Fra ukendte dybder og andre dimensioners æter ser Simurghen, som har set alle aldre og derfor har lægedom for alt, mod verden med et blik som en Guds dyb.
Mennesker der fornægtedes af deres skabere tog du, Simurgh, i pleje i din rede, og du plukkede en fjer fra dit bryst og gav os den med bud og løfte om at brænde den, når nøden er størst og da komme os til hjælp.
Nu kaster jeg fjeren i ilden; og se; straks er den her:
Om verden er splittet fordi vi er splittede indeni, eller om vi er splittede indeni fordi verden er splittet og delt og hærget; det ved jeg ikke.
Men jeg ved hvad Simurghen hvisker i mørket på kanten af gryet:
Nu er mørket tættest men morgenen er nær og kommer. Den uro I føler i hjertet og sindet og den følelse af grunden der skrider under jer uden at I kan finde fodfæste noget sted er Livjatans sidste kramper;
Den skriger i dødsangst sit urgamle bud: Del og hersk! Så bror står mod bror og søster mod søster og forældre mod børn og nation mod nation.
Sådan lærer den sin evige krig og lidelse.
Men Simurghen vedbliver indtrængende:
Nej, foren og få fred! Lyt ikke til uhyrets brøl og dens alles kamp mod alle.
Dog; det ligger ikke i min magt at byde jer. Mod ydre fjender kan jeg skærme jer, ikke mod fjenden i jer selv.
Kun siger jeg, Simurghen: Den dag I forstår dette og lever det, da vil morgenen komme og lyset få blivende sted i jeres verden.
Den dag I optegner dette bud i jeres hjerter:
Foren verden og bliv selv hele;
Da vil Solen stige som et billede på jeres ånds genrejsning og den vil give nyt liv til alle de døde livstræer, der nu står som byer af skygger i mørke dale; de træer der døde med de liv de tog;
De træer hvis næring var blod skal da igen drikke af rene kilder og sætte nye skud, der rækker mod Himlen;
Ikke i hovmod og forbandelse, men i bøn!
Mennesker der fornægtedes af deres skabere tog du, Simurgh, i pleje i din rede, og du plukkede en fjer fra dit bryst og gav os den med bud og løfte om at brænde den, når nøden er størst og da komme os til hjælp.
Nu kaster jeg fjeren i ilden; og se; straks er den her:
Om verden er splittet fordi vi er splittede indeni, eller om vi er splittede indeni fordi verden er splittet og delt og hærget; det ved jeg ikke.
Men jeg ved hvad Simurghen hvisker i mørket på kanten af gryet:
Nu er mørket tættest men morgenen er nær og kommer. Den uro I føler i hjertet og sindet og den følelse af grunden der skrider under jer uden at I kan finde fodfæste noget sted er Livjatans sidste kramper;
Den skriger i dødsangst sit urgamle bud: Del og hersk! Så bror står mod bror og søster mod søster og forældre mod børn og nation mod nation.
Sådan lærer den sin evige krig og lidelse.
Men Simurghen vedbliver indtrængende:
Nej, foren og få fred! Lyt ikke til uhyrets brøl og dens alles kamp mod alle.
Dog; det ligger ikke i min magt at byde jer. Mod ydre fjender kan jeg skærme jer, ikke mod fjenden i jer selv.
Kun siger jeg, Simurghen: Den dag I forstår dette og lever det, da vil morgenen komme og lyset få blivende sted i jeres verden.
Den dag I optegner dette bud i jeres hjerter:
Foren verden og bliv selv hele;
Da vil Solen stige som et billede på jeres ånds genrejsning og den vil give nyt liv til alle de døde livstræer, der nu står som byer af skygger i mørke dale; de træer der døde med de liv de tog;
De træer hvis næring var blod skal da igen drikke af rene kilder og sætte nye skud, der rækker mod Himlen;
Ikke i hovmod og forbandelse, men i bøn!
Kommentarer
Send en kommentar