Gå videre til hovedindholdet

Zeeta og Zacq

Da Zeeta blev gift med Zacq for tredje gang var hun 21. Zeeta læste kunsthistorie og hun var ambitiøs. Hun søgte den brand eller den længsel der tænder kunsten og en måde at veksle ægte kunst til penge.

Det hun søgte i kunsten fandt hun på en måde også i Zacq. Men for ham var branden og længslen mere en flugt end en tilnærmelse; en lille gylden og glat indre kugle der først var fortvivlelse og smerte - og senere blev til humor; når han havde det værst lo han - og fik andre til at le.

Specielt det kunne Zeeta godt lide.

Somme tider begyndte Zacqs indre kugle at løbe for stærkt; så forsvandt han i en stadig hurtigere roterende malstrøm; hans tanker hvirvlede hurtigere og hurtigere for til sidst at blive til en indre sitren og rystelse uden tanker - eller så mange at han ikke kunne skelne dem fra hinanden.

Nu - efter sex - sad Zeeta lænet op ad væggen og havde kastet en sort læderjakke med kraftig lynlås over sig som værn mod kulden. Hun røg en smøg og gned sig let på knæet og inspicerede den knæskade hun havde pådraget sig efter uger med hård løbetræning.

Hun lagde hovedet lidt på skrå så hendes lange lyse hår faldt ned over den højre skulder og en del af ryggen og rakte smøgen til Zacq der begærligt tog den.

- Hvor er du, sagde hun lavmælt og lavede en ring af røg.

- I det ydre rum et sted, tror jeg. Men jeg burde være her. Og hvorfor ikke. Jeg løber for livet eller væk fra det og mod dig eller væk..bare væk.

- Vil du skilles? Spurgte hun for femte gang den dag. Kan du ikke lide mig?

Zacq skævede til hendes køn.

- Måske. Måske ikke. Jeg føler mig som det sidste menneske i en ødelagt verden og at du er det første i en ny.

Zeeta overvejede.

- Hm. Den første kvinde. Så er du Adam. Det sidste menneske før faldet og dommen.

- Måske. Du er af mig, af mit kød. Mit ribben. Adam var en fejl. Det blev først godt med Eva. For da havde Gud øvet sig.

Zeeta lo og trak hans hoved ind til de bare bryster under jakken.

- Din tosse, sagde hun kærligt. - Du er så tosset at jeg selv går i stykker. Måske. Kan du samle mig igen?

- Så må jeg først vide alt om dig. Også det du ikke selv ved. Specielt det. Det du frygter.

- Jeg frygter intet. Kun dig.

Zacq lukkede øjnene og gabte.

I den sidste solnedgang på den sidste dag: Solen glødede, brændte, flammede rødt i Zeetas lange lyse hår.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d...
Send en kommentar
Læs mere

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...
Send en kommentar
Læs mere

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og d...
Send en kommentar
Læs mere