Steel var troende og derfor behandlede han sin kone og sine børn som Guds gave til ham personligt.
Ikke fordi han havde lyst eller det faldt ham naturligt; men han ville fordi han skulle. Sådan mente han Gud ville have det.
Steel havde aldrig rigtig kunnet finde ud af om det lille sølvkors han bar om halsen og alt hvad det betød og som han havde båret i mange år - mest var et smykke eller en byrde.
Somme tider følte han det tynge sig til jorden; han gjorde af princip det modsatte af hvad han havde lyst til; sådan mente han Gud ville have det; andre gange løftede det ham op i en verden af frihed og velsignelse.
Barbara, hans kone, fornemmede med en kvindes naturlige klarsyn at hun var nummer to efter Gud og et projekt der ikke handlede om hende eller om kærlighed men om ham.
Det samme fornemmede børnene og derfor var de lige så ulykkelige som Barbara - og Steel selv.
Som enhver for hvem kærligheden er et bud og et princip havde han direkte kurs mod en mur. Og da han mødte den var han helt uforberedt og tog slaget rent til kæben.
Der skete følgende: Han blev forelsket - i en anden.
Ruth var alt det Barbara ikke var. Han havde lyst til Ruth. Menneskeligt og seksuelt. Han begærede hende vanvittigt og kunne ikke tænke på andet end hende.
Alt hvad han troede han vidste om kærlighed og Gud brændte til aske og ingenting. Ruth var så virkelig så håndgribelig og fysisk - og helt anderledes og helt sig selv og ingen anden.
Ruth.
Da han fortalte hende om sine kvaler og anfægtelser sagde hun de ord, der i mange år efter rungede i hans ører - længe efter at han mistede også hende:
- Dit fjols! Du tror du ved alt om kærlighed men kan ikke se den om den så råber dig ind i ansigtet. Du tror at du mistede den da du endelig fandt den. Og nu mister du den igen, fordi du kun kan se dig selv og din såkaldte Gud; for nu er jeg den der er skredet!
Da hun var gået gik han fortumlet rundt i byen og standsede ved en bro. Han så ned i det mørke vand og overvejede om han skulle springe.
Så fik han en idé. Resolut tog han korset fra halsen og lod det falde i dybet. Og så brast han i gråd.
Ikke fordi han havde lyst eller det faldt ham naturligt; men han ville fordi han skulle. Sådan mente han Gud ville have det.
Steel havde aldrig rigtig kunnet finde ud af om det lille sølvkors han bar om halsen og alt hvad det betød og som han havde båret i mange år - mest var et smykke eller en byrde.
Somme tider følte han det tynge sig til jorden; han gjorde af princip det modsatte af hvad han havde lyst til; sådan mente han Gud ville have det; andre gange løftede det ham op i en verden af frihed og velsignelse.
Barbara, hans kone, fornemmede med en kvindes naturlige klarsyn at hun var nummer to efter Gud og et projekt der ikke handlede om hende eller om kærlighed men om ham.
Det samme fornemmede børnene og derfor var de lige så ulykkelige som Barbara - og Steel selv.
Som enhver for hvem kærligheden er et bud og et princip havde han direkte kurs mod en mur. Og da han mødte den var han helt uforberedt og tog slaget rent til kæben.
Der skete følgende: Han blev forelsket - i en anden.
Ruth var alt det Barbara ikke var. Han havde lyst til Ruth. Menneskeligt og seksuelt. Han begærede hende vanvittigt og kunne ikke tænke på andet end hende.
Alt hvad han troede han vidste om kærlighed og Gud brændte til aske og ingenting. Ruth var så virkelig så håndgribelig og fysisk - og helt anderledes og helt sig selv og ingen anden.
Ruth.
Da han fortalte hende om sine kvaler og anfægtelser sagde hun de ord, der i mange år efter rungede i hans ører - længe efter at han mistede også hende:
- Dit fjols! Du tror du ved alt om kærlighed men kan ikke se den om den så råber dig ind i ansigtet. Du tror at du mistede den da du endelig fandt den. Og nu mister du den igen, fordi du kun kan se dig selv og din såkaldte Gud; for nu er jeg den der er skredet!
Da hun var gået gik han fortumlet rundt i byen og standsede ved en bro. Han så ned i det mørke vand og overvejede om han skulle springe.
Så fik han en idé. Resolut tog han korset fra halsen og lod det falde i dybet. Og så brast han i gråd.
Kommentarer
Send en kommentar