Det er en integreret del af kvanteteorien, at en iagttager af processer på det subatomare niveau påvirker de processer man iagttager. Dette skyldes selve den måde man måler på. Hvis man ønsker at bestemme en elektrons position på et givet tidspunkt gør man det så vidt jeg har forstået ved at skyde andre elementarpartikler mod denne elektron, hvorved elektronen påvirkes.
Denne tanke kan ud fra en filosofisk vinkel siges at stille spørgsmålstegn ved selve ideen om en objektiv videnskab og danne den første begyndelse til en mulig videnskabskritik. Hvis det iagttagne ikke kun på subatomart niveau men også i andre forhold og under andre omstændigheder (fx i politologi eller sociologi) påvirkes af iagttageren, er det ikke sikkert at man kan opretholde tanken om en objektiv iagttager og dermed en objektiv videnskab.
I hvert fald siden Descartes og videre over Kant har man forsøgt at videnskabeliggøre filosofien og metafysikken, dvs skabe sikker, objektiv erkendelse. Men alle forsøg er mislykkedes, også Kants forsøg med hans tre Kritikker, der skulle danne et komplet erkendelsessystem (fornuft, moral og dømmekraft; Kritik der reinen Vernunft, Kritik der praktischen Vernunft og Kritik der Urteilskraft) ved i første omgang at foretage "en kopernikansk vending" (som han skriver i forordet til Kritik der reinen Vernunft) i metafysikken bort fra verden og mod erkendelsen selv; eller i hvert fald skabe mulighed for en fremtidig videnskabelig filosofi eller metafysik.
Den egentlige grund til at også Kants forsøg strandede (ikke kun pgra det paradoksale begreb "tingen-i-sig-selv" (ding-an-sich; hvad er tingen for erkendelsen når vi ikke erkender den?), men også fordi konklusionen på hans tanker var at enhver erfaringsuafhængig erkendelse ikke kan overskride erfaringen; et nyt uløseligt problem og paradoks) var måske at den grundlæggende antagelse bag hans og andres forsøg på at skabe sikker, objektiv viden, og dermed streng objektiv videnskab, ikke kun i metafysikken men også i naturvidenskaben, er forkert.
Den grundlæggende antagelse i den daværende og nutidige videnskab kan siges at være, at det er muligt at betragte virkeligheden objektivt og så at sige uafhængigt af virkeligheden eller fra en position udenfor den virkelighed man studerer uden at påvirke denne virkelighed.
Men denne antagelse kan være forkert simpelthen fordi enhver iagttager er en del af virkeligheden og ikke løsrevet fra eller uden for den virkelighed man studerer og derfor påvirker forskeren og hans måleapparatur (fx også ved interviews, spørgeskemaer osv) den virkelighed han studerer.
Dette gælder hvad enten man kun betragter menneskets bevidsthed som en endnu ukendt hjerneproces eller man medtager et ikke-fysisk, åndeligt plan for bevidstheden. Hvis bevidsthed udelukkende er hjerneprocesser, så befinder hjernen sig i og ikke udenfor verden eller virkeligheden, og hvis man medtager en ikke-fysisk, åndelig dimension i bevidstheden og verden, er ånden også i og ikke udenfor den todelte (sanselige og oversanselige) virkelighed.
Dermed opstår - måske - en principiel relativitet i ethvert forsøg på at erkende verden og virkeligheden, en relativitet der bunder i den enkelte forskers individuelle personlighed eller bevidsthed og i denne bevidstheds og måleapparaturets placering i verden og virkeligheden og ikke udenfor.
Det er i hvert fald en kendsgerning, at forskningen i dag som før stritter i alle retninger og der er, er det mit indtryk, ikke enighed om ret meget. En af grundene til at man ikke kan nå bare konsensus for ikke at tale om ubestridelige resultater, kan være den her foreslåede relativitet i betragtningen og forskningen i virkeligheden.
Kommentarer
Send en kommentar