Gå videre til hovedindholdet

Den kristne blasfemi

Hvis vi opfatter Gud som Lysets og livets Herre, en Almagt intet menneske helt kan forstå og en Far og skaber af den udødelige menneskeånd, så fremtræder kristendommen og enhver gængs religion som en blasfemi.

Kun kærlighedsbudet i religionerne holder, alt andet er slagger.

Hvordan finde rum i sit sind og hjerte til tanken om, at Gud, Almagten, lader sig undfange ved 'Helligånden' og føde af et menneske, Maria ('Guds mor'), i Jesu - et menneskes - skikkelse, hvordan acceptere at denne Lysets og kærlighedens altbeherskende Herre fordømmer de stakkels (naive) mennesker og kræver tro på absurditeter som 'kødets opstandelse' og at de kan opnå syndsforladelse ved at spise Hans kød og drikke Hans blod (nadveren; teofagi), og at hvis ikke de tror på disse fantasier skal brænde evigt i helvede?

Hvordan tro på at den Almægtige Gud og Herre som menneske lader sig korsfæste og dø og opstå til frelse for alle der tror?

Hvordan disse blasfemiske og lave tanker og forestillinger har vundet indpas (parallelt til fx de bespottelige islamiske forestillinger om at alle 'vantro' skal brænde evigt i helvede og generelt al lære om helvedes evighedsstraf) er troens egentlige gåde og mysterium.

Den kristne religion er ikke kun absurd - som nogle kristne tænkere (fx Kierkegaard) medgiver - den er bespottelig.

Men måske er det den gamle historie om hvordan magt gennem frygt altid er blevet brugt og misbrugt af skrupelløse præster og gejstlige og andre der elsker magt - og afskyr sandhed.

Hold alle disse kristne og islamiske, jødiske, hinduistiske og andre forestillinger op mod Gud, Lysets og Livets og Kærlighedens Herre og Almagt og Værn, og - ikke mennesker - men religionerne brænder til aske og til intet.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og d...
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d...
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst...
Send en kommentar
Læs mere