Onde handlinger udspringer ofte af smerte og lidelse. Hvis man handler ondt forøges lidelsen, og derved dannes en ond, selvforstærkende cirkel.
Det mest prægnante eksempel på dette har vi i Vandrer mod Lysets beskrivelse af Ardor da han alene i helvede - efter at have inkarneret de øvrige ældste - forbandede alt og alle og hadet dermed kom ind i verden.
Psykologisk er der intet uforståeligt i dette. Hans enorme indre lidelse vækkede hadet i hans hjerte, og forbandelserne fødtes af denne lidelse.
Vi mennesker kender også til at når vi lider kan vi blive hidsige, opfarende og aggressive og hadefulde.
Det ulykkelige er at vores eller Ardors had og hadefulde gerninger ikke lindrer lidelsen men forstærker den.
Dermed ikke sagt at al ondskab har rod i smerte og lidelse. Noget kan fx skyldes hovmod; et menneske der føler sig hævet over andre mennesker kan fristes til at mene at man i kraft af denne formodede overlegenhed har ret til at behandle sine medmennesker efter forgodtbefindende.
Dermed opstår de fejlagtige tanker om 'overmenneskets' påståede (og forkerte) særlige rettigheder idet man glemmer, at sand storhed består i en erkendelse af alle menneskers lighed (mht værdi og ret) og i at elske sin næste som sig selv og ikke at påføre andre lidelser.
Sand storhed viser sig i kærlighed, ikke i overgreb og had.
På samme måde som det onde kan danne ulykkelige, selvforstærkende cirkler hvor en ond handling trækker flere onde gerninger efter sig pgra den øgede smerte og lidelse, kan det gode danne positive 'cirkler' fordi man ved en god gerning vil opleve indre glæde og følelse af mening; der så igen vil inspirere til nye gode gerninger ud fra den indre følelse af glæde og fred.
Konklusionen er altså at både det gode og det onde er selvforstærkende. Det gode tjener vi i frihed og med indre glæde, det onde misbruger os ved at påføre os smerte og ud fra denne smerte tvinge os til at udføre onde gerninger.
Og da det er sådan; da det gode bringer os glæde og fred og beriger os selv og andre, og da det onde giver andre men også os selv lidelser og smerte og da begge kræfter er selvforstærkende så godt føder godt og ondt føder ondt; så må vi sige, at det gode er rationelt og det onde irrationelt og meningsløst.
Disse overvejelser har også betydning i forhold til hvordan vi møder det onde i verden.
Møder vi ondt med ondt fanges vi selv ind i den negative, selvforstærkende cirkel eller voldsspiral hvor det onde i verden forstærkes; hvis vi derimod møder det onde med en mellemmenneskelige kontakt og forståelse og tilgivelse, afbøder vi det onde og drejer det ind i en positiv bane.
Det er det der ligger bag visse filosoffers og religionsstifteres tanker om at møde ondt med godt, og det der gør medfølelse og tilgivelse rationel og meningsfuld, og det som gør had og hævn irrationel og meningsløs.
Det mest prægnante eksempel på dette har vi i Vandrer mod Lysets beskrivelse af Ardor da han alene i helvede - efter at have inkarneret de øvrige ældste - forbandede alt og alle og hadet dermed kom ind i verden.
Psykologisk er der intet uforståeligt i dette. Hans enorme indre lidelse vækkede hadet i hans hjerte, og forbandelserne fødtes af denne lidelse.
Vi mennesker kender også til at når vi lider kan vi blive hidsige, opfarende og aggressive og hadefulde.
Det ulykkelige er at vores eller Ardors had og hadefulde gerninger ikke lindrer lidelsen men forstærker den.
Dermed ikke sagt at al ondskab har rod i smerte og lidelse. Noget kan fx skyldes hovmod; et menneske der føler sig hævet over andre mennesker kan fristes til at mene at man i kraft af denne formodede overlegenhed har ret til at behandle sine medmennesker efter forgodtbefindende.
Dermed opstår de fejlagtige tanker om 'overmenneskets' påståede (og forkerte) særlige rettigheder idet man glemmer, at sand storhed består i en erkendelse af alle menneskers lighed (mht værdi og ret) og i at elske sin næste som sig selv og ikke at påføre andre lidelser.
Sand storhed viser sig i kærlighed, ikke i overgreb og had.
På samme måde som det onde kan danne ulykkelige, selvforstærkende cirkler hvor en ond handling trækker flere onde gerninger efter sig pgra den øgede smerte og lidelse, kan det gode danne positive 'cirkler' fordi man ved en god gerning vil opleve indre glæde og følelse af mening; der så igen vil inspirere til nye gode gerninger ud fra den indre følelse af glæde og fred.
Konklusionen er altså at både det gode og det onde er selvforstærkende. Det gode tjener vi i frihed og med indre glæde, det onde misbruger os ved at påføre os smerte og ud fra denne smerte tvinge os til at udføre onde gerninger.
Og da det er sådan; da det gode bringer os glæde og fred og beriger os selv og andre, og da det onde giver andre men også os selv lidelser og smerte og da begge kræfter er selvforstærkende så godt føder godt og ondt føder ondt; så må vi sige, at det gode er rationelt og det onde irrationelt og meningsløst.
Disse overvejelser har også betydning i forhold til hvordan vi møder det onde i verden.
Møder vi ondt med ondt fanges vi selv ind i den negative, selvforstærkende cirkel eller voldsspiral hvor det onde i verden forstærkes; hvis vi derimod møder det onde med en mellemmenneskelige kontakt og forståelse og tilgivelse, afbøder vi det onde og drejer det ind i en positiv bane.
Det er det der ligger bag visse filosoffers og religionsstifteres tanker om at møde ondt med godt, og det der gør medfølelse og tilgivelse rationel og meningsfuld, og det som gør had og hævn irrationel og meningsløs.
Kommentarer
Send en kommentar