Carsten Ploug Olsen

Tanken om mørkets dobbeltnatur - at mørket, det onde, har en 'lys' og en rent sort side (se tidligere indlæg) - kan - udover det jeg allerede har skrevet om emnet - illustreres af kristendommens og islams forestillinger om Gud og djævelen og i deres forestillinger om frelse og fortabelse: I begge religioner hævdes en 'Gud' der på den ene side lover frelse ved tro eller underkastelse og på den anden side truer med fortabelse ved vantro eller oprør. Virkeligheden er - siger jeg med den Gud der har åbenbaret sig personligt for mig og som åbenbarer sig for alle mennesker gennem Vandrer mod Lyset - at den sande Gud, den uendelige kærlighedens Magt, hverken kræver en speciel tro eller underkastelse og at ingen skal fortabes. Da der ingen fortabelse er, har vi heller ikke brug for frelse, og den kristne og islamiske forestilling om Gud - den dømmende og i nogle tilfælde fordømmende Gud - og djævelen - den fortabte - er yderpoler i det samme mørke - dets 'lyse' (...

På ukendte favne hvor intet lod har fundet bund, nedsænker jeg blik og skrift; (Med venligt lån fra Shakespeare) Se, den unge kvinde elske, se hendes hjerte flamme i stærk brand. Se, den unge mand vender sig bort og ser hende ikke. Se, hendes hjerte blive til sten, tung som døden, den trækker hende i dybet. Se, mørke lukker sig over hende, gennem årtier, langsomt knuger det hende omkring det forliste hjerte. Snart er det hendes sidste åndedrag; Idet hun rækker hænder mod himlen og beder om død, er stenen forvandlet - En ædelsten med engles klarhed og varme stråler i hjerteform mod verden og mennesker - Ved det nye åndedrag forstår hun: Sådan tændes det største lys i det dybeste mørke; sådan plantes livets træ ved dødens rod! Se, så skyder træet gennem mørke, søger lyset og livet, ved ekstremt pres som gennem en fødselskanal bryder det igennem: Sådan genfødes ånden! Sådan genrenses åndens inderste kilde og væsen og bliver hel!

Altid dukker uhyret op med nye ansigter. For hvert hoved vi hukker af vokser - som hydraens - to nye frem. Menneskehad er dets natur og det vil blive ved med at finde udløb - i utallige former - så længe vi ikke renser os selv. Se, hyklerne danse om det døde hoved deres fædre hukkede af - og se de to nye parate - usete - til huk. Se, xenofobien - vor tids hydrahoved - vor tids fascisme; se, blinde hyklere danse ind i dens gab.

Efter at have set TV2 dokumentaren Guds bedste børn hvor det beskrives hvordan forskellige radikale kristne grupper foretager 'dæmonuddrivelse' og 'genfødsel i Helligånden' vil jeg sige, at på mig virker det der sker som forførelse kulminerende i en psykisk eller åndelig voldtægt. Det dokumenteres blandt andet, at man tager medicin fra psykisk syge, man foretager 'dæmonuddrivelse' på børn og efterlader ofrene - vil jeg kalde dem - knuste og ofte med en stor gæld. Forførelsen og voldtægten består efter min opfattelse i, at der er tale om sårbare mennesker, der i dyb lidelse og desperation opsøger disse grupper der lover et brud med en smertefuld fortid og en 'genfødsel' til et nyt liv med Gud. Hvor forjættende for et menneske i smerte og hvor dybt uansvarligt og skammeligt af den såkaldt karismatiske vækkelses ledere. Det dokumenteres også, at ofrene påbydes at bryde med familien og at disse grupper leder efter mennesker uden en plan B. Ja, så e...

