Carsten Ploug Olsen

Gennem tiden har der været flere eksempler på bestræbelser på at forbedre mennesket. I nyere tid har disse bestræbelser hovedsageligt andraget menneskets fysik og funktionalitet; Skrækeksemplerne er den nazistiske eugenik og i dag diskuteres en mulig forbedring i menneskets funktionalitet gennem medicinsk behandling i form af Ritalin fx til studerende. I Vesten har der været mindre opmærksomhed omkring menneskets etiske forbedring eller med et bedre ord menneskets etiske højnelse eller forædling. I Kina er dette fokus anderledes rodfæstet gennem Konfutzes lære om det gode samfunds forankring i menneskets udrensning og forædling af hjertet. Disse tanker er mere end 2000 år gamle. Vi kan opstille en helt enkel etik og rettesnor for den etiske forædling som ligger i forlængelse af den gamle kinesiske vismands tanker og hovedsageligt uafhængig af tro eller ikke tro baseret på disse tre søjler: 1) At undlade at påføre andre smerte - fysisk og psykisk - ud fra en forståelse af hvor...

Det er sikkert rigtigt, at vi mennesker og vores samfund delvis drives af lavere drifter og instinkter; Magtbegær, selvopretholdelse, egennytte, pengebegær, trang til berømmelse osv. Og denne del af den menneskelige natur er vi nødt til at tage højde for ikke mindst når vi søger at opstille idealer og visioner for vores samfund. Mennesket er ingen engel og idealer der bygger på et urealistisk og forskønnet menneskebillede har det med at forvandle os til djævle. Men det er ikke hele sandheden om os. Til alle tider har der lydt en anden stemme blandt mennesker; nogle gange kun som en fjern næsten uhørlig tone, til andre tider stærkere og klarere. Håb. Længsel efter noget bedre. Fred. Når man følger nyhedsstrømmen kan man let tro, at verden er ved at ramle sammen om ørerne på os. Men måske er det rigtigt, at det billede af verden vi ser gennem medierne er et fotografisk negativ af virkeligheden; fordi kun det usædvanlige, det sensationelle og uhørte finder vej til aviser, blogs ...

Det siges om den berømte eller berygtede eller ligegyldige filosof Carsten Ploug Olsen at han en dag han havde drukket en kasse øl, vendt den på hovedet og stillet sig op på den forkyndte sandheden til folket: Punkt 1: JEG KRÆVER POLITIK UD AF DET OFFENTLIGE RUM!!! Hvad skal vi med alle disse politikere, disse fedtschnitzler, der kævler og ævler så man ikke kan sove og små børn og fulde folk frygter for dagen i morgen. Det er ingen skam fx at være konservativ, men det må være en privat sag og man behøver ikke at skilte med det! Punkt 2: JEG KRÆVER ABSOLUT TRO PÅ DET GUDDOMMELIGE PRINCIP, EVOLUTIONEN, OG AT ALT, SELV VITTIGHEDERNE, BLIVER BEDRE OG BEDRE!!! Dette er selvindlysende så det gider jeg ikke forsvare eller argumentere for. Punkt 3: JEG KRÆVER ALLE FILOSOFFER OG ANDRE GRINEBIDDERE LAGT PÅ HJUL OG STEJLE OG RISTET OVER SKT HANS BÅLENE OG SENDT TIL BLOKSBJERG SOM STRAF FOR TOTUSIND ÅRS MUNDHUGGERI OG TØRVETRILLERI!!! Punkt 4: JEG KRÆVER ALLE RELIGIØSE STRIDIGHEDER L...

Ud fra tanken om mellempunktet, sandheden i midten (se indlægget 'Mellempunktet (lysets punkt)', tror jeg det er muligt at opstille et ideal for kærligheden ved at sige, at midt mellem følgende to ekstremer, at gøre sig 1) Uundværlig 2) Overflødig ligger idealet for kærligheden som en gensidig følelse mellem to ligeværdige mennesker. At gøre sig uundværlig vil i denne sammenhæng sige at overtage en svag parts ret og værdighed og fastholde modparten i svaghed på baggrund af hvilken egen styrke og godhed kan glimre så meget mere - i egen indbildning - i stedet for at søge at fremelske den andens styrke og autonomi. At gøre sig selv overflødig - ved på overdreven måde netop at fremelske styrke og autonomi - kan på overfladen ligne ægte og uselvisk kærlighed, men er det ikke reelt, da det selvbillede der ligger bag stadig er den urealistiske forestilling om sig selv som det ophøjede og over alle menneskelige behov hævede menneske - en engel eller helgen. At skubbe et me...

