Gå videre til hovedindholdet

Synden og døden, kærligheden og livet

Som Vandrer mod Lyset! beskriver verden er Jorden en syndens og dødens verden. Bogen beskriver indgående hvorfor og hvordan det er blevet sådan; i de jordiske tiders morgen faldt nogle af Guds børn (de ældste) for mørket og skabte det menneskelige, fysiske legeme der er underkastet lidelser og død.

Jeg tror at det er rigtigt at sige, at der er den sammenhæng mellem synden og døden, at synden er det, der fører til døden. Døden kom jo ind i verden ved de ældstes fald og synd.

Ved at betragte forskellige religiøse og filosofiske traditioner i både vest og øst kan denne sammenhæng iagttages, dog i forvrænget form.

I strenge udlægninger af kristendommen, som fx i meget af middelalderens munkevæsen, men også fx i dele af Søren Kierkegaards  (1813-55) filosofi og kristendomsforståelse (især de værker der har pseudonymet anti-Climacus som forfatter (Indøvelse i kristendom og Sygdommen til døden)) lægges der stærk vægt på selvfornægtelse.

Tanken hænger sammen med en bogstavelig tolkning af syndefaldsmyten hvorefter vi mennesker er skyldige overfor Gud; skyldige til døden. Da vi er skyldige må vi straffes og fornægte os selv og det jordiske og vores krop.

Tanken udvikles (stadig i den strenge udlægning af kristendommen) derved, at vi må følge i Kristi fodspor gennem lidelse og død (Kierkegaard: "Afdø fra verden") for at vinde Guds nåde og tilgivelse for vores skyld eller synd.

Men hvis Vandrer mod Lyset! er sand, så er den bogstavelige tolkning af syndefaldsmyten forkert: Det var ikke mennesket men derimod de ældste (og den ældste af de ældste, Satan), der faldt for mørket og mennesket var det uskyldige offer for dette fald (de ældstes skabelse af det fysiske legeme). Mennesket er derfor blevet til i synd, men synden var de ældstes skabelse og mennesket selv var uskyldigt.

Derfor er også tanken om at følge i Kristi fodspor gennem lidelse og død forkert og i sig selv et udtryk for synd, hvis min tanke om at synden er det, der fører til døden er rigtig. Vi skal ikke følge Kristus i døden (afdø fra verden) men følge ham i kærlighed, der kan siges at være det, der fører til livet.

Der er således disse to veje: Synden der fører til døden, og kærligheden der fører til livet.

I østlig filosofi og religion kan tanken om selvfornægtelse i lighed med den strenge opfattelse af kristendommen også iagttages. Men her lidt anderledes i form af tanken om det jordiske, fysiske som et slør (maya), der angiveligt skjuler en bagvedliggende virkelighed og sandhed.

Derfor gælder det om at bryde igennem dette slør, fornægte det jordiske og kroppen gennem askese og meditation; igen at "afdø fra verden" for at nå til det egentlige liv og den guddommeligt oplyste bevidsthed.

Denne tanke findes som et ekko i Platons hulemyte; mennesket er, siger Platon, at sammenligne med fanger, der er spændt fast i en hule med blikket rettet mod hulens bagvæg, hvorpå de kun kan se deres egne og verdens skygger i lyset fra det egentlige liv udenfor hulen.

Men igen; hvis min tanke om at synden er det, der fører til døden, og kærligheden, det der fører til livet er rigtig, så må også den østlige udgave af selvfornægtelse opgives.

Fællespunktet i den vestlige tradition (den strenge udlægning af kristendommen) og den østlige tænkning (tanken om maya) er, at vejen til livet (frelsen og opstandelsen eller det egentlige liv og den guddommelige oplysning) går gennem døden (selvfornægtelsen).

Men vi skal ikke - mentalt eller fysisk - dræbe (fornægte) os selv, men elske os selv og derved vandre livets vej, ikke syndens og dødens.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d...

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og d...

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...