Både indenfor jødedom, kristendom og islam forsøgte betydelige tænkere og religiøse personligheder i Middelalderen at forene eller skabe harmoni og overensstemmelse mellem tro og viden.
Navne som Moses Maimonides indenfor jødedom, Anselm af Canterbury og Thomas Aquinas indenfor kristendom og Avicenna, Averroes, Al Biruni og Al Faraqi indenfor islam ydede betydelige bidrag til denne bestræbelse.
I moderne tid forsøges noget lignende ved tanken om intelligent design.
Men mig bekendt er ingen af disse bestræbelser dog rigtig tilfredsstillende og anerkendte.
Måske fordi man ser det forkerte sted. Det er sikkert rigtigt som Kant skrev i Kritik af den rene fornuft, at vi ikke kan bevise eksistensen af et nødvendigt Væsen (Gud). Men vi kan bevise det rationelle i religionens indhold, hvis vi ved troens vigtigste indhold forstår kærligheden.
Kærligheden og kærlighedsbudet deler jødedom, kristendom og islam. Jødedom og kristendom ved 3. Mos. 19, 18 hvor Gud giver Moses budet; 'Du skal elske din næste som dig selv!'; et bud som senere både Jesus og Paulus citerer og kalder det første og det største bud; og islam rummer også kærligheden, hvis vi ved kernen af islam forstår hjertets inderste overgivelse til Gud og de kærlighedsgerninger der følger deraf.
Derfor mener jeg at det er rimeligt at sige at de tre verdensreligioner ligesom Vandrer mod Lyset deler det stærke fokus på kærligheden.
Og kærligheden er rationel fordi det er rationelt at elske: Fordi frugten af kærlighed er - kærlighed. Dette vil også kunne anerkendes af ikke-troende; kærligheden der høster sine kærlighedsfrugter; eller med det gamle ord: 'Som du sår skal du høste'.
At kærligheden er det smukkeste og vigtigste islæt i troendes og ikke-troendes liv vil jeg tro de fleste vil anerkende.
Jeg glemmer ikke her kærlighedens smertefulde konsekvenser i de tilfælde hvor vi mister dem vi elsker, hvor vores kærlighed ikke er gengældt og mange andre tilfælde hvor kærligheden kan gøre ondt.
Men dog er det den der definerer vores menneskelige kerne og det alle længes efter og har behov for; det der giver livet mening og værdi, det der gør os empatiske og helstøbte mennesker og giver livet fylde.
Så tro og rationalitet forenes i kærligheden; broen mellem det vi ved og det vi håber og tror og længes efter. Fordi kærlighed sår og derfor høster kærlighed; for troende og for ikke-troende og for alle.
Navne som Moses Maimonides indenfor jødedom, Anselm af Canterbury og Thomas Aquinas indenfor kristendom og Avicenna, Averroes, Al Biruni og Al Faraqi indenfor islam ydede betydelige bidrag til denne bestræbelse.
I moderne tid forsøges noget lignende ved tanken om intelligent design.
Men mig bekendt er ingen af disse bestræbelser dog rigtig tilfredsstillende og anerkendte.
Måske fordi man ser det forkerte sted. Det er sikkert rigtigt som Kant skrev i Kritik af den rene fornuft, at vi ikke kan bevise eksistensen af et nødvendigt Væsen (Gud). Men vi kan bevise det rationelle i religionens indhold, hvis vi ved troens vigtigste indhold forstår kærligheden.
Kærligheden og kærlighedsbudet deler jødedom, kristendom og islam. Jødedom og kristendom ved 3. Mos. 19, 18 hvor Gud giver Moses budet; 'Du skal elske din næste som dig selv!'; et bud som senere både Jesus og Paulus citerer og kalder det første og det største bud; og islam rummer også kærligheden, hvis vi ved kernen af islam forstår hjertets inderste overgivelse til Gud og de kærlighedsgerninger der følger deraf.
Derfor mener jeg at det er rimeligt at sige at de tre verdensreligioner ligesom Vandrer mod Lyset deler det stærke fokus på kærligheden.
Og kærligheden er rationel fordi det er rationelt at elske: Fordi frugten af kærlighed er - kærlighed. Dette vil også kunne anerkendes af ikke-troende; kærligheden der høster sine kærlighedsfrugter; eller med det gamle ord: 'Som du sår skal du høste'.
At kærligheden er det smukkeste og vigtigste islæt i troendes og ikke-troendes liv vil jeg tro de fleste vil anerkende.
Jeg glemmer ikke her kærlighedens smertefulde konsekvenser i de tilfælde hvor vi mister dem vi elsker, hvor vores kærlighed ikke er gengældt og mange andre tilfælde hvor kærligheden kan gøre ondt.
Men dog er det den der definerer vores menneskelige kerne og det alle længes efter og har behov for; det der giver livet mening og værdi, det der gør os empatiske og helstøbte mennesker og giver livet fylde.
Så tro og rationalitet forenes i kærligheden; broen mellem det vi ved og det vi håber og tror og længes efter. Fordi kærlighed sår og derfor høster kærlighed; for troende og for ikke-troende og for alle.
Kommentarer
Send en kommentar