Jeg er en blomst på marken. Hver morgen åbner jeg bladene og vender kronen mod Solen. Jeg vender mig langsomt i takt med Solens rolige skriden hen over himlen. Jeg drikker lys. Om aftenen lukker jeg mine blade om kronen og hviler, mæt af dagens gang. Eller sådan tror jeg. I virkeligheden er det mig der drejer med kloden, og Solen der er evigt, uforanderligt den samme på samme sted. Det er mig der drejer ned i mørket og sørger over lyset der svinder og forsvinder. Eller sådan tror jeg. I virkeligheden er lyset evigt og uforanderligt på samme sted. Det er kun mig der som alle blomster viger og drejer væk fra lyset, ned i mørket, hvor jeg intet hjem finder. Min plads, mit hjem er ved middag med Solen i zenith. Jeg drømmer i mørket om i morgen ved middag med Solen i zenith at standse klodens gang.

I Afhandling om metoden (1637) prøver Descartes at give en metode, angiveligt baseret på en vision han havde engang han lå i vinterkvarter som soldat, som skulle kunne øge den menneskelige erkendelse væsentligt. Så vidt jeg kan se lykkedes det ham dog ikke fuldtud at gøre sin metode anskuelig og forståelig; afhandlingen standser ved eksempler på metoden (heller ikke disse er ganske klare) uden at han formulerer det principielle ved sin metode. Det Descartes mangler er et lys-mørke perspektiv uden hvilket det principielle ikke lader sig forstå og forklare. Det grundliggende perspektiv er, at mørket, det ondes urkraft (jf Vandrer mod Lyset), har to poler; en pol der giver sig udslag i fænomener, der efterligner lyset og en rent sort pol (jf tidligere skriverier om mørkets "lyse" side og dets rent sorte). Disse to poler er ekstremer i et spektrum, hvis mellempunkt er lyset. Vi kan også opfatte det som en linje med to yderpunkter med midte i lyset. Eksempel 1: Forelsk...

Onde handlinger udspringer ofte af smerte og lidelse. Hvis man handler ondt forøges lidelsen, og derved dannes en ond, selvforstærkende cirkel. Det mest prægnante eksempel på dette har vi i Vandrer mod Lysets beskrivelse af Ardor da han alene i helvede - efter at have inkarneret de øvrige ældste - forbandede alt og alle og hadet dermed kom ind i verden. Psykologisk er der intet uforståeligt i dette. Hans enorme indre lidelse vækkede hadet i hans hjerte, og forbandelserne fødtes af denne lidelse. Vi mennesker kender også til at når vi lider kan vi blive hidsige, opfarende og aggressive og hadefulde. Det ulykkelige er at vores eller Ardors had og hadefulde gerninger ikke lindrer lidelsen men forstærker den. Dermed ikke sagt at al ondskab har rod i smerte og lidelse. Noget kan fx skyldes hovmod; et menneske der føler sig hævet over andre mennesker kan fristes til at mene at man i kraft af denne formodede overlegenhed har ret til at behandle sine medmennesker efter forgodtbefinde...

Hvorfor er det ofte sådan, at de bedste mennesker tænker så dårligt om sig selv, mens der ingen ende er på de dårlige menneskers herlighed - i deres egne øjne? Er det fordi de gode og etisk velfunderede mennesker ser det fællesmenneskelige fænomen - det indre menneskedyr - og søger at holde afstand til det, mens onde mennesker ikke ser det, og lever uden afstand til det? Gode mennesker rives af og til op indefra i kampen med det indre menneskedyr, rives op i kampen for at holde afstand til det, mens dårlige mennesker er et med det og tænker og handler som det. Er det derfor at den gamle talemåde; at her i verden græder de gode og de onde ler; er så træffende?

