Gå videre til hovedindholdet

Portræt af en snebold (eller den løbende eskimo)

Det gælder ikke om at få mennesker til at læse, men om at få dem til at tænke; Montesquieu (De l' Esprit des lois)

 1. Vi henter vores værdighed i vores arbejde og i det vi præsterer

Derfor

2. Har mennesker en brugsværdi og mindre en egenværdi og som brugsgenstande kan vi bruges og smides væk

3. Menneskets egenværdi hører til i fritiden, som en hobby eller bibeskæftigelse

Derfor

4. Har vi brug for stimulanser for at overdøve smerten over at vi er midler, ikke mål

5. Jo mere vi miskendes som mennesker, jo flere stimulanser har vi brug for

Og

6. Jo flere stimulanser jo mere oversvømmes vi af reklameforurening og -støj, jo lettere narres vi af alle skiltene der skriger

7. Lykken er her, freden er her, glæden er her og ikke i os selv

8. Al denne forurening og larm produceres af ulykkelige og fortvivlede hvis værdi er brugsværdi og ikke egenværdi, hurtigere og hurtigere snurrer hjulene og vi bliver mere og mere fortvivlede og har brug for flere og flere stimulanser og mere og mere støj til at overdøve støjen og fortvivlelsen

Derfor

9. Kan vi enten sulte eller fortvivle, dø eller løbe som eskimoen der skal løbe hurtigere og hurtigere for at sveden ikke skal fryse til is og dræbe ham

10. Ve os

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og d...
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d...
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst...
Send en kommentar
Læs mere