Gå videre til hovedindholdet

digt

Selvportræt 2014

I

jeg ryger
jeg er psykisk syg
jeg tager medicin mod lidelsen
jeg spiser meget slik og kager
jeg er don quixote
jeg er ridderen af den bedrøvelige skikkelse
jeg har en tendens til at prædike
jeg er socialt akavet
jeg er ofte tavs og knuget
jeg har en stor hang til ensomhed
i mit væsen er der noget vist hundeagtigt
jeg er ærlig og uærlig til det yderste
jeg er trofast
jeg er en hund
efter således at have fyret op under salgstalen
vil jeg fortsætte med at sige
at jeg har en hjerne som einstein
et hjerte som jesus
en hukommelse som en elefant
en krop som ronaldo
og en kæft som en havnearbejder

jeg er seende og blind
jeg er et menneske

II

jeg er en klippe der smuldrer og forvitrer
da jeg var 20
vil jeg med et lån fra rd laing sige
at jeg var en gammel mand
siden blev jeg kun yngre
det var det jeg sagde til mig selv
og til lidelsen for at besværge den
ærlig og uærlig til det yderste
min tone bliver dybere mere alvorlig
måske er lykken en by i Rusland
måske st petersborg eller moskva
eller ingen steder
eller efter døden
eller ingen steder

III

og så alligevel
nogle gange er det vild luksus
at give sig selv lov til at tage en smøg
eller at du altid tørrer ned i badet
eller at komme hjem til dig
og kreativiteten mellem os der aldrig dør
"there is a light that never goes out"

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og d...
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d...
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst...
Send en kommentar
Læs mere