Ved et første blik på logikken, den orden der synes at ligge i tanken, kan vi iagttage at den er parallel til sammenhængen mellem årsag og virkning.
Ethvert fysisk fænomen må antages at have en årsag. Fx at gaden er våd fordi det regner.
Selve det fysiske fænomen at gaden er våd og at det regner sammenkæder tanken via logikken så vi tænker at årsagen til at gaden er våd er at det regner.
Formaliseret og generaliseret kan vi udtrykke en årsag og en virkning ved sætningen:
Hvis p så q; p! derfor q.
Årsagssætningen gælder ikke kun for fysiske fænomener men også for mentale ved logikken. Bestemte tanker følges med nødvendighed af andre bestemte tanker via nødvendige slutninger eller domme.
Fx den flere gange nævnte tankerække om Guds natur (Hvis Gud findes og Han er den Højeste..osv).
Eller fx ved den ovenfor nævnte formaliserede årsagssætning.
Altså: Logik er udtryk for en orden i tanken der minder om årsagssætningen for fysiske fænomener. Logikken kan både bruges til at slutte eller erkende noget om fysiske og ydre fænomener og om mentale og indre sammenhænge.
Både John Locke (An essay concerning human understanding) og Thomas Hobbes (Leviathan) hævder, at der intet findes i vores tanke eller bevidsthed som ikke først har været i sanserne.
Disse tanker der er en del af den britiske empirisme er imidlertid lette at modbevise:
Hvis vi retter blikket mod tanken selv idet vi som Kant søger at gennemføre den copernikanske vending for erkendelsen væk fra den ydre og fysiske verden og ind mod tanken eller erkendelsen selv er det klart, at tanken selv opfatter vi ikke med sanserne og tanken eller erkendelsen selv er ikke først i sanserne; alligevel kan vi erkende noget om tanken og erkendelsen;
Jeg ser ikke mine tanker, jeg lugter dem ikke, hører dem ikke, føler dem ikke og smager dem ikke; kort sagt, jeg sanser dem ikke men tænker dem. Derfor må tankerne være oversanselige.
Men der er altså den sammenhæng mellem den ydre og den indre verden at de begge erkendes ved det universelle erkendelsesredskab, logikken.
Da logikken er en egenskab eller en struktur i tanken og da tanken er oversanselig, så må også logikken være oversanselig.
Og da logikken er oversanselig må den også have sin årsag i det oversanselige; denne oversanselige årsag til tanken og logikken plejer vi at kalde Gud.
Ethvert fysisk fænomen må antages at have en årsag. Fx at gaden er våd fordi det regner.
Selve det fysiske fænomen at gaden er våd og at det regner sammenkæder tanken via logikken så vi tænker at årsagen til at gaden er våd er at det regner.
Formaliseret og generaliseret kan vi udtrykke en årsag og en virkning ved sætningen:
Hvis p så q; p! derfor q.
Årsagssætningen gælder ikke kun for fysiske fænomener men også for mentale ved logikken. Bestemte tanker følges med nødvendighed af andre bestemte tanker via nødvendige slutninger eller domme.
Fx den flere gange nævnte tankerække om Guds natur (Hvis Gud findes og Han er den Højeste..osv).
Eller fx ved den ovenfor nævnte formaliserede årsagssætning.
Altså: Logik er udtryk for en orden i tanken der minder om årsagssætningen for fysiske fænomener. Logikken kan både bruges til at slutte eller erkende noget om fysiske og ydre fænomener og om mentale og indre sammenhænge.
Både John Locke (An essay concerning human understanding) og Thomas Hobbes (Leviathan) hævder, at der intet findes i vores tanke eller bevidsthed som ikke først har været i sanserne.
Disse tanker der er en del af den britiske empirisme er imidlertid lette at modbevise:
Hvis vi retter blikket mod tanken selv idet vi som Kant søger at gennemføre den copernikanske vending for erkendelsen væk fra den ydre og fysiske verden og ind mod tanken eller erkendelsen selv er det klart, at tanken selv opfatter vi ikke med sanserne og tanken eller erkendelsen selv er ikke først i sanserne; alligevel kan vi erkende noget om tanken og erkendelsen;
Jeg ser ikke mine tanker, jeg lugter dem ikke, hører dem ikke, føler dem ikke og smager dem ikke; kort sagt, jeg sanser dem ikke men tænker dem. Derfor må tankerne være oversanselige.
Men der er altså den sammenhæng mellem den ydre og den indre verden at de begge erkendes ved det universelle erkendelsesredskab, logikken.
Da logikken er en egenskab eller en struktur i tanken og da tanken er oversanselig, så må også logikken være oversanselig.
Og da logikken er oversanselig må den også have sin årsag i det oversanselige; denne oversanselige årsag til tanken og logikken plejer vi at kalde Gud.
Kommentarer
Send en kommentar