Gå videre til hovedindholdet

Nietzsche og Dostojevskij

Der er næppe to forfattere der er mere forskellige end de omtrent samtidige Nietzsche og Dostojevskij; Nietzsche med sit overmenneske, der stræber efter og har ret til magt, Dostojevskij med sit undselige menneske, anti-helten der kæmper for overlevelse blandt rovdyr.

I Raskolnikov lader Dostojevskij et lille menneske, en fattig student, antage overmenneskets moral og stræben: Alt er tilladt.

Og i overmod dræber Raskolnikov en kvindelig pantelåner for at gå i det store menneskes fodspor.

Men kort efter, liggende under et buskads, begynder samvittigheden at plage ham, og han tænker: Begynder straffen allerede?

 I Idioten prøver Dostojevskij at opstille et andet idealmenneske, fyrst Mysķjin; et menneske der altid tror det bedste om sine medmennesker men som ender med så at sige at blive offer for sin egen godhed og naivitet; hans type er ikke levedygtig og han bliver knust under verdens ubarmhjertige hjul.

Nietzsches idealmenneske er overmennesket, tyrannen med vilje og ret til magt, det samvittighedsløse menneske, en Napoleon; men tyrannens magt er ustabil og flygtig på grund af alt det had han vækker på sin vej mod toppen og siddende på tronen. Kun den magt der bygger på frihed og respekt for mennesker er varig og bæredygtig.

Så når ingen af disse idealer, disse antipoder, er levedygtige; hvilket ideal kan man da opstille for mennesker?

Hvilket andet end Kristus; det ydmyge, ikke naive men vidende menneske hvis magt ikke bygger på tvang og undertrykkelse men på kærlighed, frihed, tilgivelse og selvbeherskelse.

Kristus har magt men er ingen tyran. Kristus kender mennesket men elsker og tilgiver også dem der er imod ham. Han er et ideal; ikke fordi han døde for os men fordi han levede for os og lærte os at elske.

Med Kristus fødes håbet. Håbet for en bedre verden eller rettere et bedre menneske og en højnelse af vores etiske sans idet han lærer os ikke at søge hævn men at tilgive vores fjender.

Hverken over- eller undermennesket er levedygtige idealer; begge typer rummer sin egen undergang.

Det elskende menneske, det indsigtsfulde og vidende og tilgivende menneske kan leve. For med det fødes håbet.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d...
Send en kommentar
Læs mere

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og d...
Send en kommentar
Læs mere

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...
Send en kommentar
Læs mere