Gå videre til hovedindholdet

Dogmet om frelse ved tro og den uendelige kærlighedens Magt

Vi kan kun besejre mørket ved at tænde lys; Lene Juhl

Et hoveddogme i kristendommen - i hvert fald i den evangelisk-lutherske gren - er dogmet om frelse ved tro.

Dette dogme skyldes oprindelig Paulus og Luther gentog det.

Hvorfra havde Paulus sin bemyndigelse til at hævde denne tanke?

Angiveligt fra Gud selv. I indledningen til Romerbrevet siger han, at han er udvalgt af Gud til at forkynde evangeliet om Kristus. Dertil hører så dogmet om frelse ved tro.

At Paulus mente sig udvalgt af Gud hænger sammen med beretningen i Apostlenes Gerninger kap. 9 om hvordan Kristus åbenbarede sig for ham på hans vej til Damaskus hvortil han var sendt for at fængsle tilhængerne af Kristus og den nye Vej.

Med denne oplevelse ændrede Paulus sig fra en forfølger til en tilhænger af Kristus og Vejen og derfra mener han at have sin bemyndigelse til at forkynde evangeliet.

Selve tanken om frelse ved tro fører han tilbage til beretningen i 1. Mosebog kap. 12-25 om Abraham ('fader til alle troende') som kulminerer i fortællingen om hvordan Gud pålagde Abraham at ofre sin søn, Isak, og Abraham der er parat til at adlyde; i sidste øjeblik standser Gud dog Abraham da Han har set Abrahams ubetingede tro og lydighed.

Så dogmet - hævdes det - stammer fra Gud.

Nu - for at vi mennesker har brug for frelse er det nødvendigt at vi skal frelses fra noget. Det vi skal frelses fra er fortabelsen. Siden syndefaldet (1. Mosebog kap. 3) har skabningen ligget i fortabelse, hævdes det.

Men - i den uendelige kærlighedens Magt, Gud, der har åbenbaret sig for mig personligt og som åbenbarer sig for alle mennesker gennem Vandrer mod Lyset - i denne Guds univers og Verdensalt findes der ingen fortabelse og derfor har vi ikke brug for frelse.

 Alle - selv Satan (Ardor) - skal engang gå ind til den evige salighed, fred og lykke i Guds Rige, Paradis. Ingen skal fortabes.

 Derfor har Paulus (og Luther og andre) uret når de hævder frelse ved tro og hans påståede bemyndigelse fra Gud og Kristus er falsk.

Dogmet om frelse ved tro deler kristendommen med Islam, om end det her har en lidt anden udformning.

Begge dele - begge versioner - er forkerte;

For i Guds, den uendelige Kærlighed og Magts, verden findes fortabelsen ikke.

Hvem har loddet den Almægtiges kærligheds dyb?

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og d...
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d...
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst...
Send en kommentar
Læs mere