Gør godt mod andre som du ønsker andre skal gøre godt mod dig, og undlad at gøre ondt mod andre som du ønsker andre skal undlade det mod dig, og ud fra en forståelse af hvor ondt det ville gøre på dig, hvis du var i den andens sted
Den universelle og rationelle etik, uafhængig af tro eller ikke-tro som jeg mener at være nået frem til, kan sammenfattes i disse tre enkle punkter:
1) At behandle nødstedte mennesker som vi selv ville ønske at blive behandlet hvis vi var i samme situation.
Dette indbefatter alle lidende, flygtninge, syge, fattige, hjemløse, udstødte osv.
2) At undlade at tilføje andre smerte og lidelse, fysisk eller psykisk, ud fra en forståelse af hvor ondt det ville gøre på os selv hvis vi var i den andens sted.
3) At elske hinanden ud fra vores egen længsel efter og behov for kærlighed, og ud fra en erfaring af hvor godt det gør når vi selv elskes.
Disse tre punkter som fungerer både med og uden religiøs bemyndigelse og grundlag mener jeg er etiske forpligtelser hvis større eller mindre efterlevelse kan vise os hvor langt eller hvor kort vi er kommet som individer og samfund.
Vi kunne også kalde denne etik for en empatisk etik, hvor hovedpunktet er at sætte sig i medmenneskets sted.
De tre punkter mener jeg endvidere kan siges at forene næstekærlighedsbudet (3. Mos. 19, 18) og Den gyldne Regel (gør mod andre hvad du ønsker andre skal gøre mod dig; fx Matt. 7, 12 (Bjergprædikenen); tanken findes også i andre traditioner, fx hos Kong-tse), der i en simpel variant kunne lyde:
Giv andre den kærlighed, omsorg, forståelse, rum og respekt du selv ønsker at modtage.
Hvis vi kombinerer denne empatiske etik med mine tanker om gengældelsesloven; at vi vil rammes af de samme lidelser som vi påfører andre, ikke som (guddommelig) straf, men for at vi på egen krop og sind kan forstå hvad vi har gjort i de tilfælde hvor vi ikke kan eller vil forstå og indrømme fejlen (mest udførligt beskrevet i indlægget Om gengældelsesloven); så har vi omridset af en ny universel og rationel etik som dels giver en retning for menneskelivet (ikke at påføre andre lidelser), dels en forståelse af konsekvenserne hvis vi alligevel gør det (gengældelsen).
Med andre ord: Hvis ikke vi i en given valgsituation formår at sætte os i den andens sted og afstår fra at volde andre ondt eller søger at lindre eller helt afhjælpe den lidelse og nød vi bevidner, så tvinger gengældelsen os i den andens sted.
Den korteste formel for den empatiske etik kan udtrykkes sådan:
Behandl medmennesket som du ville ønske at andre ville behandle dig, hvis du var i den andens sted;
Eller:
Behandl næsten (medmennesket) som var du i næstens (medmenneskets) sted.
Intet menneske ønsker vel at blive påført lidelse og derfor bør vi selv afstå fra at påføre andre lidelse. Alle ønsker vel kærlighed, lykke og glæde og derfor bør vi søge at bringe andre dette.
Hvis vi medskriver Gud i denne empatiske etik, så synes det at være kernepunktet i Hans opdragelse af os, i hvert fald hvis den religiøse betragtning tager udgangspunkt i Vandrer mod Lyset.
Den universelle og rationelle etik, uafhængig af tro eller ikke-tro som jeg mener at være nået frem til, kan sammenfattes i disse tre enkle punkter:
1) At behandle nødstedte mennesker som vi selv ville ønske at blive behandlet hvis vi var i samme situation.
Dette indbefatter alle lidende, flygtninge, syge, fattige, hjemløse, udstødte osv.
2) At undlade at tilføje andre smerte og lidelse, fysisk eller psykisk, ud fra en forståelse af hvor ondt det ville gøre på os selv hvis vi var i den andens sted.
3) At elske hinanden ud fra vores egen længsel efter og behov for kærlighed, og ud fra en erfaring af hvor godt det gør når vi selv elskes.
Disse tre punkter som fungerer både med og uden religiøs bemyndigelse og grundlag mener jeg er etiske forpligtelser hvis større eller mindre efterlevelse kan vise os hvor langt eller hvor kort vi er kommet som individer og samfund.
Vi kunne også kalde denne etik for en empatisk etik, hvor hovedpunktet er at sætte sig i medmenneskets sted.
De tre punkter mener jeg endvidere kan siges at forene næstekærlighedsbudet (3. Mos. 19, 18) og Den gyldne Regel (gør mod andre hvad du ønsker andre skal gøre mod dig; fx Matt. 7, 12 (Bjergprædikenen); tanken findes også i andre traditioner, fx hos Kong-tse), der i en simpel variant kunne lyde:
Giv andre den kærlighed, omsorg, forståelse, rum og respekt du selv ønsker at modtage.
Hvis vi kombinerer denne empatiske etik med mine tanker om gengældelsesloven; at vi vil rammes af de samme lidelser som vi påfører andre, ikke som (guddommelig) straf, men for at vi på egen krop og sind kan forstå hvad vi har gjort i de tilfælde hvor vi ikke kan eller vil forstå og indrømme fejlen (mest udførligt beskrevet i indlægget Om gengældelsesloven); så har vi omridset af en ny universel og rationel etik som dels giver en retning for menneskelivet (ikke at påføre andre lidelser), dels en forståelse af konsekvenserne hvis vi alligevel gør det (gengældelsen).
Med andre ord: Hvis ikke vi i en given valgsituation formår at sætte os i den andens sted og afstår fra at volde andre ondt eller søger at lindre eller helt afhjælpe den lidelse og nød vi bevidner, så tvinger gengældelsen os i den andens sted.
Den korteste formel for den empatiske etik kan udtrykkes sådan:
Behandl medmennesket som du ville ønske at andre ville behandle dig, hvis du var i den andens sted;
Eller:
Behandl næsten (medmennesket) som var du i næstens (medmenneskets) sted.
Intet menneske ønsker vel at blive påført lidelse og derfor bør vi selv afstå fra at påføre andre lidelse. Alle ønsker vel kærlighed, lykke og glæde og derfor bør vi søge at bringe andre dette.
Hvis vi medskriver Gud i denne empatiske etik, så synes det at være kernepunktet i Hans opdragelse af os, i hvert fald hvis den religiøse betragtning tager udgangspunkt i Vandrer mod Lyset.
Kommentarer
Send en kommentar