Gå videre til hovedindholdet

10 Teser om godhed og visdom

1. Åndens forædling er ikke så meget stammen og kronen over jorden som den er en rod der får dybere og dybere fat. Den er ikke vildtvoksende men en intensivering og koncentration; som en diamant der presses og slibes stadig finere.

2. Født af lys, støbt under mørkets uendelige smertepres, vinder vi den største visdom.

3. Godhed lader sig ikke udbasunere og glimre på torvet; den bor ikke på læben, men skjult ved hjertet, kun synlig i handling.

4. Tankens salt. Visdom er at sætte viden i forbindelse med det indre menneske og dermed få perspektiv og dybde.

5. Man kan ikke tvinge til frihed, kærlighed, fred og tolerance. Enhver må selv frivilligt tilslutte sig disse værdier. Enhver tvang i denne forbindelse ødelægger de værdier man søger at udbrede eller beskytte.

6. For at kunne bære udødeligheden må man møde og overvinde de kræfter der vil det modsatte. At gøre det er at gå fra død til liv gennem nåleøjet. I dødens yderste mørke plantes Livets Træ.

7. For at finde en kildes udspring må man gå mod strømmen.

8. Når rødderne får fat, springer træet i blomst.

9. Tålmodighed er et mægtigt sværd i åndens tjeneste; for intet ondt kan vare evigt og ingen kan være i mørket evigt.

10. Der findes intet liv og intet mørke og ingen lidelser der er så tunge og så mørke og så langvarige at Gud ikke kan oplyse og bære det. 

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...

Kærligheden er verdens bærende princip

I Vandrer mod Lyset beskrives det hvordan Gud bærer verden og den samlede skabelse, Verdensaltet. Da vi samtidig ved fra dette værk, at Lyset gennemstrømmer Gud og at lysets essens er kærlighed er det rimeligt at sige, at kærligheden er verdens bærende princip og at kærligheden er al eksistens' bærende kraft. Dette er ikke indlysende når vi betragter denne verdens mange ufuldkommenheder; dens mange lidelser, sygdomme, krig, vold og grusomhed. Vi forledes let til at tro på, at den uhellige treenighed - magt, penge og sex - ligger bag alt, i hvert fald bag al menneskelig kultur og aktivitet. Men denne verden, mørkets verden - læser vi i Vandrer mod Lyset - er en anomali i forhold til det uendelige og evige Lyshav der evigt udstråles fra Herren, den Almægtige, og som bærer alt. Kosmisk set er døden, sygdom og lidelser paranteser og de er underordnede kærlighedens altbeherskende og evige Magt i Herren. Lyshavet - ikke død og lidelse - er gennem Gud verdens inderste princip,...

Tankens subjektivitet og relativitet II

Tanken om at den verden vi sanser og prøver at forstå erkendelsesmæssigt er indhyllet i tåge, at der er et uigennemtrængeligt slør mellem os og verden, og at vi ikke kan erkende verden som den er, men kun som den kommer tilsyne for os, er gammel. Det er ikke kun Kant, der har påpeget dette i sin erkendelsesteori, tanken findes også fx i hinduismen og buddhismen ved tanken om Mayas slør, og tanken findes hos Platon i hans berømte hulelignelse; at vi er som fanger, der er spændt fast dybt i en hule, med blikket rettet mod skygger på væggen, skygger der kastes fra den virkelige verden, ideverdenen, hinsides hulen. Måske kan vi også tolke Platons lignelse sådan, at det er os selv, der kaster skyggerne ved at skygge for den virkelige verden. Det sidste, at det måske er os selv, der kaster skyggerne, peger i retning af den tanke, at sløret måske ikke ligger i verden, men i os, i vores tanke og i selve erkendelsen, ved - som beskrevet i del I - at vi, når vi tænker på noget, fx på 'verden...