Carsten Ploug Olsen

"Vi, de retfærdige, de gode er under angreb; derfor har vi ret til at forsvare os med alle midler, ret til at dræbe fjenden, de onde". Sådan siger i vor tid både Vesten og Islamisk Stat og andre såkaldt hellige krigere. Vi ser det som i et spejl eller ekko; ordene er de samme og konsekvenserne er de samme som de altid har været; som det var under de to verdenskrige og den kolde krig og længe før det og altid som en del af menneskets historie, den afgrund vi falder i igen og igen. Myrderi og barbari sker når vi ikke forstår at den etiske grænselinje mellem godt og ondt går i hver af os - hele livet - at den ikke går mellem mennesker - "de gode" og "de onde" - men i mennesker; i os alle; barbariet begynder når den indre etiske grænselinje projiceres ud og bliver til grænser mellem mennesker, bliver en ydre grænse. Mennesker krydser grænsen med sit "vi, de gode, I, de onde" og myrder løs og b...

Er kærlighed flødekager, solskin og søndag hver dag? Eller er kærlighed rugbrød, polarstorm og hverdag? Er forskellen på kærlighed og forelskelse ikke det samme som Kant beskriver i Kritik der praktischen Vernunft forskellen mellem pligt og tilbøjelighed; Vi har måske lyst til at svigte vores partner eller ægtefælle, men er det ikke vores pligt ikke at svigte (fx være utro)? Eller er forskellen den parallelle betragtning som Kierkegaard gør i sondringen mellem det etiske og det æstetiske (eller det spidsborgerlige); pligt overfor tilbøjelighed, ansvar overfor svigt? Er kærlighedens værdi ikke netop så høj fordi den koster noget? Er dens værdi ikke præcis hvad den koster? Er forelskelse ikke værdiløs fordi den intet koster og forsvinder og bliver til intet lige så hurtigt som den kom og uafhængigt af os, en kraft, der handler med os som den vil, hvis den få...

Hvad digterfilosoffen  skrev om sorg, har jeg erfaret om kærlighed; siden min tidlige ungdom har der siddet en kærlighedens pil i mit hjerte. Så længe den sidder der er jeg - ikke ironisk - men fortvivlet; trækkes den ud dør jeg. Og så tænker jeg, at måske er det grundlæggende menneskelige valg enten at dø af kærlighed eller dø af ensomhed. Giv mig en mægtig fjende - en konge eller præsident eller mestertænker - dem kan jeg klare; men skån mig for kærlighedens trojanske hest, der stilles op på sjælens centrale torv; om natten myldrer krigerne ud og nedslagter alle til sidste mand. Af og til forekommer kærligheden mig at være et sværd jeg styrter mig i med åbent bryst, frivilligt. Og ensomheden som en brændende ørken, der udslukker alt liv. Og er disse to så - livet? Sådan tænker jeg somme tider. Andre gange lyver jeg det væk, fortrænger det, maler billedet over med stærke iøjenfaldende farver og harmoniske former. Men er det ikke sådan det er? Den jeg elsker ka...

Som Vandrer mod Lyset! beskriver verden er Jorden en syndens og dødens verden. Bogen beskriver indgående hvorfor og hvordan det er blevet sådan; i de jordiske tiders morgen faldt nogle af Guds børn (de ældste) for mørket og skabte det menneskelige, fysiske legeme der er underkastet lidelser og død. Jeg tror at det er rigtigt at sige, at der er den sammenhæng mellem synden og døden, at synden er det, der fører til døden. Døden kom jo ind i verden ved de ældstes fald og synd. Ved at betragte forskellige religiøse og filosofiske traditioner i både vest og øst kan denne sammenhæng iagttages, dog i forvrænget form. I strenge udlægninger af kristendommen, som fx i meget af middelalderens munkevæsen, men også fx i dele af Søren Kierkegaards  (1813-55) filosofi og kristendomsforståelse (især de værker der har pseudonymet anti-Climacus som forfatter ( Indøvels...

Hvem kan flygte fra sin egen ondskab? Jeg har prøvet. Og blev en halv mand. En flygtning i mit eget sind og min egen krop. Da jeg var ung var jeg som i et mørkets fængsel. Mørket bandt mit sind, mine tanker. Så prøvede jeg at bryde ud da jeg ikke kunne bære det mere, og mørket steg som en flodbølge, langsomt langsom kvælning, som et vilddyr der prøvede at bryde ud, bryde frem, kradse, bide, flå sig ud af min bløde krop og mit forpinte sind. Og jeg gyste. Og prøvede at holde det tilbage, låse det inde dybt nede i den afgrund i mig der fødte det. Men det måtte ud. Og det eksploderede dybt inde fra og forandrede alt. Da var det at jeg prøvede at flygte. Nu ser jeg det, føler det og ved ikke om jeg kan overvinde det. Skal jeg prøve at overvinde det? Det er jo mig, en del af mig. Som en ven engang sagde: Hvem vinder når man kæmper med sig selv? En del af vilddyret er en gammel so...

Er kristendom den umulige fordring, det absurde, og Guds nådes Hånd der griber mig når jeg falder fra fordringen? Skal jeg vove springet ud på de 70000 favne vand? Skal jeg opgive alt, mit liv, min forstand, min sjæl for at få alt? Skal den der elsker sit liv miste det, og den der hader sit liv få evigt liv? Er tro det at springe og fortabelse det at lade være? Skal jeg elske min næste som jeg elsker mig selv? Skal jeg tilgive mine fjender? Skal jeg vende den anden kind til når jeg bliver slået? Skal jeg tro at Gud blev menneske, lod sig korsfæste og opstod og derved besejrede døden? Også min død? Til evigt liv, hvis jeg tror? Er det vejen, sandheden og livet? Gud, jeg står her med min rystende og rystede sjæl og ser ned i afgrunden, de 70000 favne vand, som både kan være frelse og fortabelse, himmel og helvede. Du siger spring! Og tier. Skal jeg som Abraham ubetinget adlyde? Du siger: S...

Tanken om at blive lig Gud kan siges at være grundlæggende i både vestlig og østlig kultur, filosofi og religion; i Vesten repræsenteret ved syndefaldsmyten og faustmyten, i Østen repræsenteret ved begrebet om kundalini og vel også ved den buddhistiske tanke om oplysthed. I bibelens syndefaldsmyte ser man konsekvenserne af denne tanke; mennesket bliver ikke lig Gud ved at spise af Kundskabens Træ, men udstødes fra Edens Have. Og konsekvensen for Faust og hans pagt med djævelen, som han indgår for at få viden (fx i Goethes Faust eller Thomas Manns Doktor Faustus ), er at han mister sin sjæl. Konsekvensen er derfor parallel og skæbnesvanger. I Østen vurderes tanken anderledes positivt ved at det hævdes, at gennem askese, selvfornægtelse og forskellige teknikker kan føre til, at kundalinislangen rejser sig og gør mennesket lig Gud eller guddommelig. I moderne vestlig videnskab kan det vel...

Som det vil være bekendt fra psykologien ledsages urealistiske forestillinger om egen storhed ofte af en følelse af mindreværd. Drevet til det yderste - som det kendes i den egentlige sindssyge - kan det forekomme at man identificerer sig med Gud (eller Jesus) og derunder føler sig identisk med djævelen. Dette er et eksempel på mørkets dobbeltnatur. Identifikationen med Gud repræsenterer dette mørkes "lyse" side mens identifikationen med djævelen repræsenterer den rent sorte side. Fænomenet kendes også fra i hvert fald to religiøse og filosofiske traditioner : Den kristne (syndefaldsmyten) og den østlige filosofis begreb om kundalini. Slangen i de to traditioner er den samme omend vurderingen af den er forskellig. I den kristne tradition repræsenterer Slangen det onde, mens den i Østen normalt ses som et gode; en vej til kosmisk oplysning. Set sammen repræsenterer disse to vurderinger i sig selv dette mørkes dobbeltnatur; Østens "lyse" vurdering og v...

Genesis Under jorden, i dybt mørke, ligger en kerne, et frø. Når temperatur og årstid er rigtig begynder frøet at spire, sende skud op gennem et ufremkommeligt mørke, søger de svage steder, steder hvor jorden giver efter, og til sidst bryder spiren, fortællingen, ordene overfladen... Exodus ...og ordene søger en vej hjem, ud af mørket, ikke vejen men en vej, til et forjættet land, ikke det forjættede land kun et forjættet, gennem ørkener og tvivl, søger i pjalter landet der flyder med mælk og honning... Levitikus ...og mennesker stimler sammen, ledes tavse af præster gennem krypter og gange oplyst af fakler, mennesker finder deres sorg og latter og længsel gengivet så man skulle tro det var virkeligt, som måner lyser de af stjerners ild; dette kunne være mig eller en anden eller dig; her finder jeg mig selv eller mister mig selv eller slipper et øjeblik for at være mig...

Hen under jul - den søde juletid - sad jeg igen på Det rene Vanvid og efter 5 dobbelte Jack Daniels og dertil hørende endeløse grublerier over grænsen mellem selvrespekt og angsten for at blive hugget i småstykker af min kones skarpe tunge og trangen til at lægge mig fladt ned for alt og hvornår fanden jeg var blevet sådan en vatpik; en grotesk og mislykket klon af hende... Faldt jeg i snak med en jeg kunne klare; en ung kvinde, sikkert et sted i tyverne; med lange sorte krøller og smudt i de plirrende øjne og et kropssprog som sagde så meget som; hos mig bliver det meget bedre; og i min tiltagende rus troede jeg hende og vi endte hjemme hos hende og kødet gik sin gang... Da det pludselig slog mig, at det var i dag at mine svigerforældre skulle komme til middag; jeg så på uret; med lidt god vilje kunne jeg nå hjem inden den truende katastrofe og udslettelse ville blive endelig og uigenkaldelig. Det sidste jeg oplevede hos den unge amazone var resten af radioavisen... ...ve...

Se den unge kvinde gå langs denne strand med knust sind og tomme hænder; hun ved hvad det vil sige - djævelen er ikke udenfor men indeni; hun ved hvad det vil sige - en lidelse så dyb at hun ikke findes men kun Gud er der. Se den lille dreng med de brune skuldre flintre rundt på den samme strand årtier før; engang skal en knuse hans hjerte som en gletcher der langsomt langsomt knuser et landskab, et liv, et sind. De jagende tanker, den forfærdelige uro i sindet; tusind pile skyder du af hver time mod dig selv. Se disse to med dødens skarpe brod i hjertet gå i havet og blive kastet tilbage sammenkrummede som forvitrede døde sten idet de hører livet sige: Præcis fra denne tomme strand som alle frygter og ingen vender tilbage fra uden at blive en anden, fra denne strand som hedder sjælens død, skal dit træ slå sin dybeste rod og gro den smukkeste gren; For den der går vejen her kender alt menneskeligt. Roen - det der kan bære din eksistens - er ikke et fjernt paradis, fjernt ...

Gennem årtusinder har vi mennesker vænnet os til at definere os selv i modsætning til andre mennesker og defineret og forsvaret vores gruppe - familien, stammen, nationen, kontinentet - i modsætning til andre grupper. Det er den gamle verden. Det "dem og os". Det er racismen. Det er krigen. Denne verden er ruineret økonomisk, moralsk og menneskeligt af alle de liv vi har taget for at sikre og styrke vores dominans og privilegier på bekostning af andre - ofte i det godes navn. Den nye verden - som nu kun er en mulighed - er "vi" - en forenet menneskehed i en forenet verden, der ikke definerer og forsvarer os i modsætning til andre og andre grupper. Det er freden. Det er den ene gruppe. Det er en verden, en menneskehed, en Gud. I en forenet verden er kampen mellem godt og ondt ikke en kamp mellem mennesker, men i mennesker; en etisk grænse i hver enkelt - som er i os allesammen og det er det der kan forene os. Kampen mellem godt og ondt i en for...

I et forsøg på at videreudvikle tanken eller rationalet bag en eventuel verdensregering som for mig dels bygger på Vandrer mod Lysets anbefaling af en sådan og Emery Reves geniale tanke om at en del eller alle konflikter og krige i sin dybeste rod skyldes, at der findes flere suværene centre (regeringer) der opstiller normer for lov og ret (Fredens anatomi, 1947) vil jeg sige, at netop på grund af disse centrers (suværene regeringer eller nationer) bygges der en spænding op i verden fordi disse centrer er økonomiske eller militære konkurrenter. Denne spændings inderste natur forekommer mig at være eller ligne dødsangst; hvis alle suværene nationer eller grupper af nationer (fx USA overfor EU eller Kina) er økonomiske og militære konkurrenter og forsøger at udkonkurrere hinanden, så er der i konkurrencen mellem disse suværene stater et spørgsmål om den enkelte nations overlevelse (eller mildere; et spørgsmål om den enkelte nations rigdom eller fattigdom) og et land i eksistentiel k...

Ligesom bibelen gennem tiden er blevet udsat for en efter min opfattelse nødvendig kritik er der som jeg ser det et behov for at gøre det samme med koranen. Dette behov ser jeg ud fra de forfærdelige forbrydelser der stadig bliver begået i Guds eller Allahs navn og ud fra de stærkt formørkede passager i koranen, der tilsyneladende legitimerer disse forbrydelser. For at give en kritik af koranen og islam generelt er det nødvendigt først at søge at bestemme det helt grundliggende i koranen og islam. Jeg opfatter det grundliggende sådan: Gennem tiderne har Gud sendt flere profeter til menneskene for at retlede dem og give dem sandheden. Blandt de i islam anerkendte profeter er bla Noah og Jesus. Men disse profeters  budskaber er siden blevet forvansket. Derfor sendte Gud i tidens fylde Muhammed for at bringe os den fulde sandhed, og denne sandhed blev overgivet Muhammed af ærkeenglen Gabriel. Da Muhammed således er den sidste profet der har bragt den endegyldige sandhed kalde...

Bøgerne bliver længere og længere og tungere og tungere. Der var det gamle testamente, så kom det nye oveni. Så kom ham der forsøgte at ændre grusomheden til noget bedre, men fejlede som så mange før og efter hans tid. Bøgerne bliver længere og længere og tungere og tungere. Er det sandt at Gud overfaldt Moses, er det sandt at Gud kræver stening for utroskab, er det sandt at kødet skal opstå, er det sandt at kvinder skal tie i forsamlinger og at de der ikke tror eller ikke tror rigtigt skal kastes i ilden? Bøgerne bliver længere og længere og tungere og tungere. Sandheden kan stå i et tweet men ligger nu skjult og glemt i en dynge af skrald: "Gud er en. Elsk din næste som du elsker dig selv. Tilgiv dine fjender". Er det sandt? Jeg skal ikke kunne sige hvad der er sandt. Men jeg ved hvad jeg håber. Jeg håber, at sandheden kan stå i et tweet.