Hvad enten man betragter mennesket som en biologisk organisme eller som en Gudsskabt personlighed tror jeg det er rigtigt at sige, at grundlaget for etikken er forestillingen om mennesket som et unikt, uerstatteligt individ.
Og hvad enten man forstår mennesket som ren biologi eller derudover også som et åndeligt væsen er det vel rimeligt at betragte enhver af os som dette unikke, uerstattelige enkeltvæsen; min hjerne er min, jeg deler den ikke med nogen; lige sådan med mit hjerte og hele krop og eventuelt min sjæl.
Barbariet begynder hvis vi ikke anerkender enhver af os som unikke og uerstattelige, umistelige. Og det fortsætter ved dehumanisering og forfølgelse af hele grupper af mennesker; det er lettere at lægge hele grupper af mennesker for had end at øve vold mod en eller flere man kender personligt.
Man kan ikke personligt kende en hel gruppe af mennesker (fx muslimer); en gruppe af mennesker er i en vis forstand en tankekonstruktion, hvorimod individet er konkret eksisterende og tilgængelig for et bekendtskab og et medmenneskeligt møde; gruppen er abstrakt, individet konkret.
Barbariets natur kan siges at være at tillægge en hel gruppe af mennesker visse negative egenskaber, der imidlertid kun kan gælde individer; altså ved en sammenblanding af det generelle med det specielle. Det giver fx næppe mening at sige, at alle muslimer er voldelige, nasser på samfundet og ønsker at nedbryde det; det er der måske enkelte der ønsker, men det er meningsløst at betragte det som alment for muslimer.
Det er med andre ord meningsløst at tillægge en gruppe individuelle karakteristika; at betragte en gruppe som et individ.
Hvis det er rimeligt at betragte ethvert menneske som unikt og uerstatteligt er det også rimeligt i det frie, åbne samfund at tilstede dette unikke menneske tanke-, tros-, ytrings- og handlefrihed.
I tyrraniet, diktaturet øver man vold mod dette fx ved at hævde visse politiske eller religiøse dogmer med udgangspunkt i bestemte tekster (fx bibelen eller koranen eller Kapitalen) og med strenge straffe til dem, der nægter at bøje sig under disse dogmer; dogmer der ifølge sin natur øver vold mod menneskets frihed.
Selv om nogle mennesker relaterer til eller "tror på" bestemte tekster og ud fra det slutter sig sammen i grupper er det en kendsgerning, at vi fortolker eller tænker forskelligt omkring disse tekster; en forskellighed som i tyrraniet søges udslettet med vold ved at gennemtvinge en ensartet læse- og forståelses- og handlemåde.
I tyrraniet ønsker man ensretning og tvang og betragter gruppen som et individ. I tyrraniet øver man således vold mod individet. I tyrraniet respekterer man ikke individet og individets unikke og frie personlighed og værdi; i tyrraniet opererer man kun med gruppen, ikke med individet; i det frie samfund respekterer man menneskets unikke og frie natur.
I tyrraniet er individet erstatteligt; i etikken og det åbne, frie samfund ikke.
Af disse grunde mener jeg at det er rigtigt at se etikkens grundlag - modsat politikkens (som opererer med de abstrakte grupper af mennesker) - som forestillingen om det enkelte, konkrete, umistelige og frie individ eller personlighed.
Kommentarer
Send en kommentar