Gå videre til hovedindholdet

Terror i Tyrkiet

Hvis man betragter det forfærdelige terrorangreb i Tyrkiet og andre lignende angreb, fx i Ægypten, så lader det til, at strategien for terrorgrupperne, både Al Qaida, Islamisk Stat, Boko Haram og andre, er at destabilisere de forskellige samfund, fx ved at ramme de forskellige lande økonomisk (fx mindske landenes indtægter fra turisme og tvinge de forskellige lande til store udgifter til militær), for at bane vejen for en voldelig magtovertagelse.

Denne strategi - hvis det er sådan - kan ikke - som det af og til fremføres i den danske og internationale debat - kaldes vanvittig; der er en form for rationale eller logik i det; et mere præcist ord er nok, at det er ondt.

Dette sagt om terrorristernes strategi. Med hensyn til gerningsstederne kan det bemærkes, at efter det stort set - heldigvis - er blevet umuligt for ondsindede kræfter at slå til i fly i luften, er terroren flyttet til ankomsthallerne i flere tilfælde. Hvis man også indfører endnu skrappere kontrol og sikkerhed her, vil terroren formentlig rykke andre steder hen og så fremdeles. Så længe viljen er til vold og drab for at nå tvivlsomme politiske mål vil denne ondskab nok desværre finde veje og steder at give sig udslag.

Så hvad kan de ramte lande gøre for at forhindre sådanne angreb og den deraf skabte lidelse og kaos uden helt at lukke ned for det vi kender som frie samfund?

På kort sigt vil det mest effektive måske være at ramme rekrutteringen til terrorgrupperne ved at insistere på, at terror intet har med nogen som helst form for religion at gøre og fratage den afskyelige terror det falske skær af retfærdighed, heltemod eller endda godhed som nogle forsøger at forlene den med. Religionen er en tynd fernis der skaber en falsk heltefortælling, der appellerer til svage sjæle, fortrinsvis unge, vrede eller fortvivlede mænd.

På længere sigt må ethvert menneske bryde viljen til at tage liv, bryde viljen til det onde og forstå, at mord og drab og krig - uanset hvordan man forsøger at retfærdiggøre det - aldrig kan retfærdiggøres.

Men så længe viljen endnu for så mange er til det onde, må man behandle disse mennesker, som det de er: Kriminelle og ikke krigere. Terrorrister er ikke martyrer men lovbrydere både af menneskelige og guddommelige love, og det er stensikkert, at de hverken bliver belønnet i denne eller den næste verden.

At slå terrorristerne ihjel eller ligefrem føre krig mod terrorgrupperne virker ineffektivt og fratager os den moralske overlegenhed. I stedet kunne vi insistere på at afmontere myten om den ædle frihedskæmper eller de "hellige" krigere.

Med deres gerninger spotter terrorristerne den Gud de foregiver at tjene; og det er næsten det sørgeligste af det hele. Hvis vi svarer igen med de samme midler, vold og drab, er vi ikke selv bedre.

Både terrorrister og de magthavere der bruger vold er fanget i den samme destruktive fortælling og bruger de samme ord til at retfærdiggøre den afskyelige vold: Vi er de retfærdige, vi er under angreb og har ret til at forsvare os med alle midler. Nej! Vi kan føre årsag og reaktion næsten uendeligt tilbage i historien. Hvem har skylden? Hvem slog først? Det gjorde Satan (Ardor); og han har nu (i 1912) bedt os ydmygt om tilgivelse. Derfor er den dybeste sandhed om vold og krig, at voldsspiralen kan stoppe nu; Med en tilgivelse af ondskabens dybeste rod, han som har skabt den falske fortælling om retten til at tage liv for en angiveligt højere sag.

Vi er fanget i et destruktivt mørke sammen: Vi fortæller hinanden at vores sag er retfærdig når vi tager liv; men sammen kan vi bryde forbandelsen; sammen kan vi tilgive; sammen kan vi skabe fred.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst