Gå videre til hovedindholdet

Opsats 10; En forenet verden

Gennem årtusinder har vi mennesker vænnet os til at definere os selv i modsætning til andre mennesker og defineret og forsvaret vores gruppe - familien, stammen, nationen, kontinentet - i modsætning til andre grupper. Det er den gamle verden. Det "dem og os". Det er racismen. Det er krigen.

Denne verden er ruineret økonomisk, moralsk og menneskeligt af alle de liv vi har taget for at sikre og styrke vores dominans og privilegier på bekostning af andre - ofte i det godes navn.

Den nye verden - som nu kun er en mulighed - er "vi" - en forenet menneskehed i en forenet verden, der ikke definerer og forsvarer os i modsætning til andre og andre grupper. Det er freden. Det er den ene gruppe. Det er en verden, en menneskehed, en Gud.

I en forenet verden er kampen mellem godt og ondt ikke en kamp mellem mennesker, men i mennesker; en etisk grænse i hver enkelt - som er i os allesammen og det er det der kan forene os.

Kampen mellem godt og ondt i en forenet verden er ikke en kamp mellem vi, de gode europæere, mod dem, de onde syriske flygtninge, os de gode vesterlændinge mod de onde fra syd eller øst, os de gode muslimer mod dem de onde vantro, os de gode mod dem de onde; men en kamp i hver eneste af os, dig og mig, en kamp vi er fælles om.

En forenet verden er ikke frygtens verden, men håbets. En verden hvor vi ikke frygter "de onde", men forstår at det onde er i os alle - lige som det gode er i os alle. Håbet er at vi kan sejre - sammen.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og d...
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d...
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst...
Send en kommentar
Læs mere