Gør godt mod andre som du ønsker andre skal gøre godt mod dig, og undlad at gøre ondt mod andre som du ønsker andre skal undlade det mod dig, og ud fra en forståelse af hvor ondt det ville gøre på dig, hvis du var i den andens sted Den universelle og rationelle etik, uafhængig af tro eller ikke-tro som jeg mener at være nået frem til, kan sammenfattes i disse tre enkle punkter: 1) At behandle nødstedte mennesker som vi selv ville ønske at blive behandlet hvis vi var i samme situation. Dette indbefatter alle lidende, flygtninge, syge, fattige, hjemløse, udstødte osv. 2) At undlade at tilføje andre smerte og lidelse, fysisk eller psykisk, ud fra en forståelse af hvor ondt det ville gøre på os selv hvis vi var i den andens sted. 3) At elske hinanden ud fra vores egen længsel efter og behov for kærlighed, og ud fra en erfaring af hvor godt det gør når vi selv elskes. Disse tre punkter som fungerer både med og uden religiøs bemyndigelse og grundlag mener jeg er etiske forpligtel...

(Opdateres løbende) 1) Ideer og visdom. Hvis ideer og visdom bliver vigtigere end mennesker kender man skallen men ikke kernen. 2) Sorg. Hvad er den store sorg andet end at lægge sin kerne i en andens kurv så den mangler der hvor den hører til: I dit eget bryst. 3) Kong tse, Tu Fu. Den gamle mand bor i en simpel hytte ved floden for foden af bjerget. Han ser floden strømme - hvorfra, hvortil - han ved det ikke. Men floden strømmer ved dag og ved nat, uden ophør. 4) Skygger. Når skyggerne vokser, vokser kærligheden. Hvad er en kærlighed der kun lever i medgang og sommer og søndag og ellers dør? Ikke kærlighed. Kun ord. 5) Formel. Viden + Kærlighed = Visdom. Nå, måske glemte jeg humor i ligningen.. 6) Systemer. Ethvert system - et samfund, en tro, en politisk ideologi, en videnskab - er som et hus, hvis tilstand ikke så meget beror på sig selv som de mennesker der bor i det. Derfor er menneskets problemer ikke strukturelle, systemiske, men eksistentielle; det vigtigste er ikk...

Grundlaget for den guddommelige etik - at vi skal gøre det gode og undlade det onde - er, at det gode skaber glæde og fred og at det onde skaber lidelse og smerte for andre og os selv. Mig bekendt har alle højere religioner etiske påbud og forbud. Men disse love gives ofte uden forklaring. Men det kan tænkes, at der er de særlige grunde til den guddommelige etik som jeg har anført først i dette indlæg; At det gode skaber glæde og fred for os selv og andre, mens det onde skaber det modsatte. Gud giver ikke de etiske bud uden grund. Han påbyder heller ikke eller forbyder os visse ting for sin egen skyld, fx at vi skal tro noget særligt, men for vores skyld, for at vi ikke skal tilføje andre lidelse men søge at glæde og berige hinanden. Dette kan samtidig siges at være kernepunktet i Guds opdragelse af os; at elske hinanden og ikke hade andre. Ofte har mennesker troet og tror, at Gud kræver en bestemt tro og at Hans bud skal følges under trussel om evig straf hvis vi nægter at...

Kun den frihed der gror frem indefra er bæredygtig og har varig værdi Kan man forestille sig noget mere selvmodsigende end en frihed der søges indført ved tvang? Ikke desto mindre er det det den vestlige verden forsøger med sine militære interventioner mange steder i verden, interventioner der på overfladen og i retorikken handler om eksport af vestlige værdier som frihed og menneskerettigheder - men som reelt handler om egen vinding og magt. Først skal man være opmærksom på at hvis vi truer andre lande militært, så vil ethvert land søge at beskytte sig militært, hvilket med matematisk sikkerhed fører til våbenkapløb og terrorbalance og ufred. De enkelte lande i en verden der regeres af 'den største hammer' vil efterhånden dræne de offentlige kasser da terrorbalancen og dermed udgifterne til militæret skruer opad når spændingerne øges, og potentielt ødelægger dette kapløb nationer og imperier; udover af de rent militære aspekter også på grund af de økonomiske omkostning...