Måske kan man brænde bøger og skænde og brænde dem som skrev dem, men kan vi brænde tonen bag? Hvem kan brænde musik? Hvis ethvert menneske er en node i en udødelig og evig symfoni; mangler en er musikken forgæves. Vi kan brænde et menneske, men kan vi brænde musikken der bærer det? Se, engang i den stille skov ved søen blandt høje træer en lys sommernat; I stilheden knæler en gylden node, huler hånden og drikker sølv; det er mig eller dig eller alle eller ingen; Hvilken tåbe vil brænde sangen der stiger og stiger i styrke og stilhed fra os mod det uendelige Hvælv? Se, sangen er gyldne nøgler, de drejer himlen åben og vi træder ind til evig flammende skønhed og fred.

Hvis civile borgere og statsledere kendte de reelle konsekvenser af mord, terror og krig, ville vi formentlig se langt færre af disse afskyelige forbrydelser. De reelle konsekvenser er: At morderen, terroristen eller krigsherren i fremtidige inkarnationer skal redde lige så mange liv, som der er taget, før han eller hun selv kan vandre videre mod lyset og saligheden. Denne soning som skal foretages i henhold til gengældelsesloven, kan strække sig mange tusind år eller mere frem i tiden. Udover de mange liv der i nogle tilfælde må reddes er der alle de psykiske og åndelige lidelser som forbryderen har bragt over de efterladte; forældre, børn, venner og andre. Også disse lidelser må forbryderen gennemleve fuldt ud; ikke som straf - Gud straffer ikke - men for at han kan se og føle præcis hvad han har gjort og hvor ondt det er; for som vi sår skal vi høste. Det er derfor Kristus siger i sin tale til os i Vandrer mod Lyset, at intet skader os mere og sinker os mere i vandringen...

Hvis det er rigtigt forstået, at naturvidenskaben bygger på iagttagelser af fænomener og derefter søger at forklare de iagttagne fænomener og at teste teorien ved eksperiment; observation-teoridannelse - test af teori ved eksperiment; og at naturvidenskaben derfor er en induktiv erkendelsesmetode; Så er det muligt at fremføre et principielt argument for, at naturvidenskaben - ligesom religionen (se eventuelt mine tidligere skriverier om det principielt umulige for en total religiøs åbenbaring) - ikke kan give svar på alt. Argumentet siger samtidig noget om tankens natur: Naturvidenskaben iagttager fænomener men ikke den der iagttager fænomenerne. Derfor mangler vi erkendelse om den der iagttager og derfor kan iagttagelsen principielt aldrig blive fuldstændig. Vi kan erkende det vi iagttager, men ikke den der iagttager. Iagttager vi den der iagttager, er der en der iagttager den der iagttager, og den der iagttager den der iagttager er igen uden for vores iagttagelse og så vide...

Når vi tænder lys - åndeligt - søger mørket at kvæle det. Dette er et grundvilkår for lysarbejderen og derfor møder han eller hun ofte modstand eller decideret forfølgelse. Nogle eksempler: Da Kopernikus udviklede sit heliocentriske verdensbillede, søgte både kirken og tilhængere af det ptolemæiske geocentriske system (Ptolemæus, Almagest) at bringe ham til tavshed. Da Luther skabte sine - små - lyspunkter idet han hævdede Skriftens autoritet frem for kirkens og pavens, mødte han stor modstand fra den gamle institutionelle kristendom. Da Gallilei fremlagde sine videnskabelige resultater, blev han tvunget til at tilbagekalde. Da Jesus af Nazareth udfordrede jødedommen endte han på korset. Da Mani trådte frem med sine tanker om Gud og verden og den stadige kamp mellem godt og ondt, lys og mørke, blev han henrettet og hans bøger brændt. Osv osv. At det ikke er ufarligt at søge at tænde lys på mørke steder kan også iagttages i det enkelte menneske. Dunkle egne i sindet sø...

