Gå videre til hovedindholdet

Harmoni og kærlighed (yin/yang)

For mere end to tusind år siden udtænkte Lao-tse sin berømte lære om modsætningernes harmoni ved begreberne om yin og yang idet han hævdede, at denne harmoni udtrykker det helt grundlæggende træk i verdensbygningen.

I Platons Symposion er der stærke medklange af denne lære, i hvert fald for os menneskers vedkommende, idet han lader Aristophanes fortælle myten om det oprindelige menneske som en helhed, et androgynt væsen (andros=mand; gyne=kvinde), der på grund af opsætsighed mod guderne på Zeus' ordre blev delt midt over, og derefter altid søger sin tabte halvdel.

(I øvrigt er der flere paralleller også i bibelen om menneskers opsætsighed mod guderne og deres konsekvenser; fx i beretningen om syndefaldet og om Babelstårnet)

I Symposion er det grundlæggende tema Eros, altså kærligheden, og i Aristophanes myte om det oprindelige androgyne menneske er det kærligheden, der efter delingen får os til at søge vores tabte halvdel eller modpart.

Dermed bliver Platons definition af kærligheden en negativ; vi søger efter noget tabt, noget vi savner og længes efter eller måske en tomhed vi længes efter af få fyldt igen.

Hvis vi går tilbage til Lao-tses tanker (Taoismen), så kan det siges, at det princip eller den kraft, der skaber eller tilstræber den grundlæggende harmoni i verden (yin og yang), netop er kærligheden, idet kærligheden er en kraft, der tiltrækker modsætninger og skaber harmoni mellem dem, fx mellem mand og kvinde.

Måske kan vi udstrække kærlighedens harmoniskabende kraft videre end til det rent menneskelige og hævde den som en kraft, der har magt overalt i verdensaltet, altså en egentlig verdenskraft, der søger at skabe harmoni overalt (som i Lao-tses tanker om yin og yang).

Denne tanke er i hvert fald i overensstemmelse med Vandrer mod Lysets beskrivelse af lyset og kærligheden. Ifølge dette værk er lyset og kærligheden ikke kun en sådan harmoniskabende verdenskraft; den har også et personligt væsen som sin behersker og udspring, nemlig Gud.

Bragt på en enkel formel kan disse tanker udtrykkes ved:

Gud ➡ Kærlighed ➡ yin/yang,

idet sidste led betegner den harmoniske enhed af modsætninger. Egentlig burde det anføres ved det traditionelle yin/yang tegn, da det netop betegner de forenede modsætninger. Jeg har bare ikke dette tegn i mit tastatur.

Hvis vi altså nu opfatter kærligheden som en verdenskraft med udspring i Gud, der tiltrækker modsætninger og skaber harmoni mellem dem, kan mørket, det onde, opfattes som en kraft, der skiller modsætninger ad og derved skaber disharmoni, hvilket også er i overensstemmelse med Vandrer mod Lysets beskrivelse af de to verdenskræfter, lys og mørke.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og d...
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d...
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst...
Send en kommentar
Læs mere