Om det stod skrevet i stjernerne eller måske i generne eller andre steder hvor den slags kan tænkes at være skrevet - er svært at sige. Måske var det skrevet henkastet og i al hast af tilfældets blinde gud.
Hvorom alting er: De berømte tvillinger fra Nansensgade, Jan og Jens, var så forskellige som nat og dag, eller salt og peber, eller ild og vand.
Jan var - heldig. Udpræget og usandsynlig heldig. Så heldig, at han kunne være blevet koncerndirektør for en af landets - eller verdens - allerstørste selskaber. Eller han kunne - hvis han havde slået sig på politikken - ene mand have afskaffet demokratiet og genindført enevælden og selv blive konge; og dermed indfriet enhver normal mands inderste drømme.
Jens var - uheldig. Udpræget og usandsynlig uheldig. Det afgørende bevis for det vil jeg fortælle senere.
Så forskellige og så ulige begunstiget af Fortuna var de, at de - med gadens aldrig svigtende visdom - snart fik tilnavnene Stolpe ind og Stolpe ud.
En dag - tvillingerne var da vel en 16 eller 17 år gamle - brød Stolpe Ud sammen under presset fra en fjendtlig og skræmmende verden; og hans far kørte ham ud på Psykiatrisk og lod ham blive der.
Imens tjente Stolpe Ind sin første million ved spekulation i aktier.
På psykiatrisk afdeling vedblev Stolpe Ud at være forfulgt af uheldet. Når han snakkede med de andre patienter eller personalet endte det som regel med, at det var ham der måtte trøste de andre; patienter og personale brød ofte sammen i gråd ved at høre hans livs nederlag og pinsler og vedvarende vanskæbne; og så måtte han række dem sit lommetørklæde og trøste så godt han kunne.
Så en dag vendte lykken. Eller gjorde den? Jens Stolpe Ud skulle tale med afdelingens overlæge, dr. Tics. Om overlægen bare havde en dårlig dag, eller om han omsider brød sammen under byrden af at skulle hjælpe mennesker der konstant blev forfulgt eller regelmæssigt besøgte andre og dybere og ukendte dimensioner og verdener - ved vi ikke.
Men denne dag da Stolpe Ud trådte ind på overlægens kontor, modtog lægen ham siddende på stolen med spredte ben, og da han så Stolpe Ud, klaskede han hænderne sammen og råbte:
- Aha! Der har vi ham! Liten angst? Ingen apetite? Nur rolich? Her! Liten pille! Nichts weiter!Vertich!
Dr Tics jonglerede behændigt med en lille blå pille.
- Liten pille! Keine angst! Hopla!
Og overlægen kastede pillen i vejret og greb den med munden og væk var den.
Så tøffede han med små skridt hen til Stolpe Ud og lagde sig for hans fødder idet han udstødte nogle små klukke- og smaskelyde.
- Liten pille. Yum yum. Liten doktor ikke bange mer'.
Stolpe Ud strøg blidt lægen over håret og lægen stak tommelfingeren i munden - og faldt trygt i søvn.
Imens blev Stolpe Ind påkørt af en lastbil på sin cykel på vej ud til afdelingen hvor Stolpe Ud var indlagt. Han var død på stedet.
Og således skiftede heldet - eller gjorde det? - til sidst da held og uheld slap op samtidig.
Dog; når vi ser Stolpe Ud liggende utrøstelig på sin brors grav idet han forsøger at grave ham op eller selv komme ned til ham -
Hvem kan så sige om ikke held og uheld vedbliver - hvor den slags end er nedskrevet; i de flygtige stjerner eller løst og tilfældigt nedkradset af tilfældets blinde magter.
Hvorom alting er: De berømte tvillinger fra Nansensgade, Jan og Jens, var så forskellige som nat og dag, eller salt og peber, eller ild og vand.
Jan var - heldig. Udpræget og usandsynlig heldig. Så heldig, at han kunne være blevet koncerndirektør for en af landets - eller verdens - allerstørste selskaber. Eller han kunne - hvis han havde slået sig på politikken - ene mand have afskaffet demokratiet og genindført enevælden og selv blive konge; og dermed indfriet enhver normal mands inderste drømme.
Jens var - uheldig. Udpræget og usandsynlig uheldig. Det afgørende bevis for det vil jeg fortælle senere.
Så forskellige og så ulige begunstiget af Fortuna var de, at de - med gadens aldrig svigtende visdom - snart fik tilnavnene Stolpe ind og Stolpe ud.
En dag - tvillingerne var da vel en 16 eller 17 år gamle - brød Stolpe Ud sammen under presset fra en fjendtlig og skræmmende verden; og hans far kørte ham ud på Psykiatrisk og lod ham blive der.
Imens tjente Stolpe Ind sin første million ved spekulation i aktier.
På psykiatrisk afdeling vedblev Stolpe Ud at være forfulgt af uheldet. Når han snakkede med de andre patienter eller personalet endte det som regel med, at det var ham der måtte trøste de andre; patienter og personale brød ofte sammen i gråd ved at høre hans livs nederlag og pinsler og vedvarende vanskæbne; og så måtte han række dem sit lommetørklæde og trøste så godt han kunne.
Så en dag vendte lykken. Eller gjorde den? Jens Stolpe Ud skulle tale med afdelingens overlæge, dr. Tics. Om overlægen bare havde en dårlig dag, eller om han omsider brød sammen under byrden af at skulle hjælpe mennesker der konstant blev forfulgt eller regelmæssigt besøgte andre og dybere og ukendte dimensioner og verdener - ved vi ikke.
Men denne dag da Stolpe Ud trådte ind på overlægens kontor, modtog lægen ham siddende på stolen med spredte ben, og da han så Stolpe Ud, klaskede han hænderne sammen og råbte:
- Aha! Der har vi ham! Liten angst? Ingen apetite? Nur rolich? Her! Liten pille! Nichts weiter!Vertich!
Dr Tics jonglerede behændigt med en lille blå pille.
- Liten pille! Keine angst! Hopla!
Og overlægen kastede pillen i vejret og greb den med munden og væk var den.
Så tøffede han med små skridt hen til Stolpe Ud og lagde sig for hans fødder idet han udstødte nogle små klukke- og smaskelyde.
- Liten pille. Yum yum. Liten doktor ikke bange mer'.
Stolpe Ud strøg blidt lægen over håret og lægen stak tommelfingeren i munden - og faldt trygt i søvn.
Imens blev Stolpe Ind påkørt af en lastbil på sin cykel på vej ud til afdelingen hvor Stolpe Ud var indlagt. Han var død på stedet.
Og således skiftede heldet - eller gjorde det? - til sidst da held og uheld slap op samtidig.
Dog; når vi ser Stolpe Ud liggende utrøstelig på sin brors grav idet han forsøger at grave ham op eller selv komme ned til ham -
Hvem kan så sige om ikke held og uheld vedbliver - hvor den slags end er nedskrevet; i de flygtige stjerner eller løst og tilfældigt nedkradset af tilfældets blinde magter.
Kommentarer
Send en kommentar