Tanken om mørkets dobbeltnatur - at mørket, det onde, har en 'lys' og en rent sort side (se tidligere indlæg) - kan - udover det jeg allerede har skrevet om emnet - illustreres af kristendommens og islams forestillinger om Gud og djævelen og i deres forestillinger om frelse og fortabelse:
I begge religioner hævdes en 'Gud' der på den ene side lover frelse ved tro eller underkastelse og på den anden side truer med fortabelse ved vantro eller oprør.
Virkeligheden er - siger jeg med den Gud der har åbenbaret sig personligt for mig og som åbenbarer sig for alle mennesker gennem Vandrer mod Lyset - at den sande Gud, den uendelige kærlighedens Magt, hverken kræver en speciel tro eller underkastelse og at ingen skal fortabes.
Da der ingen fortabelse er, har vi heller ikke brug for frelse, og den kristne og islamiske forestilling om Gud - den dømmende og i nogle tilfælde fordømmende Gud - og djævelen - den fortabte - er yderpoler i det samme mørke - dets 'lyse' ('Gud') og dets rent sorte side ('djævelen').
Gud, den uendelige kærlighedens Magt, kærlighedens og Livets Herre, dømmer ingen, Han fordømmer ingen, Han straffer ingen, men Han elsker alle og engang vil Han byde alle - også Satan (Ardor) - velkommen til den evige salighed i sit Rige.
Og derfor er både den kristne og den islamiske forståelse af Gud og djævel, frelse og fortabelse, et udtryk for det samme mørke - 'Gud' og 'djævel' er som de hævdes i kristendom og islam identiske - i 'lys' og rent sort forklædning.
I begge religioner hævdes en 'Gud' der på den ene side lover frelse ved tro eller underkastelse og på den anden side truer med fortabelse ved vantro eller oprør.
Virkeligheden er - siger jeg med den Gud der har åbenbaret sig personligt for mig og som åbenbarer sig for alle mennesker gennem Vandrer mod Lyset - at den sande Gud, den uendelige kærlighedens Magt, hverken kræver en speciel tro eller underkastelse og at ingen skal fortabes.
Da der ingen fortabelse er, har vi heller ikke brug for frelse, og den kristne og islamiske forestilling om Gud - den dømmende og i nogle tilfælde fordømmende Gud - og djævelen - den fortabte - er yderpoler i det samme mørke - dets 'lyse' ('Gud') og dets rent sorte side ('djævelen').
Gud, den uendelige kærlighedens Magt, kærlighedens og Livets Herre, dømmer ingen, Han fordømmer ingen, Han straffer ingen, men Han elsker alle og engang vil Han byde alle - også Satan (Ardor) - velkommen til den evige salighed i sit Rige.
Og derfor er både den kristne og den islamiske forståelse af Gud og djævel, frelse og fortabelse, et udtryk for det samme mørke - 'Gud' og 'djævel' er som de hævdes i kristendom og islam identiske - i 'lys' og rent sort forklædning.
Kommentarer
Send en kommentar