Gå videre til hovedindholdet

Den kristne blasfemi

Hvis vi opfatter Gud som Lysets og livets Herre, en Almagt intet menneske helt kan forstå og en Far og skaber af den udødelige menneskeånd, så fremtræder kristendommen og enhver gængs religion som en blasfemi.

Kun kærlighedsbudet i religionerne holder, alt andet er slagger.

Hvordan finde rum i sit sind og hjerte til tanken om, at Gud, Almagten, lader sig undfange ved 'Helligånden' og føde af et menneske, Maria ('Guds mor'), i Jesu - et menneskes - skikkelse, hvordan acceptere at denne Lysets og kærlighedens altbeherskende Herre fordømmer de stakkels (naive) mennesker og kræver tro på absurditeter som 'kødets opstandelse' og at de kan opnå syndsforladelse ved at spise Hans kød og drikke Hans blod (nadveren; teofagi), og at hvis ikke de tror på disse fantasier skal brænde evigt i helvede?

Hvordan tro på at den Almægtige Gud og Herre som menneske lader sig korsfæste og dø og opstå til frelse for alle der tror?

Hvordan disse blasfemiske og lave tanker og forestillinger har vundet indpas (parallelt til fx de bespottelige islamiske forestillinger om at alle 'vantro' skal brænde evigt i helvede og generelt al lære om helvedes evighedsstraf) er troens egentlige gåde og mysterium.

Den kristne religion er ikke kun absurd - som nogle kristne tænkere (fx Kierkegaard) medgiver - den er bespottelig.

Men måske er det den gamle historie om hvordan magt gennem frygt altid er blevet brugt og misbrugt af skrupelløse præster og gejstlige og andre der elsker magt - og afskyr sandhed.

Hold alle disse kristne og islamiske, jødiske, hinduistiske og andre forestillinger op mod Gud, Lysets og Livets og Kærlighedens Herre og Almagt og Værn, og - ikke mennesker - men religionerne brænder til aske og til intet.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...
Send en kommentar
Læs mere

Kærligheden er verdens bærende princip

I Vandrer mod Lyset beskrives det hvordan Gud bærer verden og den samlede skabelse, Verdensaltet. Da vi samtidig ved fra dette værk, at Lyset gennemstrømmer Gud og at lysets essens er kærlighed er det rimeligt at sige, at kærligheden er verdens bærende princip og at kærligheden er al eksistens' bærende kraft. Dette er ikke indlysende når vi betragter denne verdens mange ufuldkommenheder; dens mange lidelser, sygdomme, krig, vold og grusomhed. Vi forledes let til at tro på, at den uhellige treenighed - magt, penge og sex - ligger bag alt, i hvert fald bag al menneskelig kultur og aktivitet. Men denne verden, mørkets verden - læser vi i Vandrer mod Lyset - er en anomali i forhold til det uendelige og evige Lyshav der evigt udstråles fra Herren, den Almægtige, og som bærer alt. Kosmisk set er døden, sygdom og lidelser paranteser og de er underordnede kærlighedens altbeherskende og evige Magt i Herren. Lyshavet - ikke død og lidelse - er gennem Gud verdens inderste princip,...
6 kommentarer
Læs mere

Tankens subjektivitet og relativitet II

Tanken om at den verden vi sanser og prøver at forstå erkendelsesmæssigt er indhyllet i tåge, at der er et uigennemtrængeligt slør mellem os og verden, og at vi ikke kan erkende verden som den er, men kun som den kommer tilsyne for os, er gammel. Det er ikke kun Kant, der har påpeget dette i sin erkendelsesteori, tanken findes også fx i hinduismen og buddhismen ved tanken om Mayas slør, og tanken findes hos Platon i hans berømte hulelignelse; at vi er som fanger, der er spændt fast dybt i en hule, med blikket rettet mod skygger på væggen, skygger der kastes fra den virkelige verden, ideverdenen, hinsides hulen. Måske kan vi også tolke Platons lignelse sådan, at det er os selv, der kaster skyggerne ved at skygge for den virkelige verden. Det sidste, at det måske er os selv, der kaster skyggerne, peger i retning af den tanke, at sløret måske ikke ligger i verden, men i os, i vores tanke og i selve erkendelsen, ved - som beskrevet i del I - at vi, når vi tænker på noget, fx på 'verden...
Send en kommentar
Læs mere