Tyranniets uundgåelige fald

Hos Platon fremsætter sofisten, Thrasymachos, (Staten) den tanke at uretfærdighed er stærkere end retfærdighed og at magt kun udøves til den stærkeres fordel.

Heroverfor argumenterer Sokrates, at det forholder sig lige omvendt idet uretfærdighed og et uretfærdigt styre uvægerligt vil skabe så megen indre og ydre strid og modstand at det uretfærdige styre med nødvendighed vil falde før eller siden.

Dette er en teoretisk, filosofisk tanke som også understøttes af erfaringen; det er nok muligt at oprette eller tilrive sig en tyrannisk magt og blive enehersker og kue og undertrykke sine medmennesker for en tid, men før eller senere må tyrannen, den uretmæssige hersker, falde og tyranniet opløses; Nazi-Tyskland, Sovjetunionen, Irak under Saddam Hussein; alle tyrannier og diktaturer er før eller siden faldet.

Denne tanke kan udvides til at gælde generelt for det gode og det ondes forhold og diskussionen om hvad der er stærkest; det er muligt at gøre meget ondt både som individ og som samfund, men før eller siden vil den indre og ydre strid gøre en ende på viljen til det onde og længslen efter fred og harmoni enten i individet eller samfundet - som kun det gode og ikke det onde kan skabe - og det godes samarbejde og enighed mod det ondes strid og uenighed og ufred og kaos vil bane vej for personlig eller samfundsmæssig fred.

Derfor står fremtiden - for enhver og i verden mellem de enkelte folk og samfund - i sidste ende i fredens tegn. Og derfor er det ikke i nogens interesse - heller ikke i magthavernes interesse - at skabe diktaturer eller tyrannier eller uretfærdige samfund - tyranniernes dage er talte fra deres fødsel - men derimod af al kraft og evne at skabe så retfærdige og gode og dermed stabile og varige samfund som muligt.

En tommelfingerregel for hvad der er i magthavernes og lovgivernes virkelige interesse og hvordan vi bedst skaber retfærdige samfund, siger Kristus i sin tale i Vandrer mod Lyset idet han siger, at de hver især bør stræbe efter at blive sit lands bedste menneske og kræve meget af sig selv for at kunne kræve meget af andre, og udforme lovene som om de selv skulle rammes af hver eneste lov og bestemmelse.