Gå videre til hovedindholdet

Zeel

- Life is what happens to you 
While you' re busy making other plans; 
John Lennon 

 Fordi Zeel var så målrettet som han var - og kun sjældent - og da med irritation eller raseri hvis omgivelserne tvang ham til det - veg fra sine planer - var hans kone og børn meget ulykkelige.

Det var som havde en ukendt bueskytte ved hans undfangelse spændt en mægtig bue, og ved hans fødsel sendt pilen, Zeel, af sted mod et ukendt mål.

Pat, hans kone, tænkte af og til på om hun ikke i virkeligheden havde giftet sig med en robot. Men samtidig var Zeels ekstreme viljestyrke og stålsathed en af de ting, der oprindelig havde tiltrukket hende ved ham.

For Zeel var Pat nu mest i vejen. Og derfor så - og følte - Pat sit liv langsomt brænde til aske og til ingenting. Fra at have været et åbent og følsomt menneske - ikke uden humor - blev hun bitter og begyndte - hemmeligt - at hade Zeel.

Da Zeel først mødte Denise var han fuldstændig uforberedt. Pilen ramte skiven. Der stod hun på fortovet en dag han var på vej til arbejde og smilede til ham - hun rakte ham en blomst - en rød tulipan med et sort bånd om - og så kyssede hun ham på kinden.

- Jeg hedder Denise, sagde hun idet hun forsvandt i mængden. Inden hun var væk, vendte hun sig om og sendte ham et fingerkys og lo.

Det er latterligt, tænkte Zeel i dagene derefter. Han kunne ikke glemme hende. Han tænkte på hende hele tiden.

Er det det her jeg altid har løbet fra eller henimod?

 Langsomt mærkede han en varme brede sig i kroppen. Han følte en hidtil ukendt ro. Han begyndte at betragte verden og livet med et andet - mere vågent - blik.

Måske er det sådan livet er, tænkte han, idet han igen for sit indre blik så den røde tulipan med det sorte bånd om og Denises smil.

En vugge eller en grav eller alt imellem eller intet som vi forventer eller alt det vi ikke forstår.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...
Send en kommentar
Læs mere

Kærligheden er verdens bærende princip

I Vandrer mod Lyset beskrives det hvordan Gud bærer verden og den samlede skabelse, Verdensaltet. Da vi samtidig ved fra dette værk, at Lyset gennemstrømmer Gud og at lysets essens er kærlighed er det rimeligt at sige, at kærligheden er verdens bærende princip og at kærligheden er al eksistens' bærende kraft. Dette er ikke indlysende når vi betragter denne verdens mange ufuldkommenheder; dens mange lidelser, sygdomme, krig, vold og grusomhed. Vi forledes let til at tro på, at den uhellige treenighed - magt, penge og sex - ligger bag alt, i hvert fald bag al menneskelig kultur og aktivitet. Men denne verden, mørkets verden - læser vi i Vandrer mod Lyset - er en anomali i forhold til det uendelige og evige Lyshav der evigt udstråles fra Herren, den Almægtige, og som bærer alt. Kosmisk set er døden, sygdom og lidelser paranteser og de er underordnede kærlighedens altbeherskende og evige Magt i Herren. Lyshavet - ikke død og lidelse - er gennem Gud verdens inderste princip,...
6 kommentarer
Læs mere

Tankens subjektivitet og relativitet II

Tanken om at den verden vi sanser og prøver at forstå erkendelsesmæssigt er indhyllet i tåge, at der er et uigennemtrængeligt slør mellem os og verden, og at vi ikke kan erkende verden som den er, men kun som den kommer tilsyne for os, er gammel. Det er ikke kun Kant, der har påpeget dette i sin erkendelsesteori, tanken findes også fx i hinduismen og buddhismen ved tanken om Mayas slør, og tanken findes hos Platon i hans berømte hulelignelse; at vi er som fanger, der er spændt fast dybt i en hule, med blikket rettet mod skygger på væggen, skygger der kastes fra den virkelige verden, ideverdenen, hinsides hulen. Måske kan vi også tolke Platons lignelse sådan, at det er os selv, der kaster skyggerne ved at skygge for den virkelige verden. Det sidste, at det måske er os selv, der kaster skyggerne, peger i retning af den tanke, at sløret måske ikke ligger i verden, men i os, i vores tanke og i selve erkendelsen, ved - som beskrevet i del I - at vi, når vi tænker på noget, fx på 'verden...
Send en kommentar
Læs mere