De Ældstes ondskab

Din smerte er mit brændstof;

Sådan omtrent tror jeg det er rigtigt at karakterisere de Ældstes ondskab før de vendte tilbage til Gud og til dels stadigvæk.

Vi har gennem Vandrer mod Lysets tekstkreds belæg for at sige, at de Ældste med fuldt overlæg - fx gennem deres selvinkarnationer - søgte at bringe alle maksimal lidelse, sorg og elendighed.

Men - i en verden hvor vi alle gennem karmaloven, som vi sår skal vi høste, bestandig møder vores egne tanker og handlinger som i et nøjagtigt spejl, er en sådan adfærd dybt irrationel:

Gennem had og hadets gerninger at bringe umålelige lidelser over - ikke kun vi andre - men også over sig selv.

Nu - når vi tænker på de Ældste må vi huske, at de med faldet gradvist blev mere og mere forvirrede i tanke og handling.

Derfor må vi ikke forvente fornuft i deres liv og færden og i deres ondskab. Men vi kan sige generelt:

At ondskaben er irrationel fordi vi selv høster dens frugter før eller siden.

De samme lidelser vi - ikke kun de Ældste - bringer over andre, bringer vi samtidig over os selv. Dette er en naturlig følge af karmaloven og gengældelsesloven (jeg forstår karmaloven som den generelle universelle spejllov hvor vi møder os selv på godt og ondt, mens gengældelsesloven gælder specifikt for det onde vi gør; se eventuelt mine tidligere indlæg om gengældelsesloven; gengældelsesloven er ikke skabt for at straffe os men for at opdrage os).

Men - hvis det forholder sig sådan, at vi virkelig lever under denne lov, så kan vi ved at betragte historien og til dels nutiden få en fornemmelse af de lidelser, der venter dem, der har gjort mest ondt;

Betragt en Caligula, en Napoleon, en Hitler, en Stalin, en Mao-tse-tung; se på alle tiders største forbrydere, der har begået folkedrab og mægtige forbrydelser mod menneskeheden;

Og vid, at alt det de har forbrudt en dag vil vende sig mod dem selv.

Vi kan føle vrede mod disse mennesker; men når vi betænker at de først og fremmest gennem gengældelsesloven er deres eget offer;

Er det så ikke mere nærliggende at føle medynk og søge at tilgive dem, selv om de måske ikke fortryder og angrer endnu?

At søge det vil være en efterleven af Kristi bud:  Elsk dine fjender, tilgiv dine fjender; og dermed kan vi tænde lys på de mørke veje de Ældste vandrer.

Måske vil de spotte en sådan tanke og fortsætte uberørt en tid endnu med deres ondskab. Men den dag vil komme, hvor de vil vide at værdsætte en sådan ægte næstekærlighed efter fortjeneste.