Vi kan kun besejre mørket ved at tænde lys; Lene Juhl Et hoveddogme i kristendommen - i hvert fald i den evangelisk-lutherske gren - er dogmet om frelse ved tro. Dette dogme skyldes oprindelig Paulus og Luther gentog det. Hvorfra havde Paulus sin bemyndigelse til at hævde denne tanke? Angiveligt fra Gud selv. I indledningen til Romerbrevet siger han, at han er udvalgt af Gud til at forkynde evangeliet om Kristus. Dertil hører så dogmet om frelse ved tro. At Paulus mente sig udvalgt af Gud hænger sammen med beretningen i Apostlenes Gerninger kap. 9 om hvordan Kristus åbenbarede sig for ham på hans vej til Damaskus hvortil han var sendt for at fængsle tilhængerne af Kristus og den nye Vej. Med denne oplevelse ændrede Paulus sig fra en forfølger til en tilhænger af Kristus og Vejen og derfra mener han at have sin bemyndigelse til at forkynde evangeliet. Selve tanken om frelse ved tro fører han tilbage til beretningen i 1. Mosebog kap. 12-25 om Abraham ('fader til alle tr...

Luther hævdede i sit skrift Freiheit eines Christenmenschen at tro skaber gode handlinger og ligner troen ved et træ, der bærer gode frugter. Er denne tanke sand eller blot sandsynlig? Lad os se på historien. Hvis troen er det ubetinget gode, et gode som afføder gode gerninger, må vi forvente, at troende kristne til alle tider altid eller overvejende handler godt. Dette udelukker så naturligt de paver, kardinaler, biskopper og præster i den katolske kirke der brandskattede folket i fortiden, dem der førte krige, levede et udsvævende liv, som snød og bedrog, solgte kirkelige embeder (simoni) osv. Det udelukker inkvisitionen og dens ufattelige grusomhed og dens dommere og bødler, der sendte tusinder til en langsom og pinefuld død på bålet. Og det udelukker de nutidige katolske præster der misbruger børn seksuelt. Alle disse kunne efter Luthers tanke ikke være kristne, da deres handlinger var og er onde eller ukristelige. De var da og er ikke troende. Men hvad med den luth...

Din smerte er mit brændstof; Sådan omtrent tror jeg det er rigtigt at karakterisere de Ældstes ondskab før de vendte tilbage til Gud og til dels stadigvæk. Vi har gennem Vandrer mod Lysets tekstkreds belæg for at sige, at de Ældste med fuldt overlæg - fx gennem deres selvinkarnationer - søgte at bringe alle maksimal lidelse, sorg og elendighed. Men - i en verden hvor vi alle gennem karmaloven, som vi sår skal vi høste, bestandig møder vores egne tanker og handlinger som i et nøjagtigt spejl, er en sådan adfærd dybt irrationel: Gennem had og hadets gerninger at bringe umålelige lidelser over - ikke kun vi andre - men også over sig selv. Nu - når vi tænker på de Ældste må vi huske, at de med faldet gradvist blev mere og mere forvirrede i tanke og handling. Derfor må vi ikke forvente fornuft i deres liv og færden og i deres ondskab. Men vi kan sige generelt: At ondskaben er irrationel fordi vi selv høster dens frugter før eller siden. De samme lidelser vi - ikke kun de Æld...

Som alle ved - eller burde vide - ved vi ingenting. Som også Will Durant vidste og med altid godt humør konstaterer, så er en smule uddannelse det farligste - det kunne jo ske at en troede at vide noget. Alting flyder - det står fast. Vi går baglæns fremad ind i uvidenheden så snart vi dannes - skridt for skridt, stykke for stykke, afklæder livet os de figenblade vi i panik og stillet overfor det vældige intet søger at dække vores nøgenhed med. Livet er en underholdende eller pinefuld eller ligegyldig striptease - lad denne erkendelse slutte som en lille trusse om de ædle dele inden livet også nupper den. Måske er vi og verden en urolig tanke eller drøm i et altomfattende Væsens hjerne eller hjerte - måske vil Han eller Hun en dag vågne og vi forsvinde. Måske er vi celler eller bakterier i et andet Væsen - resistente mod al behandling og modgift. Nogle griner, andre græder over livets uudgrundelighed; nogle finder skønhed i livets skrøbelighed og flygtighed: Fordi der kun...