Luther hævdede i sit skrift Freiheit eines Christenmenschen at tro skaber gode handlinger og ligner troen ved et træ, der bærer gode frugter.
Er denne tanke sand eller blot sandsynlig?
Lad os se på historien.
Hvis troen er det ubetinget gode, et gode som afføder gode gerninger, må vi forvente, at troende kristne til alle tider altid eller overvejende handler godt.
Dette udelukker så naturligt de paver, kardinaler, biskopper og præster i den katolske kirke der brandskattede folket i fortiden, dem der førte krige, levede et udsvævende liv, som snød og bedrog, solgte kirkelige embeder (simoni) osv.
Det udelukker inkvisitionen og dens ufattelige grusomhed og dens dommere og bødler, der sendte tusinder til en langsom og pinefuld død på bålet.
Og det udelukker de nutidige katolske præster der misbruger børn seksuelt.
Alle disse kunne efter Luthers tanke ikke være kristne, da deres handlinger var og er onde eller ukristelige. De var da og er ikke troende.
Men hvad med den lutherske vækkelse og Luther selv?
En vækkelse der benyttede trusler, tilsvining af modstandere, intolerance, hvad med en Luther selv, der opfordrede til drab på de revolterende bønder i Bondekrigen, hvad med en Luther der i voldsomme og uforsonlige ord tordnede mod paverne og papisterne osv.
Var vækkelsen kristelig, var Luther - efter sin egen lære - kristen, var han troende? Var alle hans frugter (handlinger) gode?
Vi må - hvis hans tanke er sand - både i fortiden og nu ved et blik på de kristne vente at finde til det yderste ærlige, fredselskende, kærlige, tolerante, tilgivende mennesker.
Men finder vi det eller er tanken absurd?
Er tro lig med det gode og føder den naturnødvendigt gode gerninger og er vantro eller ikke-tro lig med det onde og føder den nødvendigvis det onde?
Findes der blot antydning af sandsynlighed i det når vi ser på fortiden og nu?
Eller er dette som så meget andet på kristendommens træ en forlængst udlevet og død gren?
Er denne tanke sand eller blot sandsynlig?
Lad os se på historien.
Hvis troen er det ubetinget gode, et gode som afføder gode gerninger, må vi forvente, at troende kristne til alle tider altid eller overvejende handler godt.
Dette udelukker så naturligt de paver, kardinaler, biskopper og præster i den katolske kirke der brandskattede folket i fortiden, dem der førte krige, levede et udsvævende liv, som snød og bedrog, solgte kirkelige embeder (simoni) osv.
Det udelukker inkvisitionen og dens ufattelige grusomhed og dens dommere og bødler, der sendte tusinder til en langsom og pinefuld død på bålet.
Og det udelukker de nutidige katolske præster der misbruger børn seksuelt.
Alle disse kunne efter Luthers tanke ikke være kristne, da deres handlinger var og er onde eller ukristelige. De var da og er ikke troende.
Men hvad med den lutherske vækkelse og Luther selv?
En vækkelse der benyttede trusler, tilsvining af modstandere, intolerance, hvad med en Luther selv, der opfordrede til drab på de revolterende bønder i Bondekrigen, hvad med en Luther der i voldsomme og uforsonlige ord tordnede mod paverne og papisterne osv.
Var vækkelsen kristelig, var Luther - efter sin egen lære - kristen, var han troende? Var alle hans frugter (handlinger) gode?
Vi må - hvis hans tanke er sand - både i fortiden og nu ved et blik på de kristne vente at finde til det yderste ærlige, fredselskende, kærlige, tolerante, tilgivende mennesker.
Men finder vi det eller er tanken absurd?
Er tro lig med det gode og føder den naturnødvendigt gode gerninger og er vantro eller ikke-tro lig med det onde og føder den nødvendigvis det onde?
Findes der blot antydning af sandsynlighed i det når vi ser på fortiden og nu?
Eller er dette som så meget andet på kristendommens træ en forlængst udlevet og død gren?
Kommentarer
Send en kommentar