Opgaven er ikke at brænde diamanten, men at slibe den stadig finere
I visse traditioner af hvilke nogle er meget gamle og tæller hinduistiske og buddhistiske bevægelser og i kristen og islamisk mysticisme hævdes det, at mennesket gennem askese, disciplin og selvfornægtelse kan nå Gud eller forening med Gud og erkendelse af Ham.
Det hævdes at gennem tilintetgørelse af jeget eller selvet når mennesket den fuldkomne og højest mulige tilstand og at fuldkommenheden er en ekstatisk tilstand og forening med Gud.
Disse forestillinger er også tilstede i dele af den moderne og vulgære spiritualitet.
Vi kan formulere tanken i et billede:
Til grund for alting ligger en urkilde (Plotin: Det uudsigelige Ene (Enneaderne); Spinoza: Den selvforårsagede substans (Etica ordine geometrico demonstrata) og flere andre).
Dennes strømning og udstrømning danner hvirvler i form af tid, rum, materie, godt og ondt og egoer eller personligheder.
Opgaven for mennesket er så at fjerne disse hvirvler og genetablere den oprindelige og uhindrede urkildes strøm og (gen-)forene sig med urkilden eller 'verdenssjælen'.
Men det er ikke rigtigt, at den højeste tilstand nås ved udslettelse af sit jeg eller ved 'erkendelse af sindets eller jegets (illusoriske) natur' (foreningen med urkilden).
Tværtimod gælder det om at styrke sit jeg og personlighed så vi bliver stærke nok til at være i Guds Rige og hos Gud uden at vi opløses og tilintetgøres (se Vandrer mod Lyset).
Ingen behøver dog frygte denne opløsning. For Gud sørger for at vi først indtræder i Hans Rige når vi har den fornødne styrke.
Styrken og karakteren dannes ved mødet med det onde og ved at overvinde det.
Der er altså tale om to hinanden modsatte veje:
1) Gennem selvfornægtelse, disciplin og askese at udslette sit jeg for derigennem at nå ekstatisk forening med Gud eller 'verdenssjælen' (urkilden).
2) Gennem rolig og langsom og tålmodig styrkelse og udvikling af jeget og personligheden og selvstændigheden ved mødet med det onde at nå en sådan åndelig styrke at vi kan indtræde i Guds Rige og opholde os i Hans nærhed netop uden at opløses i Ham. Denne salige tilstand er ikke ekstatisk men præget af fuldkommen ro, klarhed, kærlighed og tryghed.
Den første vej er en arketypisk vej som er repræsenteret i mange traditioner og filosofier (fx også i den islamiske sufisme; Rumi m fl) og er en vildvej.
Den anden vej er sandheden.
Den første vej er dødens vej, den anden livets.
Vi kan også illustrere forskellen i dette billede:
1) Sjælen eller ånden er som en urolig strøm af vand, der hvirvler ned af en bjergside, men som til sidst løber udi, opløses af og forenes med havet.
2) Sjælen eller ånden er som en kostbar diamant, der langsomt, af en dygtig juveler, slibes finere og finere, og derved lyser klarere og mere skønt, i stadig mere intensivt lys og mangfoldige nuancer.
I visse traditioner af hvilke nogle er meget gamle og tæller hinduistiske og buddhistiske bevægelser og i kristen og islamisk mysticisme hævdes det, at mennesket gennem askese, disciplin og selvfornægtelse kan nå Gud eller forening med Gud og erkendelse af Ham.
Det hævdes at gennem tilintetgørelse af jeget eller selvet når mennesket den fuldkomne og højest mulige tilstand og at fuldkommenheden er en ekstatisk tilstand og forening med Gud.
Disse forestillinger er også tilstede i dele af den moderne og vulgære spiritualitet.
Vi kan formulere tanken i et billede:
Til grund for alting ligger en urkilde (Plotin: Det uudsigelige Ene (Enneaderne); Spinoza: Den selvforårsagede substans (Etica ordine geometrico demonstrata) og flere andre).
Dennes strømning og udstrømning danner hvirvler i form af tid, rum, materie, godt og ondt og egoer eller personligheder.
Opgaven for mennesket er så at fjerne disse hvirvler og genetablere den oprindelige og uhindrede urkildes strøm og (gen-)forene sig med urkilden eller 'verdenssjælen'.
Men det er ikke rigtigt, at den højeste tilstand nås ved udslettelse af sit jeg eller ved 'erkendelse af sindets eller jegets (illusoriske) natur' (foreningen med urkilden).
Tværtimod gælder det om at styrke sit jeg og personlighed så vi bliver stærke nok til at være i Guds Rige og hos Gud uden at vi opløses og tilintetgøres (se Vandrer mod Lyset).
Ingen behøver dog frygte denne opløsning. For Gud sørger for at vi først indtræder i Hans Rige når vi har den fornødne styrke.
Styrken og karakteren dannes ved mødet med det onde og ved at overvinde det.
Der er altså tale om to hinanden modsatte veje:
1) Gennem selvfornægtelse, disciplin og askese at udslette sit jeg for derigennem at nå ekstatisk forening med Gud eller 'verdenssjælen' (urkilden).
2) Gennem rolig og langsom og tålmodig styrkelse og udvikling af jeget og personligheden og selvstændigheden ved mødet med det onde at nå en sådan åndelig styrke at vi kan indtræde i Guds Rige og opholde os i Hans nærhed netop uden at opløses i Ham. Denne salige tilstand er ikke ekstatisk men præget af fuldkommen ro, klarhed, kærlighed og tryghed.
Den første vej er en arketypisk vej som er repræsenteret i mange traditioner og filosofier (fx også i den islamiske sufisme; Rumi m fl) og er en vildvej.
Den anden vej er sandheden.
Den første vej er dødens vej, den anden livets.
Vi kan også illustrere forskellen i dette billede:
1) Sjælen eller ånden er som en urolig strøm af vand, der hvirvler ned af en bjergside, men som til sidst løber udi, opløses af og forenes med havet.
2) Sjælen eller ånden er som en kostbar diamant, der langsomt, af en dygtig juveler, slibes finere og finere, og derved lyser klarere og mere skønt, i stadig mere intensivt lys og mangfoldige nuancer.
Kommentarer
Send en kommentar