Hvis analysen er korrekt; at mennesket politisk og økonomisk primært drives af egennytte indadtil gennem ekspansion udadtil, og dermed krig;
Så er det enkelt at opstille en fredens dynamik ved at spejle denne drivkraft i sin modsætning:
At en forenet menneskehed og en verden i fred må drives af ønsket om at berige - ikke sig selv - men andre og derigennem berige sig selv både menneskeligt og økonomisk og politisk.
Denne model møder dog i hvert fald tre vanskeligheder:
1) Den menneskelige natur
2) Menneskets dødelighed
3) De nuværende stater og nationers særpræg og organiske helhed
Med hensyn til det første så er menneskets natur nu endnu så egoistisk og stridbar at en politisk og økonomisk verdensorden baseret på ønsket om at berige sig selv ved at berige andre er helt urealistisk.
Men i det lange løb kan denne natur ændre sig. Det er ingen naturlov, at mennesker altid og i al fremtid fortrinsvis vil drives af selviskhed. Over nogle tusind eller titusinder af år kan billedet langsomt tippe til fordel for det uselviske og næstekærlige.
For vi drives jo ikke kun af det selviske. Mange giver udtryk for, at de oplever den største menneskelige tilfredsstillelse ved uegenyttige handlinger fx gennem frivilligt humanitært arbejde.
Hvis Vandrer mod Lysets beskrivelse af vores langsomme, rolige udvikling og forædling er korrekt, så kan billedet se helt anderledes ud om nogle tusind år.
Når spørgsmålet alligevel er relevant i dag er det ikke mindst på grund af de våben vi i dag råder over.
Men netop dette hænger sammen med det andet punkt:
Vi er dødelige og skrøbelige og derfor tilbøjelige til at forsvare os - og angribe - med alle midler. Men da disse midler i dag er så grufulde, er det netop i vores interesse allerede nu at søge at nå til en global fredskonsensus af hensyn til vores fælles overlevelse.
Det sidste punkt, nationernes særpræg og karakter, skal man være varsom med at overse.
Men de nuværende nationer er jo ikke fremstået med et fingerknips. Langsomt er de groet frem ud fra en indre nødvendighed og fælles behov og karakter.
Det samme kan blive tilfældet med den forenede verden; langsomt må den gro frem og tage form ud fra naturlige behov som en organisme og ikke som et skrivebordsprojekt eller akademisk øvelse;
Og den må gro frem ud fra - stadig mere presserende behov - for overlevelse og menneskets iboende trang til og behov for fred og stabilitet for at kunne skabe værdier; menneskelige og materielle; og ikke ødelægge dem eller udslette os selv.
På den måde udstiller de vanskeligheder vi møder ved den mulige og rationelle forenede verden et af vores ældste etiske problemer:
At teknologien - på godt og ondt - udvikler sig hurtigere end menneskenaturen; vores evne til at ødelægge overstiger tempoet for vores etiske forædling og trangen til at bygge op, så vi spidsformuleret stadig er stenaldermennesker - med atomvåben.
En Verdensregering med i første omgang myndighed til at lovgive om og håndhæve nationernes indbyrdes fred og til at beskytte miljøet er vores bedste - og måske eneste - mulighed og chance for at overleve.
Så er det enkelt at opstille en fredens dynamik ved at spejle denne drivkraft i sin modsætning:
At en forenet menneskehed og en verden i fred må drives af ønsket om at berige - ikke sig selv - men andre og derigennem berige sig selv både menneskeligt og økonomisk og politisk.
Denne model møder dog i hvert fald tre vanskeligheder:
1) Den menneskelige natur
2) Menneskets dødelighed
3) De nuværende stater og nationers særpræg og organiske helhed
Med hensyn til det første så er menneskets natur nu endnu så egoistisk og stridbar at en politisk og økonomisk verdensorden baseret på ønsket om at berige sig selv ved at berige andre er helt urealistisk.
Men i det lange løb kan denne natur ændre sig. Det er ingen naturlov, at mennesker altid og i al fremtid fortrinsvis vil drives af selviskhed. Over nogle tusind eller titusinder af år kan billedet langsomt tippe til fordel for det uselviske og næstekærlige.
For vi drives jo ikke kun af det selviske. Mange giver udtryk for, at de oplever den største menneskelige tilfredsstillelse ved uegenyttige handlinger fx gennem frivilligt humanitært arbejde.
Hvis Vandrer mod Lysets beskrivelse af vores langsomme, rolige udvikling og forædling er korrekt, så kan billedet se helt anderledes ud om nogle tusind år.
Når spørgsmålet alligevel er relevant i dag er det ikke mindst på grund af de våben vi i dag råder over.
Men netop dette hænger sammen med det andet punkt:
Vi er dødelige og skrøbelige og derfor tilbøjelige til at forsvare os - og angribe - med alle midler. Men da disse midler i dag er så grufulde, er det netop i vores interesse allerede nu at søge at nå til en global fredskonsensus af hensyn til vores fælles overlevelse.
Det sidste punkt, nationernes særpræg og karakter, skal man være varsom med at overse.
Men de nuværende nationer er jo ikke fremstået med et fingerknips. Langsomt er de groet frem ud fra en indre nødvendighed og fælles behov og karakter.
Det samme kan blive tilfældet med den forenede verden; langsomt må den gro frem og tage form ud fra naturlige behov som en organisme og ikke som et skrivebordsprojekt eller akademisk øvelse;
Og den må gro frem ud fra - stadig mere presserende behov - for overlevelse og menneskets iboende trang til og behov for fred og stabilitet for at kunne skabe værdier; menneskelige og materielle; og ikke ødelægge dem eller udslette os selv.
På den måde udstiller de vanskeligheder vi møder ved den mulige og rationelle forenede verden et af vores ældste etiske problemer:
At teknologien - på godt og ondt - udvikler sig hurtigere end menneskenaturen; vores evne til at ødelægge overstiger tempoet for vores etiske forædling og trangen til at bygge op, så vi spidsformuleret stadig er stenaldermennesker - med atomvåben.
En Verdensregering med i første omgang myndighed til at lovgive om og håndhæve nationernes indbyrdes fred og til at beskytte miljøet er vores bedste - og måske eneste - mulighed og chance for at overleve.
Kommentarer
Send en kommentar