Gå videre til hovedindholdet

Gud og djævel; et eksempel på mørkets dobbeltnatur

Som det vil være bekendt fra psykologien ledsages urealistiske forestillinger om egen storhed ofte af en følelse af mindreværd. Drevet til det yderste - som det kendes i den egentlige sindssyge - kan det forekomme at man identificerer sig med Gud (eller Jesus) og derunder føler sig identisk med djævelen.

Dette er et eksempel på mørkets dobbeltnatur. Identifikationen med Gud repræsenterer dette mørkes "lyse" side mens identifikationen med djævelen repræsenterer den rent sorte side.

Fænomenet kendes også fra i hvert fald to religiøse og filosofiske traditioner: Den kristne (syndefaldsmyten) og den østlige filosofis begreb om kundalini.

Slangen i de to traditioner er den samme omend vurderingen af den er forskellig. I den kristne tradition repræsenterer Slangen det onde, mens den i Østen normalt ses som et gode; en vej til kosmisk oplysning.

Set sammen repræsenterer disse to vurderinger i sig selv dette mørkes dobbeltnatur; Østens "lyse" vurdering og vestens (den kristne) rent sorte.

I begge tilfælde er der tale om et bedrag; Adam og Eva bliver ikke lig Gud ved at spise af Kundskabens Træ men forvises fra Paradis; I den østlige tradition hævdes det at Slangen (kundalini) giver kosmisk bevidsthed (man "bliver lig Gud"), hvilket er en illusion.

Mennesket er hverken Gud eller djævel men - menneske.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og d...
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d...
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst...
Send en kommentar
Læs mere