Gå videre til hovedindholdet

'Kend træet på dets frugter'

Luther hævdede i sit skrift Freiheit eines Christenmenschen at tro skaber gode handlinger og ligner troen ved et træ, der bærer gode frugter.

Er denne tanke sand eller blot sandsynlig?

Lad os se på historien.

Hvis troen er det ubetinget gode, et gode som afføder gode gerninger, må vi forvente, at troende kristne til alle tider altid eller overvejende handler godt.

Dette udelukker så naturligt de paver, kardinaler, biskopper og præster i den katolske kirke der brandskattede folket i fortiden, dem der førte krige, levede et udsvævende liv, som snød og bedrog, solgte kirkelige embeder (simoni) osv.

Det udelukker inkvisitionen og dens ufattelige grusomhed og dens dommere og bødler, der sendte tusinder til en langsom og pinefuld død på bålet.

Og det udelukker de nutidige katolske præster der misbruger børn seksuelt.

Alle disse kunne efter Luthers tanke ikke være kristne, da deres handlinger var og er onde eller ukristelige. De var da og er ikke troende.

Men hvad med den lutherske vækkelse og Luther selv?

En vækkelse der benyttede trusler, tilsvining af modstandere, intolerance, hvad med en Luther selv, der opfordrede til drab på de revolterende bønder i Bondekrigen, hvad med en Luther der i voldsomme og uforsonlige ord tordnede mod paverne og papisterne osv.

Var vækkelsen kristelig, var Luther - efter sin egen lære - kristen, var han troende? Var alle hans frugter (handlinger) gode?

Vi må - hvis hans tanke er sand - både i fortiden og nu ved et blik på de kristne vente at finde til det yderste ærlige, fredselskende, kærlige, tolerante, tilgivende mennesker.

Men finder vi det eller er tanken absurd?

Er tro lig med det gode og føder den naturnødvendigt gode gerninger og er vantro eller ikke-tro lig med det onde og føder den nødvendigvis det onde?

Findes der blot antydning af sandsynlighed i det når vi ser på fortiden og nu?

Eller er dette som så meget andet på  kristendommens træ en forlængst udlevet og død gren?

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...
Send en kommentar
Læs mere

Kærligheden er verdens bærende princip

I Vandrer mod Lyset beskrives det hvordan Gud bærer verden og den samlede skabelse, Verdensaltet. Da vi samtidig ved fra dette værk, at Lyset gennemstrømmer Gud og at lysets essens er kærlighed er det rimeligt at sige, at kærligheden er verdens bærende princip og at kærligheden er al eksistens' bærende kraft. Dette er ikke indlysende når vi betragter denne verdens mange ufuldkommenheder; dens mange lidelser, sygdomme, krig, vold og grusomhed. Vi forledes let til at tro på, at den uhellige treenighed - magt, penge og sex - ligger bag alt, i hvert fald bag al menneskelig kultur og aktivitet. Men denne verden, mørkets verden - læser vi i Vandrer mod Lyset - er en anomali i forhold til det uendelige og evige Lyshav der evigt udstråles fra Herren, den Almægtige, og som bærer alt. Kosmisk set er døden, sygdom og lidelser paranteser og de er underordnede kærlighedens altbeherskende og evige Magt i Herren. Lyshavet - ikke død og lidelse - er gennem Gud verdens inderste princip,...
6 kommentarer
Læs mere

Tankens subjektivitet og relativitet II

Tanken om at den verden vi sanser og prøver at forstå erkendelsesmæssigt er indhyllet i tåge, at der er et uigennemtrængeligt slør mellem os og verden, og at vi ikke kan erkende verden som den er, men kun som den kommer tilsyne for os, er gammel. Det er ikke kun Kant, der har påpeget dette i sin erkendelsesteori, tanken findes også fx i hinduismen og buddhismen ved tanken om Mayas slør, og tanken findes hos Platon i hans berømte hulelignelse; at vi er som fanger, der er spændt fast dybt i en hule, med blikket rettet mod skygger på væggen, skygger der kastes fra den virkelige verden, ideverdenen, hinsides hulen. Måske kan vi også tolke Platons lignelse sådan, at det er os selv, der kaster skyggerne ved at skygge for den virkelige verden. Det sidste, at det måske er os selv, der kaster skyggerne, peger i retning af den tanke, at sløret måske ikke ligger i verden, men i os, i vores tanke og i selve erkendelsen, ved - som beskrevet i del I - at vi, når vi tænker på noget, fx på 'verden...
Send en kommentar
Læs mere