I Afhandling om metoden (1637) prøver Descartes at give en metode, angiveligt baseret på en vision han havde engang han lå i vinterkvarter som soldat, som skulle kunne øge den menneskelige erkendelse væsentligt.
Så vidt jeg kan se lykkedes det ham dog ikke fuldtud at gøre sin metode anskuelig og forståelig; afhandlingen standser ved eksempler på metoden (heller ikke disse er ganske klare) uden at han formulerer det principielle ved sin metode.
Det Descartes mangler er et lys-mørke perspektiv uden hvilket det principielle ikke lader sig forstå og forklare.
Det grundliggende perspektiv er, at mørket, det ondes urkraft (jf Vandrer mod Lyset), har to poler; en pol der giver sig udslag i fænomener, der efterligner lyset og en rent sort pol (jf tidligere skriverier om mørkets "lyse" side og dets rent sorte).
Disse to poler er ekstremer i et spektrum, hvis mellempunkt er lyset. Vi kan også opfatte det som en linje med to yderpunkter med midte i lyset.
Eksempel 1:
Forelskelse - had
Disse to fænomener er yderpunkter på en mørkeskala med mellempunkt eller midte i kærligheden.
Det er måske svært umiddelbart at erkende, at forelskelse er af det onde, men vi har jo talemåden at 'kærlighed ofte bliver til had'.
Dette er forkert. Det er ikke kærlighed men forelskelse, der ofte slår over i had, fordi de dybest set er identiske fænomener blot med forskellige ansigter (mørkets 'lyse' side og dets rent sorte).
Eksempel 2:
Hedonisme (epikuræisme) - askese
Disse to ekstremer har midte eller mellempunkt i mådehold; ikke for meget af noget og ikke for lidt.
Ingen af disse livsholdninger er sunde hvis de dyrkes i ekstremerne; det sunde ligger i mådeholdet.
Gennem filosofiens historie har visse ekstremer - fx radikal empirisme (Locke, Hume) overfor absolut idealisme (Platon, Hegel) - domineret tænkningen; tanker der er dukket op i forskellige perioder og med forskellige ansigter.
Problemet er at sandheden ikke ligger i ekstremerne men midt imellem, som man siger, i mellempunktet, lysets punkt.
Fx er det meningsløst og fører til uoverstigelige vanskeligheder, at sige at al erkendelse er knyttet til sanserne eller modsat til ideerne eller tanken.
Erkendelse bygger på begge dele; et både-og ikke et enten-eller.
Tanken om mellempunktet, lysets punkt, sandheden i midten tror jeg kan udstrækkes til menneskelig adfærd og etik, politik, menneskelig erkendelse og verdens og virkelighedens natur.
Den nøjagtige bestemmelse af mellempunktet (jf også 'den gyldne middelvej' (Aristoteles)) kan være vanskelig og jeg er ikke sikker på at der kan gives en eksakt metode til bestemmelse af det;
Men hvis man ved at det onde har de to nævnte poler og at lyset ligger midt imellem, kan man tænke ekstremerne og søge et beslægtet begreb, fænomen eller princip, der ligger midt imellem disse ekstremer og alligevel er væsensforskellige.
Eksempel 3:
Liberalisme - socialisme
I deres radikale udformning, enten al magt til markedet (en form for anarki; alles kamp mod alle (jf Hobbes, Leviathan); ingen centralmagt) eller til staten (en form for diktatur; al magt til centralmagten), er disse to samfundsmodeller destruktive.
Mellempunktet, et stærkt marked i en stærk stat og med ligevægt mellem de to, er repræsenteret ved den socialdemokratiske eller den socialliberale model.
Jeg tror at dette var hvad Descartes prøvede at formulere: Tanken om og bestemmelsen af mellempunktet, lysets punkt, sandheden i midten.
Så vidt jeg kan se lykkedes det ham dog ikke fuldtud at gøre sin metode anskuelig og forståelig; afhandlingen standser ved eksempler på metoden (heller ikke disse er ganske klare) uden at han formulerer det principielle ved sin metode.
Det Descartes mangler er et lys-mørke perspektiv uden hvilket det principielle ikke lader sig forstå og forklare.
Det grundliggende perspektiv er, at mørket, det ondes urkraft (jf Vandrer mod Lyset), har to poler; en pol der giver sig udslag i fænomener, der efterligner lyset og en rent sort pol (jf tidligere skriverier om mørkets "lyse" side og dets rent sorte).
Disse to poler er ekstremer i et spektrum, hvis mellempunkt er lyset. Vi kan også opfatte det som en linje med to yderpunkter med midte i lyset.
Eksempel 1:
Forelskelse - had
Disse to fænomener er yderpunkter på en mørkeskala med mellempunkt eller midte i kærligheden.
Det er måske svært umiddelbart at erkende, at forelskelse er af det onde, men vi har jo talemåden at 'kærlighed ofte bliver til had'.
Dette er forkert. Det er ikke kærlighed men forelskelse, der ofte slår over i had, fordi de dybest set er identiske fænomener blot med forskellige ansigter (mørkets 'lyse' side og dets rent sorte).
Eksempel 2:
Hedonisme (epikuræisme) - askese
Disse to ekstremer har midte eller mellempunkt i mådehold; ikke for meget af noget og ikke for lidt.
Ingen af disse livsholdninger er sunde hvis de dyrkes i ekstremerne; det sunde ligger i mådeholdet.
Gennem filosofiens historie har visse ekstremer - fx radikal empirisme (Locke, Hume) overfor absolut idealisme (Platon, Hegel) - domineret tænkningen; tanker der er dukket op i forskellige perioder og med forskellige ansigter.
Problemet er at sandheden ikke ligger i ekstremerne men midt imellem, som man siger, i mellempunktet, lysets punkt.
Fx er det meningsløst og fører til uoverstigelige vanskeligheder, at sige at al erkendelse er knyttet til sanserne eller modsat til ideerne eller tanken.
Erkendelse bygger på begge dele; et både-og ikke et enten-eller.
Tanken om mellempunktet, lysets punkt, sandheden i midten tror jeg kan udstrækkes til menneskelig adfærd og etik, politik, menneskelig erkendelse og verdens og virkelighedens natur.
Den nøjagtige bestemmelse af mellempunktet (jf også 'den gyldne middelvej' (Aristoteles)) kan være vanskelig og jeg er ikke sikker på at der kan gives en eksakt metode til bestemmelse af det;
Men hvis man ved at det onde har de to nævnte poler og at lyset ligger midt imellem, kan man tænke ekstremerne og søge et beslægtet begreb, fænomen eller princip, der ligger midt imellem disse ekstremer og alligevel er væsensforskellige.
Eksempel 3:
Liberalisme - socialisme
I deres radikale udformning, enten al magt til markedet (en form for anarki; alles kamp mod alle (jf Hobbes, Leviathan); ingen centralmagt) eller til staten (en form for diktatur; al magt til centralmagten), er disse to samfundsmodeller destruktive.
Mellempunktet, et stærkt marked i en stærk stat og med ligevægt mellem de to, er repræsenteret ved den socialdemokratiske eller den socialliberale model.
Jeg tror at dette var hvad Descartes prøvede at formulere: Tanken om og bestemmelsen af mellempunktet, lysets punkt, sandheden i midten.
Kommentarer
Send en kommentar