Som den amerikanske filosof, historiker og forfatter Will Durant siger et sted så kan videnskab opfattes som studier af dele mens filosofi beskæftiger sig med helheder.
Eller med andre ord: Videnskab analyserer, filosofi syntetiserer.
Hvis vi søger en bro mellem de to grene af den menneskelige erkendelse, kommer vi ikke udenom Kants tænkning.
Som jeg forstår Kant og som Durant bemærker, så skabte Kant sin filosofi ud fra et ønske om at redde både videnskab og religion ud af den blindgyde som Humes radikale skepticisme havde hensat dem i.
Resultatet var at Kant tværtimod lagde videnskab og religion tilsyneladende endeligt i graven:
Vi kan ikke vide noget om tingene som de er i sig selv men kun som de fremtræder og kommer tilsyne for os (ding-an-sich; Erscheinung; vi kan kun studere fænomener, ikke tingene i sig selv) hvilket skaber en grænse for videnskaben, og vi kan ikke bevise et nødvendigt Væsens eksistens (en af fornuftens fire antinomier som fremkommer når fornuften prøver at overskride, trandencere sig selv) hvilket - modsat hvad Spinoza hævdede - skaber en grænse for religionen.
Spidsformuleret er både vores videnskab og vores religion derfor henvist til tro. Vi kan ikke vide noget som helst med absolut, apodiktisk vished. Vi kan have tilnærmet viden, ikke vished.
Spørgsmålet er: Er dette et grundvilkår for mennesker, en naturlig og uoverstigelig grænse for den menneskelige erkendelse, eller findes der en udvej af denne blindgyde hvor vi må sige, at alt dybest set kan være tilfældet?
Er det muligt ved hjælp af en ny metafysik ikke kun at danne bro mellem videnskab og religion - som dybest set befinder sig i den samme usikkerhedens elendighed - men også skabe sikkerhed for begge?
Og hvordan er vi havnet i denne blindgyde?
Disse spørgsmål er det nødvendigt at besvare hvis ikke vi skal slå os til tåls med at vi dybest set intet kan vide med sikkerhed og at alt kan være tilfældet.
Som et første og grundlæggende resultat af denne eftersøgning af en sikker viden og en bro mellem videnskab og religion ved en ny metafysik kan vi hævde, at en sådan sikker viden må findes.
For hvis vi siger som sandhed og absolut viden, at der ingen sikker viden findes, havner vi i en selvmodsigelse der ophæver sit eget udsagn. Hvis der ingen sikker viden fandtes, ville vi ikke vide det. Derfor er udsagnet meningsløst.
Der må altså findes sikker viden. Spørgsmålet er hvad vi kan vide med sikkerhed og hvordan vi kan opnå sikker viden og dermed finde den faste grund i dybet. Det vil jeg søge at nærme mig et svar på i kommende indlæg her på bloggen og måske ved skrifter på min hjemmeside (carstenplougolsen.dk).
Eller med andre ord: Videnskab analyserer, filosofi syntetiserer.
Hvis vi søger en bro mellem de to grene af den menneskelige erkendelse, kommer vi ikke udenom Kants tænkning.
Som jeg forstår Kant og som Durant bemærker, så skabte Kant sin filosofi ud fra et ønske om at redde både videnskab og religion ud af den blindgyde som Humes radikale skepticisme havde hensat dem i.
Resultatet var at Kant tværtimod lagde videnskab og religion tilsyneladende endeligt i graven:
Vi kan ikke vide noget om tingene som de er i sig selv men kun som de fremtræder og kommer tilsyne for os (ding-an-sich; Erscheinung; vi kan kun studere fænomener, ikke tingene i sig selv) hvilket skaber en grænse for videnskaben, og vi kan ikke bevise et nødvendigt Væsens eksistens (en af fornuftens fire antinomier som fremkommer når fornuften prøver at overskride, trandencere sig selv) hvilket - modsat hvad Spinoza hævdede - skaber en grænse for religionen.
Spidsformuleret er både vores videnskab og vores religion derfor henvist til tro. Vi kan ikke vide noget som helst med absolut, apodiktisk vished. Vi kan have tilnærmet viden, ikke vished.
Spørgsmålet er: Er dette et grundvilkår for mennesker, en naturlig og uoverstigelig grænse for den menneskelige erkendelse, eller findes der en udvej af denne blindgyde hvor vi må sige, at alt dybest set kan være tilfældet?
Er det muligt ved hjælp af en ny metafysik ikke kun at danne bro mellem videnskab og religion - som dybest set befinder sig i den samme usikkerhedens elendighed - men også skabe sikkerhed for begge?
Og hvordan er vi havnet i denne blindgyde?
Disse spørgsmål er det nødvendigt at besvare hvis ikke vi skal slå os til tåls med at vi dybest set intet kan vide med sikkerhed og at alt kan være tilfældet.
Som et første og grundlæggende resultat af denne eftersøgning af en sikker viden og en bro mellem videnskab og religion ved en ny metafysik kan vi hævde, at en sådan sikker viden må findes.
For hvis vi siger som sandhed og absolut viden, at der ingen sikker viden findes, havner vi i en selvmodsigelse der ophæver sit eget udsagn. Hvis der ingen sikker viden fandtes, ville vi ikke vide det. Derfor er udsagnet meningsløst.
Der må altså findes sikker viden. Spørgsmålet er hvad vi kan vide med sikkerhed og hvordan vi kan opnå sikker viden og dermed finde den faste grund i dybet. Det vil jeg søge at nærme mig et svar på i kommende indlæg her på bloggen og måske ved skrifter på min hjemmeside (carstenplougolsen.dk).
Kommentarer
Send en kommentar