De skygger vi kaster på hinanden
risikerer at blive til virkelighed
Til flygtningekrisen og migrationen til de vestlige samfund er knyttet en undergangsfortælling.
Det hedder sig at tilstrømningen af mennesker fra andre dele af verden truer vores samfunds sammenhængskraft og eksistens.
Derved aktiveres de voldsomme kræfter der er indeholdt i selvopretholdelsesdriften og når dette er tilfældet for et helt folk eller civilisation kan konsekvenserne blive fatale.
Men er vi egentlig truet på vores eksistens? Eller skulle man hellere sige, at tilstrømningen til det aldrende Europa og Vesten rummer en mulighed for at revitalisere vores samfund gennem nyt blod, nye ideer og andre måder at gøre tingene på og organisere os?
Hvem siger at vi i Vesten har fundet de vises sten og at alt fremmed er skidt og uden værdi? Vil dette ikke få vores samfund til at stivne og til sidst dø? Er stagnationen og den manglende åbenhed ikke den egentlige trussel?
Det populære svar; en tåbelig dvælen ved fortidens løsninger på fortidens problemer og gamle tider der hæves til idealet; er det ikke det og den deri indeholdte om end uudtalte racisme og kulturelle arrogance og herrefolksmentalitet; er det ikke der den egentlige trussel er?
Det kunne jo være at vi kunne lære noget af andre og de af os, og at vi sammen kunne skabe en frugtbar syntese og nyt liv ud fra det bedste i hver kultur og menneske, så mødet ikke bliver en undergang som skabes af det værste i os, men en overgang til en ny og mentalt og materielt rigere tid?
risikerer at blive til virkelighed
Til flygtningekrisen og migrationen til de vestlige samfund er knyttet en undergangsfortælling.
Det hedder sig at tilstrømningen af mennesker fra andre dele af verden truer vores samfunds sammenhængskraft og eksistens.
Derved aktiveres de voldsomme kræfter der er indeholdt i selvopretholdelsesdriften og når dette er tilfældet for et helt folk eller civilisation kan konsekvenserne blive fatale.
Men er vi egentlig truet på vores eksistens? Eller skulle man hellere sige, at tilstrømningen til det aldrende Europa og Vesten rummer en mulighed for at revitalisere vores samfund gennem nyt blod, nye ideer og andre måder at gøre tingene på og organisere os?
Hvem siger at vi i Vesten har fundet de vises sten og at alt fremmed er skidt og uden værdi? Vil dette ikke få vores samfund til at stivne og til sidst dø? Er stagnationen og den manglende åbenhed ikke den egentlige trussel?
Det populære svar; en tåbelig dvælen ved fortidens løsninger på fortidens problemer og gamle tider der hæves til idealet; er det ikke det og den deri indeholdte om end uudtalte racisme og kulturelle arrogance og herrefolksmentalitet; er det ikke der den egentlige trussel er?
Det kunne jo være at vi kunne lære noget af andre og de af os, og at vi sammen kunne skabe en frugtbar syntese og nyt liv ud fra det bedste i hver kultur og menneske, så mødet ikke bliver en undergang som skabes af det værste i os, men en overgang til en ny og mentalt og materielt rigere tid?
Kommentarer
Send en kommentar