Gå videre til hovedindholdet

Tanke, vilje og sansning

Hvad enten man anlægger en rent biologisk anskuelse eller medtager en religiøs tror jeg at det er rigtigt at sige, at tanken og viljen ikke er tilgængelig for en forklaring, altså hvad disse fænomeners inderste kerne og natur er; vi må nok nøjes med en mere eller mindre omfattende beskrivelse af tanken og viljen.

Det er for eksempel helt uforståeligt selv hvis man anlægger en rent biologisk anskuelse hvordan en vis blodgennemstrømning og elektriske signaler mellem neuroner i bestemte dele af hjernen kan blive til det vi oplever som overvejelser over den by eller det landskab vi netop ser, tanker over livet og døden, os selv eller andre osv.

Det synes umuligt at forklare overgangen fra disse fysiske fænomener (blodgennemstrømning og elektriske impulser) til det vi oplever som bevidste tanker.

Men vi kan til en vis grad beskrive tanken og viljen;

Tanken kan således beskrives som en evne til at opfatte verden og virkeligheden og en evne til at skabe ting (den skabende tanke; fx ord, billeder, musik osv). Tanken er således primært en indadgående proces eller evne (evne til at opfatte) mens viljen primært er en evne til at forandre eller påvirke verden (når jeg fx trækker vejret, hæver og sænker mit bryst sig; når jeg taler, sætter jeg luften i bevægelse; når jeg kløver brænde får jeg flere brændeknuder ud af det end jeg havde før; alle disse ting kan med en vis ret siges at ændre verden og virkeligheden eller i hvert fald påvirke den). Viljen er således primært en udadrettet evne til at påvirke eller ændre verden og virkeligheden.

En anden fundamental del af det at være menneske er sansningen, hvilket kan siges at være en indadrettet evne til at opfatte verden og virkeligheden, beslægtet med tankens evne til at opfatte. Men hvor tanken er en bevidst evne, kan sansningen (som vi har fælles med dyrene) beskrives som en mere ubevidst evne til at opfatte. På en måde kan man beskrive forskellen mellem tanke og sansning ved at sige, at sansningen er knyttet til det fysiske mens tanken kan siges at være ikke-sanselig eller oversanselig; eller med en klassisk filosofisk term, der så vidt jeg ved har været opgivet længe: Metafysisk.

Meget dybere tror jeg ikke det er muligt at komme angående disse grundlæggende træk ved det at være menneske.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og d...
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d...
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst...
Send en kommentar
Læs mere