Gå videre til hovedindholdet

Mord, terror, krig og gengældelsesloven

Hvis civile borgere og statsledere kendte de reelle konsekvenser af mord, terror og krig, ville vi formentlig se langt færre af disse afskyelige forbrydelser.

De reelle konsekvenser er:

At morderen, terroristen eller krigsherren i fremtidige inkarnationer skal redde lige så mange liv, som der er taget, før han eller hun selv kan vandre videre mod lyset og saligheden.

Denne soning som skal foretages i henhold til gengældelsesloven, kan strække sig mange tusind år eller mere frem i tiden.

Udover de mange liv der i nogle tilfælde må reddes er der alle de psykiske og åndelige lidelser som forbryderen har bragt over de efterladte; forældre, børn, venner og andre.

Også disse lidelser må forbryderen gennemleve fuldt ud; ikke som straf - Gud straffer ikke - men for at han kan se og føle præcis hvad han har gjort og hvor ondt det er; for som vi sår skal vi høste.

Det er derfor Kristus siger i sin tale til os i Vandrer mod Lyset, at intet skader os mere og sinker os mere i vandringen mod lyset end mord og krig.

Glem alle disse tåbelige tanker om Paradisets herligheder der venter de 'hellige krigere', glem den jordiske triumf nogle mennesker søger på slagmarken, søg aldrig hævn;

Det er åndelig ruin, for konsekvenserne er som jeg her har sagt.

For selvmordsterrorister er der den yderligere konsekvens, at de efter døden igen og igen må genleve deres egen og deres ofres smerte og lidelse indtil den dag og time er nået, der af Gud er fastsat som deres dødsstund. Først derefter kan de begynde den egentlige soning.

Alt dette - som er eller burde være gammelkendt viden - bør alle lægge sig på sinde; ikke for min skyld, ikke for Guds skyld, men for sin egen.

Derfor: Stands myrderierne hvordan man end benævner dem og søger at retfærdiggøre det frygtelige, at ikke vejen skal blive for lang og tung og lidelsesfuld!

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst