Til tanken om epistemologiske fundamentaler (se http://carstenplougolsen.dk/erkendelsesteori.pdf) vil jeg føje, at ikke blot stoffet (som i atomteorien), men også tanken eller erkendelsen kan tænkes at møde udelelige 'atomer' ved dyb analyse eller fortsat deling.
Atomteorien kan altså tænkes både at være gyldig med hensyn til stof og tanke og erkendelse eller bevidsthed.
Eksempler på epistemologiske atomer (eller udelelige fundamentaler) er selve fornuften, eksistens, uendelighed og flere andre.
Fx viste Kants forsøg på at gennemføre sin copernikanske vending væk fra omverdenen og mod erkendelsen selv, at erkendelse eller fornuft ikke umiddelbart lader sig bestemme nøjagtigt; dette er klart da hans forsøg udmundede i selvmodsigelser (vi kan ifølge Kant ikke erkende objekterne selv men kun som de kommer til syne (Erscheinung) for os).
På samme måde strandede Heideggers fundamentalontologi ('Sein und Zeit' (1927) hvori han søger at forklare begrebet eksistens) og han nåede aldrig at fuldføre den påtænkte anden del af værket.
I begge tilfælde strandede bestræbelserne måske fordi analysen ramte en epistemologisk, udelelig fundamental eller 'atom'; dvs et begreb der ikke lader sig opløse eller forklare videre.
Stof og erkendelse kan altså tænkes at være underlagt de samme forhold som er beskrevet i atomteorien og kvanteteorien.
Endvidere mht atomteorien: Hvis Vandrer mod Lysets beskrivelse af stoffet (VmL opererer med lys- og mørkepartikler) er korrekt, kendes i dag under halvdelen af alle eksisterende partikler.
Atomteorien kan altså tænkes både at være gyldig med hensyn til stof og tanke og erkendelse eller bevidsthed.
Eksempler på epistemologiske atomer (eller udelelige fundamentaler) er selve fornuften, eksistens, uendelighed og flere andre.
Fx viste Kants forsøg på at gennemføre sin copernikanske vending væk fra omverdenen og mod erkendelsen selv, at erkendelse eller fornuft ikke umiddelbart lader sig bestemme nøjagtigt; dette er klart da hans forsøg udmundede i selvmodsigelser (vi kan ifølge Kant ikke erkende objekterne selv men kun som de kommer til syne (Erscheinung) for os).
På samme måde strandede Heideggers fundamentalontologi ('Sein und Zeit' (1927) hvori han søger at forklare begrebet eksistens) og han nåede aldrig at fuldføre den påtænkte anden del af værket.
I begge tilfælde strandede bestræbelserne måske fordi analysen ramte en epistemologisk, udelelig fundamental eller 'atom'; dvs et begreb der ikke lader sig opløse eller forklare videre.
Stof og erkendelse kan altså tænkes at være underlagt de samme forhold som er beskrevet i atomteorien og kvanteteorien.
Endvidere mht atomteorien: Hvis Vandrer mod Lysets beskrivelse af stoffet (VmL opererer med lys- og mørkepartikler) er korrekt, kendes i dag under halvdelen af alle eksisterende partikler.
Kommentarer
Send en kommentar