Tanken om menneskelig udvikling, at mennesket naturligt udvikler sig fysisk og psykisk, åndeligt, gennem hele livet, og potentielt evigt, er uden tvivl en god og sund og konstruktiv idé. Men hvis ideen bliver knyttet sammen med en forestilling om et vist slutpunkt for udviklingen, et punkt hvor man når det perfekte, hvad man så end ligger i dette, og hvilket naturligvis kan være meget forskelligt - i religiøse sammenhænge måske endda det guddommelige - bliver ideen let destruktiv; det bliver til en idé om døden - hvis virkeligheden er, at vi netop udvikler os hele tiden (og evigt) og aldrig når det perfekte og i hvert fald ikke det guddommelige (bliver lig Gud).
Hvis livet netop er udvikling, bliver en idé om udviklingens slutning (det perfekte eller guddommelige) til det modsatte - altså døden.
Hvis dette er rigtigt er der tale om en art mental korsslutning, der kan skabe ikke så få lidelser for et menneske. Dels vil et menneske, der har denne idé, ideen om at blive eller skulle være perfekt, let have en følelse af ikke at være god nok, som menneske, som mor/far, ven osv fordi idealet er det perfekte - som man ikke har nået - og måske aldrig kan nå. Dels vil det som forsøgt beskrevet før, være en idé der egentlig modsiger livet.
Et billede på denne idé og dens indvirkning på et menneske - og dens pine - er det lille barn, der begejstret løber efter en bold og prøver at gribe den, men uvægerligt kommer til at sparke den væk med fødderne, lige før det griber den med hænderne.
Ideen om det perfekte - som måske ikke kun er en mere eller mindre tilfældig idé som præger fx nutidens Danmark - kan siges at have dybe kulturhistoriske rødder der har sit centrum i den bibelske myte om Adam og Eva der fristes af slangen med et (falsk) løfte om at blive lig Gud, hvis de spiser af Kundskabens Træ. Endnu videre - hvis "Vandrer mod Lyset!" er udgangspunktet - har ideen en virkelig begivenhed i den oversanselige verden som begyndelsespunkt i og med de ældstes fald. Ifølge "Vandrer mod Lyset!" blev de ældste grebet af hovmod, selvbeundring og magtbegær, da de blev stillet overfor mørket - de ville være lig Gud (som i den bibelske myte) og selv skabe liv.
Dette er ideens rod. For de ældste blev hovmodet, selvbeundringen og magtbegæret (og selvovervurderingen) indledningen til et langt og lidelsesfuldt fald til stadig dybere mørke, ondskab og lidelser - hvilket viser hvor potentielt farligt og alvorligt det er, at tro og stræbe efter det perfekte (eller guddommelige), selv om konsekvenserne for de fleste mennesker ikke vil være så store som de blev for de ældste.
Men jeg tror at det er sikkert at sige, at mennesker der stræber efter det perfekte (eller guddommelige) forstået som udviklingens endemål eller slutning (altså døden) - ikke er lykkelige mennesker. En vej videre kan være at indse at denne idé - af de her nævnte grunde - ikke er bæredygtig.
Hvis livet netop er udvikling, bliver en idé om udviklingens slutning (det perfekte eller guddommelige) til det modsatte - altså døden.
Hvis dette er rigtigt er der tale om en art mental korsslutning, der kan skabe ikke så få lidelser for et menneske. Dels vil et menneske, der har denne idé, ideen om at blive eller skulle være perfekt, let have en følelse af ikke at være god nok, som menneske, som mor/far, ven osv fordi idealet er det perfekte - som man ikke har nået - og måske aldrig kan nå. Dels vil det som forsøgt beskrevet før, være en idé der egentlig modsiger livet.
Et billede på denne idé og dens indvirkning på et menneske - og dens pine - er det lille barn, der begejstret løber efter en bold og prøver at gribe den, men uvægerligt kommer til at sparke den væk med fødderne, lige før det griber den med hænderne.
Ideen om det perfekte - som måske ikke kun er en mere eller mindre tilfældig idé som præger fx nutidens Danmark - kan siges at have dybe kulturhistoriske rødder der har sit centrum i den bibelske myte om Adam og Eva der fristes af slangen med et (falsk) løfte om at blive lig Gud, hvis de spiser af Kundskabens Træ. Endnu videre - hvis "Vandrer mod Lyset!" er udgangspunktet - har ideen en virkelig begivenhed i den oversanselige verden som begyndelsespunkt i og med de ældstes fald. Ifølge "Vandrer mod Lyset!" blev de ældste grebet af hovmod, selvbeundring og magtbegær, da de blev stillet overfor mørket - de ville være lig Gud (som i den bibelske myte) og selv skabe liv.
Dette er ideens rod. For de ældste blev hovmodet, selvbeundringen og magtbegæret (og selvovervurderingen) indledningen til et langt og lidelsesfuldt fald til stadig dybere mørke, ondskab og lidelser - hvilket viser hvor potentielt farligt og alvorligt det er, at tro og stræbe efter det perfekte (eller guddommelige), selv om konsekvenserne for de fleste mennesker ikke vil være så store som de blev for de ældste.
Men jeg tror at det er sikkert at sige, at mennesker der stræber efter det perfekte (eller guddommelige) forstået som udviklingens endemål eller slutning (altså døden) - ikke er lykkelige mennesker. En vej videre kan være at indse at denne idé - af de her nævnte grunde - ikke er bæredygtig.
Kommentarer
Send en kommentar