Hvem kan flygte fra sin egen ondskab? Jeg har prøvet. Og blev en halv mand. En flygtning i mit eget sind og min egen krop.
Da jeg var ung var jeg som i et mørkets fængsel. Mørket bandt mit sind, mine tanker. Så prøvede jeg at bryde ud da jeg ikke kunne bære det mere, og mørket steg som en flodbølge, langsomt langsom kvælning, som et vilddyr der prøvede at bryde ud, bryde frem, kradse, bide, flå sig ud af min bløde krop og mit forpinte sind. Og jeg gyste. Og prøvede at holde det tilbage, låse det inde dybt nede i den afgrund i mig der fødte det.
Men det måtte ud. Og det eksploderede dybt inde fra og forandrede alt. Da var det at jeg prøvede at flygte.
Nu ser jeg det, føler det og ved ikke om jeg kan overvinde det. Skal jeg prøve at overvinde det? Det er jo mig, en del af mig. Som en ven engang sagde: Hvem vinder når man kæmper med sig selv?
En del af vilddyret er en gammel sorg. Raseri over et tab. At blive forladt. Jeg tror at det er sådanne følelser der får nogle til at dræbe. Jeg - jeg ville udslette mig selv, rettede det hele indad. Og blev syg.
En anden del stammer fra noget jeg gjorde og ikke skulle have gjort og en forbandelse af mit offer og mig selv. Også det vendte jeg indad.
Jeg forstår dig, Ardor, forstår dit sorte raseri og had da du knyttede næven mod Gud og forbandede Ham og alle os andre; jeg kender det fra mig selv, kender hadet der fødes af ubærlig lidelse og smerte og ved at føle sig alene i lidelsen. Jeg kender den sorte gnist der springer når lidelsen bliver ubærlig og der ikke synes at være nogen vej ud.
Jeg selv ville lide. Med intimt men ubevidst kendskab til mig selv og mine ømme punkter lagde jeg hovedet på blokken og svingede selv øksen; igen og igen og igen..
Når jeg standser flugten og ser på det onde i mig får jeg et øjeblik af ro. Men snart tvinger min angst mig igen på flugt. Jeg må vænne mig til at det er der, det onde, i mig. Jeg tror, at det er min eneste chance for at blive hel igen.
Kommentarer
Send en kommentar