Terror i Tyrkiet

Hvis man betragter det forfærdelige terrorangreb i Tyrkiet og andre lignende angreb, fx i Ægypten, så lader det til, at strategien for terrorgrupperne, både Al Qaida, Islamisk Stat, Boko Haram og andre, er at destabilisere de forskellige samfund, fx ved at ramme de forskellige lande økonomisk (fx mindske landenes indtægter fra turisme og tvinge de forskellige lande til store udgifter til militær), for at bane vejen for en voldelig magtovertagelse.

Denne strategi - hvis det er sådan - kan ikke - som det af og til fremføres i den danske og internationale debat - kaldes vanvittig; der er en form for rationale eller logik i det; et mere præcist ord er nok, at det er ondt.

Dette sagt om terrorristernes strategi. Med hensyn til gerningsstederne kan det bemærkes, at efter det stort set - heldigvis - er blevet umuligt for ondsindede kræfter at slå til i fly i luften, er terroren flyttet til ankomsthallerne i flere tilfælde. Hvis man også indfører endnu skrappere kontrol og sikkerhed her, vil terroren formentlig rykke andre steder hen og så fremdeles. Så længe viljen er til vold og drab for at nå tvivlsomme politiske mål vil denne ondskab nok desværre finde veje og steder at give sig udslag.

Så hvad kan de ramte lande gøre for at forhindre sådanne angreb og den deraf skabte lidelse og kaos uden helt at lukke ned for det vi kender som frie samfund?

På kort sigt vil det mest effektive måske være at ramme rekrutteringen til terrorgrupperne ved at insistere på, at terror intet har med nogen som helst form for religion at gøre og fratage den afskyelige terror det falske skær af retfærdighed, heltemod eller endda godhed som nogle forsøger at forlene den med. Religionen er en tynd fernis der skaber en falsk heltefortælling, der appellerer til svage sjæle, fortrinsvis unge, vrede eller fortvivlede mænd.

På længere sigt må ethvert menneske bryde viljen til at tage liv, bryde viljen til det onde og forstå, at mord og drab og krig - uanset hvordan man forsøger at retfærdiggøre det - aldrig kan retfærdiggøres.

Men så længe viljen endnu for så mange er til det onde, må man behandle disse mennesker, som det de er: Kriminelle og ikke krigere. Terrorrister er ikke martyrer men lovbrydere både af menneskelige og guddommelige love, og det er stensikkert, at de hverken bliver belønnet i denne eller den næste verden.

At slå terrorristerne ihjel eller ligefrem føre krig mod terrorgrupperne virker ineffektivt og fratager os den moralske overlegenhed. I stedet kunne vi insistere på at afmontere myten om den ædle frihedskæmper eller de "hellige" krigere.

Med deres gerninger spotter terrorristerne den Gud de foregiver at tjene; og det er næsten det sørgeligste af det hele. Hvis vi svarer igen med de samme midler, vold og drab, er vi ikke selv bedre.

Både terrorrister og de magthavere der bruger vold er fanget i den samme destruktive fortælling og bruger de samme ord til at retfærdiggøre den afskyelige vold: Vi er de retfærdige, vi er under angreb og har ret til at forsvare os med alle midler. Nej! Vi kan føre årsag og reaktion næsten uendeligt tilbage i historien. Hvem har skylden? Hvem slog først? Det gjorde Satan (Ardor); og han har nu (i 1912) bedt os ydmygt om tilgivelse. Derfor er den dybeste sandhed om vold og krig, at voldsspiralen kan stoppe nu; Med en tilgivelse af ondskabens dybeste rod, han som har skabt den falske fortælling om retten til at tage liv for en angiveligt højere sag.

Vi er fanget i et destruktivt mørke sammen: Vi fortæller hinanden at vores sag er retfærdig når vi tager liv; men sammen kan vi bryde forbandelsen; sammen kan vi tilgive; sammen kan vi skabe fred.