Gå videre til hovedindholdet

Stille dage - samtaler i natten; Epilog (Symposion)

Julenat

Lyset er dæmpet, i vindueskarmen brænder et enkelt lys, det er nået under tallet 24, udenfor er det mørkt og blæsende, det blev heller ikke hvid jul i år. Min kone er lige gået ovenpå for at putte Mathias og Sofie, jeg selv ligger på sofaen med en pude i ryggen og en plaid over mig. Jeg døser hen...

Sankt Hans

Jeg går hen ad en strand ved det Ægeiske Hav med bare tæer i vandkanten, bølgerne skvulper roligt, dovent mod bredden, lyset strømmer blændende og varmt fra den azurblå himmel. Jeg er en anden. Jeg er alene. Jeg stopper op og ser ud mod horisonten. Derude. Måske er svaret der. Eller inden i. Lige her. Jeg tøver og begynder så at gå ud i havet, går og bliver ved, kan ikke stoppe...

Fugl Føniks

Jeg er i en mørk tæt skov. Jeg sidder i min rede som jeg har bygget i et gammelt egetræ på en af de øverste grene. Jeg er alene. Jeg pudser min ene purpurfarvede vinge. Jeg venter. Pludselig bryder jeg i brand, smerten er intens og varer ved. Ilden er hendes fravær og min længsel og min søgen efter hende. Jeg brænder langsomt og smertefuldt til aske og asken stiger mod himlen...

Dommen

Jeg er i en kælder i himlen. Mine dommere sidder på række overfor mig og ser strengt og nådesløst på mig. Mellem mine dommere og mig brænder fakler som oplyser det dunkle rum. Jeg vil gerne tale. Eller skrige. Men en tung vægt af skyld gør mig tavs. Dommerne peger med et alle på mig og uden ord dømmer de mig til døden. Min sjæl forlader mig og opløses som en lille luftning i det mørke rum...

Frihed

"Ja", siger en stemme nærved. En velkendt og tryg og varm stemme. "Det var din dom. Modtag nu min". Der lyder en stille, venlig latter. Jeg mærker en varme i brystet. En hånd løfter mig op. Igen taler stemmen, denne varme elskede stemme som jeg kender og ikke kender helt. "Modtag den hvide dragt der er syndernes forladelse".

Jeg ser ind i et blik så dybt og gammelt som universet. Forsigtigt puster stemmens og blikkets Ejer sorgen og savnet og smerten fra min krop væk, og jeg svinger mig på vinger op under hvælvet. Jeg ser alle mine tanker i mørket som stjerner, der nejer mod Hjemmet, Den grønne Klode. Det er der jeg skal hen nu.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og d...
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d...
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst...
Send en kommentar
Læs mere