Der er næppe to forfattere der er mere forskellige end de omtrent samtidige Nietzsche og Dostojevskij; Nietzsche med sit overmenneske, der stræber efter og har ret til magt, Dostojevskij med sit undselige menneske, anti-helten der kæmper for overlevelse blandt rovdyr.
I Raskolnikov lader Dostojevskij et lille menneske, en fattig student, antage overmenneskets moral og stræben: Alt er tilladt.
Og i overmod dræber Raskolnikov en kvindelig pantelåner for at gå i det store menneskes fodspor.
Men kort efter, liggende under et buskads, begynder samvittigheden at plage ham, og han tænker: Begynder straffen allerede?
I Idioten prøver Dostojevskij at opstille et andet idealmenneske, fyrst Mysķjin; et menneske der altid tror det bedste om sine medmennesker men som ender med så at sige at blive offer for sin egen godhed og naivitet; hans type er ikke levedygtig og han bliver knust under verdens ubarmhjertige hjul.
Nietzsches idealmenneske er overmennesket, tyrannen med vilje og ret til magt, det samvittighedsløse menneske, en Napoleon; men tyrannens magt er ustabil og flygtig på grund af alt det had han vækker på sin vej mod toppen og siddende på tronen. Kun den magt der bygger på frihed og respekt for mennesker er varig og bæredygtig.
Så når ingen af disse idealer, disse antipoder, er levedygtige; hvilket ideal kan man da opstille for mennesker?
Hvilket andet end Kristus; det ydmyge, ikke naive men vidende menneske hvis magt ikke bygger på tvang og undertrykkelse men på kærlighed, frihed, tilgivelse og selvbeherskelse.
Kristus har magt men er ingen tyran. Kristus kender mennesket men elsker og tilgiver også dem der er imod ham. Han er et ideal; ikke fordi han døde for os men fordi han levede for os og lærte os at elske.
Med Kristus fødes håbet. Håbet for en bedre verden eller rettere et bedre menneske og en højnelse af vores etiske sans idet han lærer os ikke at søge hævn men at tilgive vores fjender.
Hverken over- eller undermennesket er levedygtige idealer; begge typer rummer sin egen undergang.
Det elskende menneske, det indsigtsfulde og vidende og tilgivende menneske kan leve. For med det fødes håbet.
I Raskolnikov lader Dostojevskij et lille menneske, en fattig student, antage overmenneskets moral og stræben: Alt er tilladt.
Og i overmod dræber Raskolnikov en kvindelig pantelåner for at gå i det store menneskes fodspor.
Men kort efter, liggende under et buskads, begynder samvittigheden at plage ham, og han tænker: Begynder straffen allerede?
I Idioten prøver Dostojevskij at opstille et andet idealmenneske, fyrst Mysķjin; et menneske der altid tror det bedste om sine medmennesker men som ender med så at sige at blive offer for sin egen godhed og naivitet; hans type er ikke levedygtig og han bliver knust under verdens ubarmhjertige hjul.
Nietzsches idealmenneske er overmennesket, tyrannen med vilje og ret til magt, det samvittighedsløse menneske, en Napoleon; men tyrannens magt er ustabil og flygtig på grund af alt det had han vækker på sin vej mod toppen og siddende på tronen. Kun den magt der bygger på frihed og respekt for mennesker er varig og bæredygtig.
Så når ingen af disse idealer, disse antipoder, er levedygtige; hvilket ideal kan man da opstille for mennesker?
Hvilket andet end Kristus; det ydmyge, ikke naive men vidende menneske hvis magt ikke bygger på tvang og undertrykkelse men på kærlighed, frihed, tilgivelse og selvbeherskelse.
Kristus har magt men er ingen tyran. Kristus kender mennesket men elsker og tilgiver også dem der er imod ham. Han er et ideal; ikke fordi han døde for os men fordi han levede for os og lærte os at elske.
Med Kristus fødes håbet. Håbet for en bedre verden eller rettere et bedre menneske og en højnelse af vores etiske sans idet han lærer os ikke at søge hævn men at tilgive vores fjender.
Hverken over- eller undermennesket er levedygtige idealer; begge typer rummer sin egen undergang.
Det elskende menneske, det indsigtsfulde og vidende og tilgivende menneske kan leve. For med det fødes håbet.
Kommentarer
Send en kommentar