Vi kan kun besejre mørket ved at tænde lys; Lene Juhl
Et hoveddogme i kristendommen - i hvert fald i den evangelisk-lutherske gren - er dogmet om frelse ved tro.
Dette dogme skyldes oprindelig Paulus og Luther gentog det.
Hvorfra havde Paulus sin bemyndigelse til at hævde denne tanke?
Angiveligt fra Gud selv. I indledningen til Romerbrevet siger han, at han er udvalgt af Gud til at forkynde evangeliet om Kristus. Dertil hører så dogmet om frelse ved tro.
At Paulus mente sig udvalgt af Gud hænger sammen med beretningen i Apostlenes Gerninger kap. 9 om hvordan Kristus åbenbarede sig for ham på hans vej til Damaskus hvortil han var sendt for at fængsle tilhængerne af Kristus og den nye Vej.
Med denne oplevelse ændrede Paulus sig fra en forfølger til en tilhænger af Kristus og Vejen og derfra mener han at have sin bemyndigelse til at forkynde evangeliet.
Selve tanken om frelse ved tro fører han tilbage til beretningen i 1. Mosebog kap. 12-25 om Abraham ('fader til alle troende') som kulminerer i fortællingen om hvordan Gud pålagde Abraham at ofre sin søn, Isak, og Abraham der er parat til at adlyde; i sidste øjeblik standser Gud dog Abraham da Han har set Abrahams ubetingede tro og lydighed.
Så dogmet - hævdes det - stammer fra Gud.
Nu - for at vi mennesker har brug for frelse er det nødvendigt at vi skal frelses fra noget. Det vi skal frelses fra er fortabelsen. Siden syndefaldet (1. Mosebog kap. 3) har skabningen ligget i fortabelse, hævdes det.
Men - i den uendelige kærlighedens Magt, Gud, der har åbenbaret sig for mig personligt og som åbenbarer sig for alle mennesker gennem Vandrer mod Lyset - i denne Guds univers og Verdensalt findes der ingen fortabelse og derfor har vi ikke brug for frelse.
Alle - selv Satan (Ardor) - skal engang gå ind til den evige salighed, fred og lykke i Guds Rige, Paradis. Ingen skal fortabes.
Derfor har Paulus (og Luther og andre) uret når de hævder frelse ved tro og hans påståede bemyndigelse fra Gud og Kristus er falsk.
Dogmet om frelse ved tro deler kristendommen med Islam, om end det her har en lidt anden udformning.
Begge dele - begge versioner - er forkerte;
For i Guds, den uendelige Kærlighed og Magts, verden findes fortabelsen ikke.
Hvem har loddet den Almægtiges kærligheds dyb?
Et hoveddogme i kristendommen - i hvert fald i den evangelisk-lutherske gren - er dogmet om frelse ved tro.
Dette dogme skyldes oprindelig Paulus og Luther gentog det.
Hvorfra havde Paulus sin bemyndigelse til at hævde denne tanke?
Angiveligt fra Gud selv. I indledningen til Romerbrevet siger han, at han er udvalgt af Gud til at forkynde evangeliet om Kristus. Dertil hører så dogmet om frelse ved tro.
At Paulus mente sig udvalgt af Gud hænger sammen med beretningen i Apostlenes Gerninger kap. 9 om hvordan Kristus åbenbarede sig for ham på hans vej til Damaskus hvortil han var sendt for at fængsle tilhængerne af Kristus og den nye Vej.
Med denne oplevelse ændrede Paulus sig fra en forfølger til en tilhænger af Kristus og Vejen og derfra mener han at have sin bemyndigelse til at forkynde evangeliet.
Selve tanken om frelse ved tro fører han tilbage til beretningen i 1. Mosebog kap. 12-25 om Abraham ('fader til alle troende') som kulminerer i fortællingen om hvordan Gud pålagde Abraham at ofre sin søn, Isak, og Abraham der er parat til at adlyde; i sidste øjeblik standser Gud dog Abraham da Han har set Abrahams ubetingede tro og lydighed.
Så dogmet - hævdes det - stammer fra Gud.
Nu - for at vi mennesker har brug for frelse er det nødvendigt at vi skal frelses fra noget. Det vi skal frelses fra er fortabelsen. Siden syndefaldet (1. Mosebog kap. 3) har skabningen ligget i fortabelse, hævdes det.
Men - i den uendelige kærlighedens Magt, Gud, der har åbenbaret sig for mig personligt og som åbenbarer sig for alle mennesker gennem Vandrer mod Lyset - i denne Guds univers og Verdensalt findes der ingen fortabelse og derfor har vi ikke brug for frelse.
Alle - selv Satan (Ardor) - skal engang gå ind til den evige salighed, fred og lykke i Guds Rige, Paradis. Ingen skal fortabes.
Derfor har Paulus (og Luther og andre) uret når de hævder frelse ved tro og hans påståede bemyndigelse fra Gud og Kristus er falsk.
Dogmet om frelse ved tro deler kristendommen med Islam, om end det her har en lidt anden udformning.
Begge dele - begge versioner - er forkerte;
For i Guds, den uendelige Kærlighed og Magts, verden findes fortabelsen ikke.
Hvem har loddet den Almægtiges kærligheds dyb?
Kommentarer
Send en kommentar