Gå videre til hovedindholdet

Platons aporia

Sokrates: Så du siger altså, kære Lysimachos, at mennesket er krop og kun krop. Er det rigtigt forstået?

Lysimachos: Ja, det er rigtigt, det er det jeg mener.

Sokrates: Men sig mig så, er den der ejer noget ikke forskellig fra det han ejer?

Lysimachos: Jo, bestemt! Men jeg forstår ikke hvor du vil hen med det.

Sokrates: Jeg skal prøve at forklare det mere præcist. Siger vi ikke 'min krop' og at jeg ejer min krop?

Lysimachos: Jo

Sokrates: Altså må 'min' og 'jeg' være noget forskelligt fra kroppen.

Lysimachos: Det ser ud til det.

Sokrates: Ja, og altså kan jeg og min krop ikke være det samme, eller hvad mener du?

Lysimachos: Når du siger det på den måde, så er det nok sådan.

Sokrates: Og er det modsatte af krop ikke det vi kalder sjæl?

Lysimachos: Jo.

Sokrates: Men sig mig så: Er jeg og min sjæl så det samme?

Lysimachos: Måske.

Sokrates: Hør nu, kære Lysimachos, du er ikke opmærksom. Hvad sagde jeg lige?

Lysimachos: Hvad mener du, Sokrates?

Sokrates: Jeg sagde 'min sjæl'.

Lysimachos: Det gjorde du jo.

Sokrates: Altså kan jeg heller ikke være identisk med min sjæl. For vi blev jo lige enige om, at den der ejer noget er forskellig fra det han ejer.

Lysimachos: Ja, det gjorde vi.

Sokrates: Men hvad er da sjæl? Kan du sige mig det?

Lysimachos: Jeg ved det virkelig ikke, Sokrates. Jeg føler mig helt rundt på gulvet.

Sokrates: Nej, du ved det ikke, og det gør jeg heller ikke. Jeg tror vi må sige, at 'jeg' skjuler sig i det guddommelige dyb, som ingen kan lodde. Men nu hører jeg min daimon hviske til mig. Den siger, 'jeg tænker, altså er jeg'. Hvad mon vi skal forstå ved det, kære Lysimachos?

Lysimachos: Det har jeg ingen anelse om. Hvad tror du?

Sokrates: Det skal jeg sige dig. Vi blev lige enige om, at vi ikke kan forklare hvad 'jeg' betyder. Men hvad så med 'tænker' eller 'tanke'? Hvad er 'tanke'?

Lysimachos: Jeg ved det virkelig ikke, Sokrates.

Sokrates: Siger vi ikke også 'min tanke'?

Lysimachos: Jo.

Sokrates: Altså må jeg og min tanke ifølge vores tidligere ræsonnement også være forskellige. Men hvad er tanken så?

Lysimachos: Jeg ved det virkelig ikke, og jeg føler mig nu lidt svimmel.

Sokrates: Er det ikke sådan at både 'jeg' og 'tanke' ikke kan forklares og at de begge skjuler sig i det dyb, jeg talte om før?

Lysimachos: Jo, sikkert.

Sokrates: Så måske har min daimon for en gangs skyld vrøvlet. For vi ved ikke hvad 'jeg' er og hvad 'tanke' er, så derfor ved vi heller ikke hvad 'eksistere' betyder. Eller hvad mener du?

Lysimachos: Sådan må det være.

Sokrates: Da vi altså ikke ved hvad jeg eller tanke eller det at eksistere betyder, er det så ikke det rigtigste at sige, at det eneste vi ved er at vi ikke ved noget?

Lysimachos: Jo, når du siger det på den måde, så er det nok sådan.

Derefter begav vi os begge hen til sportspladsen for at se de unge mænd konkurrere i løb og brydning, uden at være blevet meget klogere.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og d...
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d...
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst...
Send en kommentar
Læs mere