigtigt forstået, at disse religioner rummer disse antagelser eller læresætninger, hvad form de så end har i disse to religioner.

Jeg vil starte med at sige, at tanken om forudbestemmelsen hvad form den så end måtte have i de forskellige religioner (fx hos Augustin og dermed i katolicismen - i det omfang dette standpunkt stadig hævdes her) med det samme må betragtes som en ugyldig tanke, da det ikke på nogen måde kan forsvares at hævde, at Gud er alkærlig men samtidig fra evighed har ordnet det sådan at nogle skulle frelses og andre fortabes. Tanken om evige lidelser, der er forudbestemt af Gud, kan ikke på nogen mulig måde forenes med tanken om Guds alkærlighed.

Den egentlige undersøgelse kommer derfor til at dreje sig om følgende:

Vi antager at Gud er alkærlig, dvs elsker alle uendeligt og evigt. Samtidig antager vi, at fortabelsen er en mulighed. Da denne antagelse altså ikke på nogen mulig måde kan forenes med forudbestemmelsen, må vi videre antage, at Gud - i kraft af sin kærlighed til alle, sin alkærlighed - stiller os alle frit med hensyn til vores evige skæbne, dvs mht frelse eller fortabelse. Vi antager altså nødvendigvis, at det ikke er Guds vilje og ikke forudbestemt af Gud, at nogle skal fortabes. Frelse eller fortabelse er op til os selv, selv om vi også godt kan antage at Gud vil forsøge at hjælpe os og vejlede os (fx gennem de forskellige religioner) i dette afgørende spørgsmål, men afgørelsen er i sidste ende op til os selv.

Dette er den eneste mulige måde at forene Guds alkærlighed med fortabelsen.

Men - hvis vi samtidig antager, at Gud er altings skaber, så har han ikke blot skabt os mennesker, men også - djævelen. Hvor han, djævelen, ellers skulle komme fra, hvis ikke han er skabt af Gud, altings skaber, er ikke så let at forklare.

Men videre - hvis Gud altså har skabt også djævelen, og at djævelen (og alle fortabte) skal straffes evigt på dommedag, idet vi antager at de fortabte mennesker er fortabt ved egen skyld eller ved eget valg, er der mindst én, som Gud ikke elsker, én som Gud personligt vil straffe (evigt) i "den evige ild" eller lignende - nemlig djævelen.

Da Gud altså må antages at have skabt også djævelen, da Han er altings skaber (efter antagelsen), kan Han ikke være alkærlig, da en dom om evige lidelser og pinsler - en dom som Gud i tilfældet med djævelen selv afsiger og effektuerer, i modsætning til de fortabte mennesker, der fortabes ved egen skyld eller valg - vel ikke med nogen rimelighed kan kaldes kærlighed.

Antagelsen om Guds alkærlighed kan derfor ikke forenes med forestillingen om djævelens evige straf og lidelser. Ifølge antagelserne og deres nødvendige konsekvenser, hverken elsker eller tilgiver Gud djævelen.

Hvis denne tankerække er rigtig må man altså nødvendigvis enten opgive tanken om Guds alkærlighed eller tanken om fortabelsens mulighed. Og dermed falder som påvist flere gange andre steder, fx kristendommen i den skikkelse den har i dag.

Hvis man vælger at opgive tanken om fortabelsen som mulighed, følger videre egentlig hele "Vandrer mod Lyset!" + tilhørende skrifter naturligt efter, idet det netop her nøje pointeres, at Gud er alkærlig og elsker også djævelen, og at denne i øvrigt er vendt tilbage til lyset og Gud, hvor han har modtaget den almægtiges tilgivelse i kraft af Guds kærlighed også til ham.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d...

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og d...

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...