Gå videre til hovedindholdet

Fortrængning og det dæmoniske

Et af de centrale begreber i psykoanalysen er som måske bekendt begrebet om fortrængning. Jeg kunne tænke mig at udvide begrebet ved at hente inspiration i "Vandrer mod Lyset!" og begrebet om mørke, det onde, som en reel kraft eller energi. Jeg vil give et eksempel, mit eget, på hvad fortrængning kan være og hvilke konsekvenser det kan have.

I mange år har jeg lidt af en angst for djævelen. For vel omkring 30 år siden begyndte jeg at drømme om ham om natten, og disse drømme er fortsat mere eller mindre til i dag. I de sidste år er tankerne og angsten taget til så jeg også har ment at "se" djævelen fx når jeg lukkede øjnene, men ellers var vågen.

Det er klart, at disse oplevelser ikke er normale, at de er sygelige, at der er tale om hallucinationer. Det jeg "ser" eller drømmer om, er ikke en virkelig djævel, men hvilken betydning kan det så have?

Jeg er kommet frem til den konklusion, at det jeg drømmer om, og de hallucinationer jeg har lidt af, stammer fra noget dæmonisk i mig selv, og det ejendommelige ved fortrængninger er, at idet man søger at fortrænge noget man er bange for, eller måske føler skam over el lign, så tiltager dets magt over sindet. Eller som en engang sagde: Jo mere man forsøger at fortrænge djævelen, jo mere stikker han sin hov frem. I mit tilfælde har angsten været så stor og fortrængningen så stærk, at "djævelen" for mig er blevet eksternaliseret, dvs har taget en ydre selvstændig form i form af fx hallucinationer og "stemmer".

Nu kan sindet spille en adskillige puds, og idet man forsøger at blive ubehagelige symptomer kvit (fx angst) kommer man let til netop derved at fortrænge det man er bange for. For mig har det føltes som en ubehagelig uro i tankerne, en uro som jeg egentlig har næret og forstærket ved mine forsøg på at blive uroen, angsten kvit. I min angst har jeg bestandig skubbet det jeg var bange for væk, fortrængt det, og derved er det blevet ved og er blevet mere og mere plagsomt. Jeg har været tilbøjelig til at tænke, at hvis bare jeg gjorde sådan og sådan, tænkte sådan og sådan, så forsvinder problemet. Hvilket er endnu en måde at skubbe det væk på, fortrænge det; jeg tror det er det psykologerne kalder "the quick fix" - den nemme løsning, det hurtige fix, som ikke løser men vedligeholder problemet.

Jeg oplever en form for vendepunkt ved at turde erkende, at der er noget klart dæmonisk, mørke, i mig selv. Det jeg kæmper med er ikke djævelen, men djævelen i mig selv og dette er sådan som det er. Ved på denne måde at se mørket i øjnene uden at gå ind i det, se det som det er, ja, jeg rummer noget klart dæmonisk, oplever jeg faktisk en ny ro og indre sikkerhed. Det er ikke sikkert at det forsvinder (ny fortrængning), men jeg ved at det er der, og er for så vidt ikke længere bange for det.

Jeg tror dette er en frugtbar måde at forholde sig til mørket på, en måde som måske kan inspirere og hjælpe andre.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d...

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og d...

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...